Den sorte død vender tilbage

To af mandens medpassagerer på busturen viser sig nu også at være døde under lignende omstændigheder. Og da et tredje dødsfald finder sted, står den frygtelige sandhed pludselig klar for lægerne: Der er udbrudt pest i Madagaskar. I løbet af tre måneder bliver 2417 mennesker smittet, og 209 dør.

Epidemien viser, at bakterien bag middelalderens sorte død stadig lever i bedste velgående. Og ifølge flere undersøgelser kan den uden videre blive resistent over for vores lægemidler. Hvis det sker, vil den true hele verden.

Heldigvis arbejder forskerne på en række våben, der skal nedkæmpe sygdommen – ikke mindst gensplejsede tomater og en næsespray fyldt med forkølelsesvirus.

Pesten lever stadig

Hvert år smittes op mod 2000 mennesker med pest – primært i Madagaskar, DR Congo og Peru – og uden behandling dør 30-100 procent af de smittede inden for ti dage.

Sygdommen spøger uafbrudt i kulissen verden over, og med årtiers mellemrum bryder den ud i epidemier, der kræver hundreder eller tusinder af menneskeliv.

Pest skyldes bakterien Yersinia pestis, og sygdommes findes i tre varianter.

Den almindeligste form er byldepest, som opstår, når bakterien trænger gennem huden og føres med lymfevæsken op til lymfeknuderne. Her opformerer den sig, så lymfeknuderne svulmer op og danner bylder, hvor vævet efterhånden dør.

Ud over bylderne fører lidelsen ofte til koldbrand i fingre, tæer, læberne eller næsen. Men med en dødelighed på 40-60 procent uden behandling er byldepest den mindst farlige af de tre typer pest.

I sjældnere tilfælde trænger pestbakterien ind i blodbanen og fører til blodforgiftning samt blødninger fra næse, mund og endetarm. I sidste ende holder organerne op med at virke, og offeret vil med stor sandsynlighed dø inden for et døgn, hvis sygdommen ikke behandles.

I sin tredje form trænger bakterien via luftbårne dråber ind i lungerne, hvor den giver ophav til en alvorlig lungebetændelse. Patienten hoster blod op og har svært ved at trække vejret – og uden behandling sætter åndedrættet ud efter få dage.

Epidemier er ofte en cocktail

Pest florerer normalt i dyr og bliver så indimellem overført til mennesker. Over 50 forskellige arter af pattedyr kan bære på bakterien, men den findes især hos gnavere såsom præriehunde, murmeldyr og rotter.

Dyr er også ansvarlige for en stor del af smitten mellem mennesker. Bakterien kan nemlig overføres via lopper, som bider en smittet person, hvorefter den springer til en anden person og bider igen.

Som regel giver loppernes bid ophav til byldepest, men i nogle tilfælde kan bakterien via kropsvæsker blive ført til lungerne. Lungepest får den smittede til at hoste og nyse, hvilket kan sprede bakterien yderligere.

En pestepidemi er derfor næsten altid en cocktail af to epidemier: en med byldepest og en med lungepest.

Under epidemien i Madagaskar i 2017 havde 83 procent af de smittede lungepest, mens 17 procent led af byldepest. Kun hos én enkelt person gav pestbakterien anledning til den ekstremt dødelige pestform i blodet.

Hvilken pestform der dominerede under middelalderens sorte død, er uvist. Men forskerne har et kvalificeret bud.

Den sorte død truer igen

Den sorte død kom formentlig til Europa med italienske handelsskibe, som medbragte pestbefængte rotter og lopper fra Centralasien. Dyrene stortrivedes under middelalderens dårlige sanitære forhold og gav sandsynligvis i første omgang ophav til en epidemi af byldepest.

Nogle forskere tvivler dog på, at byldepest alene kunne sprede sig så hurtigt i befolkningen, som det var tilfældet. Blot tre år efter ankomsten til Italien havde pesten eksempelvis taget livet af mere end halvdelen af Norges befolkning flere tusind kilometer mod nord.

Så hurtig en smittespredning er mere realistisk, hvis smitten er luftbåren, og det tyder derfor på, at lungepest var drivkraften bag den sorte død.

Uanset hvad, er vi bedre rustet mod pest i dag. Pestbakterien er nemlig meget følsom over for antibiotika. Desværre kan det hurtigt ændre sig.

Allerede i 1995 opdagede forskere pestbakterier, som var resistente over for flere typer antibiotika. Og i 2007 afslørede en undersøgelse, at salmonellabakterier kan overføre deres gener for antibiotikaresistens til pestbakterier.

Eftersom antibiotikaresistent salmonella er vidt udbredt, er der en reel risiko for, at vi pludselig står over for en pestbakterie, der ikke kan slås ned med antibiotika.

Næsespray skal stoppe epidemi

Frygten for nye pestepidemier betyder, at forskerne nu er i fuld gang med at udvikle en række forskellige vacciner mod pest. Pestvacciner har eksisteret siden 1897, men de har aldrig fungeret særlig godt, og i øjeblikket er ingen pestvacciner godkendt i EU eller USA.

De hidtige vacciner har benyttet sig af svækkede pestbakterier eller små stumper af bakterien til at træne immunsystemet, men nu forsøger forskerne sig med nye metoder.

I 2021 brugte en russisk forskningsgruppe eksempelvis genteknologi til at fremstille en såkaldt spøgelsesbakterie – en hul og fuldstændig livløs skal, der på overfladen ligner pestbakterien til forveksling, men som ikke kan foretage sig noget som helst.

Spøgelsesbakterierne beskyttede delvist mod pest, da forskerene efterfølgende testede vaccinen på mus, men metoden skal forbedres, inden den bruges på mennesker.

Bedre går det for mikrobiologen Jian Sha og hans kolleger på University of Texas, som de seneste år har testet næsespray med en genmodificeret forkølelsesvirus. Virussen er ændret, så den ikke skader kroppen, og indeholder gener fra pestbakterien, så immunforsvaret bliver trænet til at nedkæmpe pest.

Vaccinen er testet på mus og aber, som efterfølgende blev udsat for en kraftig smitte med enten bylde- eller lungepest.

Dyr, som ikke var blevet vaccineret, døde allesammen i løbet af fire dage. Men de vaccinerede dyr var fuldstændig beskyttede og viste ingen tegn på sygdom i den måned, forsøget varede.

Vilde dyr skal vaccineres

En tredje vaccine er slet og ret en tomat, som blot skal spises. Tomaten er dog gensplejset, så den indeholder nogle af pestbakteriens proteiner. Sådan en vaccine er både nem at give – uden brug af sprøjter eller andet udstyr – og så kan den produceres billigt i stor skala.

De gensplejsede tomater har foreløbig vist lovende resultater i museforsøg. De er endnu ikke blevet testet på mennesker, men det er heller ikke nødvendigvis det, der er formålet med dem. Amerikanske forskere eksperimenterer nemlig med at give spiselige vacciner til vilde dyr i naturen.

I 2017 lagde epidemiologen Tonie Rocke fra National Wildlife Health Center i Wisconsin, USA, fx godbidder med en pestvaccine ud til vilde præriehunde. Vaccinen tjener to vigtige formål.

For det første skal den beskytte dyrene. Præriehunde bliver ofte smittet med pestbakterien og dør næsten altid af det. De vaccinerede dyr har større chance for at overleve, og eftersom præriehunde er bytte for mange rovdyr, er deres overlevelse vigtig for hele økosystemet.

For det andet skal vaccinen forebygge epidemier blandt mennesker. Når pest ikke kan brede sig blandt de vilde dyr, falder risikoen for, at pestbakterien springer videre til os.

Tonie Rockes forsøg var en succes. Dyrene spiste velvilligt vaccinen, og undersøgelser viste, at dyrene blev delvist beskyttet mod pestbakterien: Omtrent dobbelt så mange præriehunde overlevede smitte med pest i områder, hvor vaccinen var lagt ud, sammenlignet med andre steder.

Den nye bølge af pestvacciner er dermed allerede godt på vej til at vise sit værd. Og snart vil de være klar til at forebygge voldsomme epidemier som den i Madagaskar og sætte en endegyldig stopper for truslen om en verdensomspændende gentagelse af den sorte død.