Ungdomseliksir skal kurere alzheimer

Forskere har opdaget et stof, der holder orme, fluer og mus unge. Måske rummer det også kuren mod demens.

© Shutterstock

Et særligt stof kaldet J147 har vist sig at virke som ren ungdomseliksir på mus, hvor det tilbageruller en række alderstegn.

Forskere har nu fundet ud af, hvordan det virker, og vil snart afprøve stoffet på mennesker. Forskerne håber, at de med det nye middel fx kan be­kæmpe alzheimer, der formentlig er årsag til 60-70 procent af alle tilfælde af demens.

Alzheimers sygdom nedbryder langsomt hjernen. Billedet viser, hvordan en normal hjerne (venstre) ser ud i forhold til hjernen hos en person med alvorlig Alzheimers (højre).

© University of Queensland

Fjerner giftstoffer fra cellerne

J147 er et syntetisk stof, som blev udviklet i 2011 af et forskerhold under ledelse af Dave Schubert fra Salk Institute i USA.

Det samme forskerhold har nu kortlagt, hvordan stoffet på­virker cellerne: I cellernes små kraftværker, mitokondrierne, udøver J147 sin effekt.

Mere præcist binder stoffet sig til et protein kaldet ATP-syntase, som er helt centralt i cellens energiproduktion.

J147 påvirker aktiviteten af ATP-syntasen på en måde, så der sker færre op­hobninger af en række giftstoffer, som forskerne ved findes i aldrende nerveceller. Resultatet er celler, som virker meget yngre, end de er.

Holder orme og fluer unge

Tidligere eksperimenter har vist, at J147 kan modvirke alderstegn hos orme og fluer, og det samme har vist sig i forsøg med mus med alzheimer.

Mus med alzheimer

© Salk Institute

Behandlet mus

© Salk Institute

Stoffet får ikke bare musene til at se yngre og sundere ud, det forstærker også deres evne til at danne nye hjerneceller og får dem til at huske bedre – de bliver fx bedre til at huske den hurtigste vej gennem en labyrint.

De nye resultater har overbevist forskerne om, at J147 kan blive et vigtigt middel mod alzheimer hos mennesker, og måden, det virker på, kan måske også virke mod andre lidelser, hvor alder spiller ind, som fx parkinson og slagtilfælde.