Shutterstock
Antistoffer angriber skjoldbugskirtlen

D-vitamin bekæmper autoimmune sygdomme

Millioner af mennesker verden over lider af en autoimmun sygdom, og det tal er stigende. Men nu har forskerne måske fundet et våben.

Hver dag beskytter dit immunforsvar dig mod angreb fra virusser, bakterier og andre mikroorganismer. Det fungerer som et toptrænet forsvarsværn, og soldaterne er de hvide blodlegemer.

Men hos cirka fem procent af verdens befolkning går soldaterne til angreb på den forkerte fjende: Kroppens raske væv. Hvilket betyder, at de lider af en såkaldt autoimmun sygdom.

Nu viser en ny, stor undersøgelse, at høje daglige doser af d-vitamin helt kan forhindre autoimmune sygdomme i at gå i udbrud. I hvert fald hos personer over 50 år.

Psoriasis i hårbunden
© Shutterstock

Kroppen bekriger sit eget væv

D-vitamin sænker din risiko med 22 procent

26.000 mennesker over 50 år deltog i den nye undersøgelse, som strakte sig over fem år.

Forsøgsdeltagerne blev delt op i to grupper, hvoraf den ene gruppe fik daglige doser af d-vitamin, mens den anden gruppe modtog inaktiv medicin, såkaldt placebo.

Og her viste det sig, at en daglig dosis af d-vitamin på 2000 IU, såkaldt internationale units, reducerede forekomsten af autoimmune sygdomme med hele 22 procent.

Forskere har to mulige forklaringer

D-vitamin har længe været mistænkt for at være lidt af en mirakelmager, når det kommer til autoimmune sygdomme. Dyreforsøg har fx vist, at vitaminet har en god effekt på immunforsvaret generelt - hvorfor ved forskerne ikke.

Men én forklaring kan være, at vitaminet hjælper kroppens immunceller med at skelne mellem kroppens eget væv og fx bakterier.

En anden forklaring kan være, at tilskuddet dæmper den betændelsesreaktion, såkaldte inflammation, immunsystemet skaber i organerne.

Forskerne håber at blive klogere i en række nye forsøg, der bl.a. skal kortlægge, om vitaminet også virker efter fem år. Men også om tilskuddet har samme iøjnefaldende effekt på en yngre gruppe af forsøgspersoner.