1. Muterer coronavirus sig mere dødelig?
Det såkaldte spikeprotein på coronavirussens overflade har gennemgået en mutation, der åbner den op, så den binder sig lettere til menneskets celler.
DET VED VI:
Siden coronapandemiens begyndelse har forskere fulgt tæt med i hvor hurtigt coronavirussen SARS-CoV-2 muterer – og hvordan mutationerne ændrer virussens egenskaber.
Menneskelige gener består af DNA, der er opbygget af to strenge. En coronavirus består af en lang kode af enkeltstrenget RNA. Hver gang koden overføres til nye viruspartikler, opstår der fejl i kopien, der over tid kan blive til egentlige mutationer.
De seneste undersøgelser viser, at coronavirussen muterer langsommere end andre RNA-vira. Hver måned opstår to fejl i den 29.903 bogstaver lange kode, hvilket er ca. halvt så hurtigt som influenzavirus og en fjerdedel så hurtigt som HIV.
Coronavirus bruger proteiner til at invadere vores celler
1. Særligt protein åbner vores celler
Det er det såkaldte 'spike-protein' på overfladen af coronavirus, der gør den til en mester i at invadere kroppen. Spike-proteinet fungerer nemlig lidt ligesom en universalnøgle, der kan åbne op for vores celler.
2. Virus spreder sit RNA
Når virussen er trængt ind i vores celler med hjælp fra spike-proteinet, spreder den sit arvemateriale – RNA. Dernæst bruger virussen vores celle som en slags fabrik til at masseproducere sig selv. Og så bliver vi syge.
I øjeblikket hærger en variant af SARS-CoV-2 kaldet G614 det meste af kloden. En mutation i de såkaldte spikeproteiner gør G614 bedre til at trænge ind i cellerne, hvilket gør den mere smitsom. Samtidig er den tilsyneladende lige så dødelig som den oprindelige variant fra Wuhan.
DET VIL VI GERNE VIDE:
Til trods for virussens stabilitet har forskere kortlagt over 12.000 mutationer i coronavirussens genom. Nu pågår en enorm opgave med at fastslå betydningen af de væsentligste mutationer.
Overordnet set kan SARS-CoV-2 mutere sig i to retninger:
- Mere dødelig, men mindre smitsom.
- Mere smitsom, men mindre dødelig.
Erfaringen fra andre coronavira viser, at sidstnævnte oftest er tilfældet.
Nogle undersøgelser endelig tyder på, at den fremherskende variant G614 gør coronavirussen til et lettere mål for en vaccine.
2. Beskytter flokimmunitet mod smitte?
Én smittet med coronavirus smitter 2,5 personer. 10 personer med COVID-19 smitter altså 25 personer, som dernæst smitter 62,5 personer og så videre. Med flokimmunitet vil langt færre kunne give sygdommen videre.
DET VED VI:
Begrebet flokimmunitet har været et fyord i debatten om bekæmpelse af coronavirus, fordi vejen til immunitet i samfundet forventedes at kræve, at 60-70 procent af befolkningen blev smittet, og at hundredtusinder derfor ville dø.
En ny undersøgelse viser imidlertid, at flokimmunitet kan opnås, når ca. 43 procent af befolkningen har været inficeret med coronavirus.
Det skyldes bl.a. at de mest socialt aktive bliver smittet og immune først. De resterende borgere er i kontakt med færre mennesker, og dermed falder kontakttallet – det gennemsnitlige antal personer, som én COVID-19-ramt smitter.
Øverst ses et samfund, hvor ingen er immune over for en sygdom. Midterst er nogle immune og beskytter sig selv og dermed også andre mod udbruddet. Nederst er en kritisk andel af befolkningen immune og sygdommen bliver hindret i at spredes.
Beregninger viser, at 10-20 procent af befolkningen står for 80 procent af smitten.
I slutningen af juni var 18,7 procent af befolkningen i en forstad til Stockholm immune. Den høje andel – kombineret med forsamlingsforbud – kan forklare, hvorfor Sverige i begyndelsen af efteråret har holdt et lavt smittetryk sammenlignet med andre lande.
DET VIL VI GERNE VIDE:
Forskellige aldersgrupper har forskellige gennemsnitlige daglige kontakter. Fx har 5-19-årige gennemsnitligt ca. 15-18 daglige kontakter, mens personer over 70 har under 7. Forskere arbejder på at vurdere, hvad forskellen betyder for smittespredningen – og dermed hvornår flokimmunitet kan opnås.
Andre forskere forsøger at kortlægge betydningen af, at de såkaldte superspredere bliver taget ud af ligningen først. Måske er flokimmunitet lettere opnåeligt end først antaget.
3. Hvor slemt smitter coronavirus?
Coronaviruspartikler spreder sig fra hals og svælg, særligt når vi nyser og hoster, men også når vi taler, synger og råber.
DET VED VI:
Tidligt i pandemien stod det klart, at smitten med COVID-19 skete via to kanaler:
- Dråbesmitte fra tæt fysisk kontakt
- Dråbesmitte på overflader
Forsøg har også demonstreret, at råb, sang og tunge åndedræt spreder flere viruspartikler, hvilket er årsagen til, at fx natklubber og motionscentre er underlagt coronarestriktioner.
For COVID-19 anslås kontakttallet – det gennemsnitlige antal personer, som én COVID-19-ramt smitter – lige nu til at være mellem 2 og 6. En almindelig forkølelse ligger mellem 2 og 3.
Forskerne ved også nu, at risikoen for at blive smittet stiger:
- jo tættere, du er på en smittet, og…
- jo længere tid, du tilbringer med en smittet
Typisk smitter personer, der udviser symptomer, men det kan også ske fra de 40-80 procent, der er smittede uden at få symptomer.
En undersøgelse vurderer, at 80 procent bliver smittet af personer uden symptomer, eller før de oplever symptomer. Procentsatsen er imidlertid vanskeligt at fastslå præcist, fordi det kræver et enormt overblik over smittekæder.
DET VIL VI GERNE VIDE:
Meget om coronavirussens smitteveje er stadig ukendt.
Fx er der debat om smitten også kan være luftbåren, som 239 forskere i et åbent brev har opfordret Verdenssundhedsorganisationen, WHO, til at anerkende.
Se viruspartikler sprede sig i supermarkedet minut for minut:
De største dråber fra nys og host rummer flest coronaviruspartikler, men falder også hurtigst til jorden. I spytdråber på mellem 0,7 og 10 mikrometer – såkaldt aerosol form – kan coronavirus hænge længe i luften og gennemtrænge de fleste masker.
Samtidig er det endnu uvist, hvor stor en rolle sæsonerne spiller for viruspartiklernes evne til at overleve uden en menneskelig vært – og om lavere overlevelsesevner i varmere vejr også fører til færre smittede.
Endelig er det uklart, om viruspartikler også kan overføres fra fækalier og dårlig håndhygiejne.
4. Hvilke senfølger opstår efter COVID-19?
Op til 90 procent af tidligere coronasmittede oplever følgevirkninger, såsom træthed. Fænomenet er også kendt fra andre virusinfektioner som influenza.
DET VED VI:
”Jeg kan ikke være ude af sengen mere end tre timer ad gangen, mine arme og ben brænder permanent, som om de er blevet indsprøjtet med sichuanpeber.” Sådan skrev den britiske epidemi-professor Paul Garner i et blogindlæg 95 dage efter, han var blevet smittet med coronavirus.
Siden er der kommet fokus på den lange liste af følgevirkninger, der plager kroppen, længe efter sygdommen er forsvundet: fx åndedrætsbesvær, nedsat koncentration, træthed og smerter.
Selv patienter med milde eller ingen symptomer, bliver ramt.
Se hvordan COVID-19 hærger kroppen på sigt:
En del af følgevirkningerne opstår, fx fordi arvæv gør lungevævet stivere og nedsætter evnen til at optage ilt.
En spørgeskemaundersøgelse fra Sydkorea afslørede, at 9 ud af 10 patienter oplevede senfølger, typisk i form af træthed og koncentrationsbesvær. Andre fik mentale problemer eller mistede smags- og lugtesansen.
DET VIL VI GERNE VIDE:
Selvom forskere har fået øjnene op for senfølgerne, mangler der stadig viden om, hvordan og hvorfor komplikationerne opstår og om mere alvorlige sygdomme udvikler sig senere.
Fx tyder en undersøgelse på, at COVID-19-patienter har en højere risiko for at udvikle diabetes, men det er ikke endeligt bevist.
På sigt skal forskning også afsløre, hvordan senfølgerne bedst opspores og behandles.
5. Hvor længe er du immun efter sygdom?
Antistoffer (hvide) sætter sig på coronavirussens overflade og forhindrer den i at trænge ind i menneskets celler.
DET VED VI:
De første håndgribelige eksempler på coronasmittede, der igen bliver inficeret, er registreret. Efter 3-5 måneder blev fire patienter igen ramt.
Dermed har forskerne fået det første indblik i, hvor længe immuniteten efter en infektion med coronavirus reelt varer.
De nævnte eksempler kan dog være ekstraordinære tilfælde, og immuniteten ventes at vare længere gennemsnitligt.
Immunitet består groft sagt i, at kroppen efter smitte kan genkende og udrydde de viruspartikler, der er skyld i sygdommen.
Hvis partiklerne trænger ind og forsøger at smitte patienten igen, vil immunforsvaret sende et arsenal af midler, som fx antistoffer og såkaldte T-celler, ud for at nedkæmpe virussen.
En test kan registrere antistoffer mod coronavirus i en patient ud fra en blodprøve.
DET VIL VI GERNE VIDE:
Selvom de første eksempler på gensmitte er beskrevet, er det stadig for tidligt at sige, hvor længe immuniteten varer.
Et bud kommer fra de øvrige coronavirusser - der er nemlig flere. Dem, der er årsag til almindelig forkølelse, glemmer kroppen typisk efter få måneder.
Et andet bud kommer fra undersøgelser af 176 taiwanske patienter efter udbruddet af SARS i 2003. Også SARS skyldtes et coronavirus nært beslægtet med SARS-CoV-2.
I to år viste blodprøver høje koncentrationer af de såkaldte antistoffer. Derefter falmede kroppens hukommelsen. Forskerne anslår derfor, at immunitet mod SARS har en levetid på omkring tre år.
Undersøgelser har vist, at nogle smittede med milde symptomer kun udvikler meget få antistoffer. Det er endnu uvist, hvilken betydning det har for immuniteten.
6. Kan en vaccine slå pandemien ned?
DET VED VI:
Fem vacciner er i øjeblikket inde i den sidste og afgørende Fase 3-test, der skal afgøre, om de er virksomme og sikre at give til et bredt udsnit af befolkningen.
Igennem testfaserne har flere af vaccinerne vist gode resultater.
Der hersker bred enighed om, at en vaccine vil være et effektivt middel til hurtigere at opnå flokimmunitet. Men samtidig advarer WHO mod at betragte vaccinen som et vidundermiddel, der med et trylleslag får pandemien til at forsvinde.
Sådan virker en vaccine
Første immunreaktion
Vacciner består af døde eller levende dele af en virus eller bakterie. Immunsystemet reagerer ved at opbygge antistoffer, der bekæmper sygdommen, og hukommelsesceller, der husker den til næste gang.
Anden immunreaktion
Når kroppen møder den samme virus eller bakterie igen, identificerer immunsystemet den straks og producerer de antistoffer, der bekæmper den.
En udregning har vist, at en coronavirusvaccine skal beskytte mindst 70 – måske nærmere 80 procent – mod smitte, før fysiske afstandskrav kan droppes.
Til sammenligning beskytter mæslingevaccinen 95-98 og influenzavaccinen 20-60 procent.
Hvis en vaccine er 50 procent effektiv – altså forhindrer smitte hos 50 ud af 100 personer – kan den blive godkendt i USA. De resterende 50 procent vil i bedste fald være beskyttet til en vis grad, så sygdommen fx bliver mildere.
På sigt vil en 50 procent effektiv vaccine kunne åbne samfundet op, efterhånden som flokimmuniteten vokser. Men i en lang overgangsperiode vil smitten stadig skulle følges tæt med massetests – og holdes nede med restriktioner. En afgørende faktor er også, hvor mange der nægter at modtage vaccinen.
DET VIL VI GERNE VIDE:
Først og fremmest er det afgørende at vide, hvor effektivt vaccinen beskytter. Dernæst er det essentielt at vide, hvor længe den virker. Nogle forskere mener, at vaccinerne maksimalt kan udvikles til at beskytte i fem år, men at virussens relativt langsomme mutation til gengæld er en fordel.
Hvad vaccinerne beskytter mod, er også afgørende. Mange typer vacciner er under udvikling, og tilsyneladende stræber de primært efter at forberede patienters immunsystem på SARS-CoV-2, så patienten ikke bliver syg af infektionen. Men patienten vil formentlig stadig danne viruspartikler og sprede dem – i hvert fald teoretisk.
HPV-vaccinen har fx i Australien næsten udryddet livmoderhalskræft, netop fordi den ikke angriber kræften, men de kønsvorter, som er skyld i sygdommen.
Hvornår de første vacciner er klar, er endnu uvist – måske i begyndelsen af 2021.