Fører bakterien videre til næste generation
Organisationen World Mosquito Program har siden 2011 gennemført forsøg med at inficere den smittebærende myg med en bakterie, som bekæmper virussen inde i myggen.
Bakterien, som kaldes Wolbachia, kan udkonkurrere virussen ved at optage vigtige stoffer, fx kolesterol, som er nødvendige for, at virussen kan formere sig. En inficeret myg kan derfor ikke sprede virussen.
Når myggene selv formerer sig, bliver bakterien ført videre til den næste generation af myg, og på den måde breder den sig, så virussen ender med at blive hjemløs.
Metoden har én svaghed
I storstilede forsøg i flere lande har forskere sprøjtet Wolbachia ind i tusindvis af myggeæg og derefter sat de inficerede myg ud i naturen. World Mosquito Program kan nu rapportere om de første resultater.
I områder i Brasilien og Indonesien er det lykkedes at nedbringe antallet af denguetilfælde med helt op til 76 procent.
Desværre viste forsøgene også, at bakterien i særlig varme områder, fx i Vietnam, ikke overføres effektivt nok fra den ene generation af myg til den næste.
Forskerne forsøger nu at løse problemet ved at fremavle nye varianter af bakterien, som klarer sig bedre i varmen.