I december 2019 kom de første rapporter om en mystisk virus, der florerede i den kinesiske millionby Wuhan og gav symptomer som hoste, høj feber, vejrtrækningsproblemer og lungebetændelse.
Siden er sygdommen dukket op i Nordamerika, Europa og Australien, og de seneste tal viser, at 6000 er smittede, mens 132 er døde.
Der er derfor ingen tvivl om, at virussen spreder sig, men hvor alvorlig er den egentlig? Og er der risiko for en verdensomspændende pandemi?
Fra fredelig til farlig virus
Den nye virus, der har fået navnet 2019-nCoV, blev i starten af 2020 identificeret som en såkaldt coronavirus.
Coronavirus er en meget normal virustype, der står bag de fleste af vinterens forkølelser og luftvejsinfektioner.
I sjældne tilfælde kan en coronavirus dog udvikle sig til en særlig infektionssygdom, en såkaldt zoonose, hvilket betyder, at virussen begynder at smitte fra dyr til mennesker.
Sådan spredes smitte fra dyr til mennesker
1. Dyrevært
Det er bl.a. afgørende, om mikroben findes i en eller mange dyrearter, hvor stor tæthed værterne har, og om sygdommen overføres direkte fx ved bid, eller den overføres indirekte.
2. Menneskekontakt
Hvordan og hvor ofte vi møder mikroben, er afgørende for, om den overføres. Det kan fx ske ved, at vi trænger ind på dens levesteder, at tætheden af sygdomsbærende blodsugende insekter øges, eller at vi ændrer adfærd og fx spiser mere kød.
3. Sandsynlighed for infektion
Hvis mikroben kan overvinde tættere beslægtede pattedyrs immunforsvar, er der grund til at være på vagt, mens vi ikke har meget at frygte fra sygdomme i fjernt beslægtede dyr. Varighed og hyppighed af kontakten betyder meget, ligesom god hygiejne er afgørende for, om dyrenes mikrober kan få kontakt.
De første mennesker, der blev smittet af den nye coronavirus arbejdede eller kom ofte i Wuhans dyre- og fiskemarked, hvor mennesker og levende dyr har tæt og regelmæssig kontakt.
Markedet har derfor de rette forhold for smitte mellem dyr og mennesker, og der er da også bred enighed om, at 2019-nCoV er opstået her. Kinesiske forskere mistænker på nuværende tidspunkt slanger for at stå bag den første smitte, men det er endnu ikke endeligt påvist.
Ebola og SARS smittede også fra dyr
Mange af de mest dødelige sygdomme i moderne tid stammer fra dyr, heriblandt Ebola, HIV og SARS og MERS. De sidste to er, ligesom 2019-nCoV, coronavirusser.
Indtil videre er det dog kun ældre og svækkede mennesker, der har mistet livet til den nye coronavirus. Og selvom virussen nu ser ud til at smitte mellem mennesker, så skal man være i tæt kontakt med smittede for selv at få sygdommen.
Verdenssundhedsorganisationen WHO har derfor heller ikke erklæret situationen for en 'international sundhedskrise', men blot en alvorlig krise begrænset til Kina, hvor langt de fleste smittetilfælde også er.
Dertil vurderer Det europæiske center for forebyggelse af og kontrol med sygdomme (ECDC) også, at risikoen for en større smittespredning i Europa er lille.
Risikoen for en dødelig pandemi er altså på nuværende tidspunkt i den lavere ende, da coronavirussens smitteevne er moderat og dødeligheden relativ lav. Men risikobilledet kan meget hurtigt ændre sig.
Nye undersøgelser viser fx, at smitte kan ske op til 14 dage inden symptomer viser sig, hvilket gør det svært udpegede smittede og inddæmme virussen. Og den lange inkubationstid kan især blive farlig, hvis den nye virus begynder at mutere yderligere.
Mutationer kan skabe en dræber-virus
Den nye coronavirus har allerede muteret, da den sprang fra dyr til mennesker og senere begyndte at smitte mellem mennesker. Den vil med al sandsynlighed også fortsætte med at mutere.
Coronavirusser hører nemlig til gruppen af rna-virusser, som er noget mere ustabile end dna-virusser.
Det skyldes, at det enzym, der hjælper rna-virusser med at formere sig, er dårlig til at rette de fejl, der kan opstå i processen - og det giver grobund for en meget høj mutationsrate.
Mutationer i en rna-virus kan opstå ved et genetisk skred eller et genetisk skift.
Et genetisk skred er kendetegnet ved små naturlige mutationer i virussen, der over tid udvikler sig til en ny variation og forvirrer immunforsvaret. Det genetisk skred er fx årsagen til, at mange mennesker oplever at få influenza flere gange på én sæson.
Mutationstype 1 (genetisk skred):
Små mutationer opstår i virussen
En virus' gener muterer hele tiden en lille smule.
Mutationerne skaber en ny variant
Derfor ophober den over tid flere og flere mutationer og kan på et tidspunkt udvikle sig til en ny variant af den oprindelige virus.
Det genetiske skift er en anden mutationstype, hvor to eller flere virusser kombineres og danner en ny type af virus.
Det genetiske skift er derfor ofte årsag til nye sygdomme, som vores immunforsvar ikke kan genkende og effektivt slå ned.
Pandemien med svineinfluenzaen H1N1 i 2009 opstod fx som følge af et genetisk skift med virus fra svin, mennesker og fugle. Svineinfluenzaen havde mange ligheder med den spanske syge og det estimeres, at op mod 203.000 mennesker døde af sygdommen.
Mutationer som følge af et genetisk skift forekommer dog ikke ligeså ofte som mutationer fra et genetisk skred.
Mutationstype 2 (genetisk skift):
Virusser angriber celle
To eller flere virusser angriber en celle.
Virussernes rna kopieres
Inde i cellens cellekerne kopieres virussernes rna.
En ny virus opstår
Det skaber en ny virus med egenskaber fra de oprindelige virusser.
Hvis coronavirussen muterer, kan det, uanset mutationstype, ændre på to vigtige parametre - dens smitteevne og dens dødelighed. Mutationer kan i bedste fald svække virussens egenskaber, men det kan også styrke dem og gøre dem mere farlige.
Det er dog umuligt at forudsige, og derfor er det vigtigt at overvåge og blive klogere på den nye virus, så den kan komme under kontrol.
Sådan tæmmede forskerne SARS
SARS var en ny form coronavirus, der første gang så dagens lys i 2002. Virussen ramte blandt andet luftvejene og havde en høj dødelighed på 10 procent, hvilket fik verdenssamfundet til at slå alarm inden for kort tid.
I kampen mod SARS blev overvågning af sygdommen hos både mennesker og dyr sat i system.
Derudover koordinerede Verdenssundhedsorganisationen WHO moderne teknologi, kommunikation og laboratorier i et internationalt netværk af eksperter. Varmeskannere i lufthavne blev også hyppigt brugt til at afsløre sygdommen.
Dag for dag delte de data og laboratorieprøver, som hurtigt gjorde det muligt at identificere kilden til SARS og herefter konstant følge udviklingen tæt.
Det seneste store udbrud af sars kom i 2003.