Den spanske syge krævede 50 millioner liv
På en kaserne i USA begynder en gruppe soldater pludselig at bløde ud af munden og ørerne. Lægerne frygter, at pesten er vendt tilbage fra middelalderens mørke. Den mystiske sygdom breder sig med lynets hast til hele nationen, og få uger senere er tre kontinenter ramt. Året efter er 50 millioner døde af århundredes værste rædsel: Den spanske syge.
En mystisk virus forårsagede millioner af smertefulde dødsfald. Den verdensomspændende epidemi startede på en militærforlægning i Kansas, USA, og alverdens virkningsløse midler blev taget i brug for at dæmme op for den.
Artiklen er oprindeligt blevet bragt i Illustreret Videnskab HISTORIE
Intet i hans karriere havde forberedt ham på det syn, der ventede ham på infirmeriet i Camp Devens, Kansas, USA, i september 1918.
William Henry Welch var ellers kendt for sin evne til at holde hovedet koldt.
Med sin praktiske og metodiske tilgang var han en fornem repræsentant for den nye tids læger – hvidkitlede mænd, der bevæbnet med reagensglas, stetoskop og tabeller var ved at vinde kampen mod sygdom og lidelse.
Welch, der også var en sand patriot, havde forladt en stilling ved et af USA's mest velrenommerede medicinske fakulteter for at arbejde for hæren, da USA gik ind i første verdenskrig.
Mændene lå på feltsenge eller gulvet i store, åbne rum. De klagede sig, talte i febervildelse og kastede sig rundt mellem blodige lagner. Mange af dem havde en blålig farve i ansigtet. Bygningerne var beregnet til 2000 patienter, 8000 blev indlagt.
63 patienter var døde den dag, Welch kom på besøg. For at komme ind i obduktionsværelset måtte han træde hen over de lig, som man ikke havde kunnet finde plads til i lighuset.
Lægen kunne ikke udelukke pest
Under undersøgelsen så Welch, at de dødes lunger var ødelagte og fyldte med blod. Kollegerne kiggede på ham.
De vidste, at han havde rejst i Østen og studeret eksotiske sygdomme, og håbede, at han kunne sige noget opklarende. Men Welch stirrede frem for sig, tydeligt rystet.
“Det må være en ny form for infektion,” sagde han og brugte så et ord, de troede var slettet fra det moderne lægeleksikon – “eller pest.”
Hvad den så end var, opførte sygdommen sig i hvert fald som pest. Patienterne fik feber, hovedpine og smerter over hele kroppen. Det føltes, som om knoglerne brækkede, fortalte nogle. Selv en let berøring var smertefuld.
Patienterne blødte fra munden, næsen og ørerne. Nogle hostede blod op under anfald, der var så voldsomme, at de fik revet mavemuskler over og ødelagt brusken ved ribbenene.
Ofte indtrådte døden i løbet af 48 timer. I de sidste stadier af sygdommen var lungerne så ødelagte, at patienten blev blå på fingre og i ansigtet på grund af iltmangel.
Sygehusene ansatte alle, som var indstillet på at give en hjælpende hånd med. De lange patientlister med røde krydser talte for sig selv.
Hærledelsen slår endnu ikke alarm
Lægekorpset i US Army havde allerede registreret, at en sygdom for nylig havde hærget Camp Funston i nærheden af Camp Devens i Kansas, hvor Welch blev forundret over de pestlignende symptomer. Lægerne vidste også, at den med troppetransporterne allerede havde nået Europa.
Generalstaben fik informationerne, men så endnu ikke nogen grund til at iværksætte særlige foranstaltninger for at forhindre smitten i at brede sig. De havde andet at se til.
I foråret 1918 rasede verdenskrigen med uformindsket styrke. Hårdt trængte ventede både englændere og franskmænd på, at amerikanske tropper skulle komme dem til undsætning.
Tyske granater regnede over Paris, og den franske præsident George Clemenceau appellerede til sin amerikanske kollega, Woodrow Wilson, om at “bede sine amerikanere komme herover hurtigt”.
Amerikanerne fik travlt med at sende flere tropper af sted. Samtidig gjaldt det om at holde kadencen i den hjemlige våbenproduktion.
Få havde tid eller lyst til at beskæftige sig med soldaterne. Desuden ville al for megen omtale af en mulig epidemi opmuntre fjenden og skade moralen på hjemmefronten.
Desuden vidste alle, at sygdom og krig hørte sammen. I den amerikanske borgerkrig (1861-1865) døde dobbelt så mange soldater af sygdom som i kamp.
I den spansk-amerikanske krig i 1898 døde seks amerikanske soldater af sygdom, for hver én der faldt for fjendens våben, og i boer-krigen (1899-1902) døde ti britiske soldater af sygdom, for hver én som omkom på slagmarken.
Første verdenskrig var ingen undtagelse. Ved fronten gjorde skyttegravene og de mange ubegravede døde sit til, at smitsomme sygdomme kunne florere.
Også på hjemmefronten lurede farerne. Det amerikanske militær kastede sig ud i en massiv mobilisering, da USA i april 1917 trådte ind i verdenskrigen.
Soldater blev stuvet sammen i enorme militærforlægninger, som ofte husede op mod 50.000 mand.
Mændene kom fra alle dele af landet – fra storbyer og fra fjerntliggende gårde. I lejrene blev de udsat for virus og bakterier, som de ikke havde mødt før, og som de derfor ikke havde nogen immunitet over for. Også livet i byerne gav smitsomme sygdomme gode betingelser.
Tusinder af mennesker strømmede til for at arbejde i krigsindustrien og stimlede sammen i byer, der slet ikke havde boliger nok til så mange mennesker.
Flere fabrikker arbejdede nærmest i døgndrift, og arbejderne delte ikke blot værelse, men også seng, da de arbejdede og sov på forskellige tidspunkter.
Sygdommen spreder sig Jorden rundt
På trods af de foruroligende kendsgerninger kom det tilsyneladende bag på både læger og militærfolk, at sygdommen pludselig slog til på hele tre kontinenter i efteråret 1918.
De første udbrud blev registreret i Brest i Frankrig. Brest havde en stor og dyb havn og modtog næsten halvdelen af alle troppetransporter fra USA til Europa.
I midten af august blev en gruppe amerikanere, der lige var gået i land, syge. De døde på et fransk hospital.
Få dage efter blev havnearbejdere i Freetown i Sierra Leone i Vestafrika syge. Byen var stedet, hvor skibe på vej fra Europa mod Sydafrika og Østen tog kul om bord.
Sygdommen havde med ét udviklet sig fra et lokalt fænomen på kasernerne i Kansas til en pandemi – en verdensomspændende epidemi.
Smitten spredte sig med menneskene – via skibsruter, landeveje og jernbaner. På det amerikanske kontinent rejste den fra øst mod vest og ramte især storbyerne hårdt.
Philadelphia i staten Pennsylvania havde i 1918 1,7 mio. indbyggere. Arbejderne, der var beskæftiget i våben- og sværindustrien, boede tæt i slumkvarterer.
Mere end 300 døde om dagen, og “den spanske syge”, som sygdommen allerede var døbt, var i 1918-19 millionbyens hyppigste dødsarsag. På få uger indså de amerikanske myndigheder, at noget katastrofalt var ved at ske.
I Japan skulle alle, der bevægede sig udendørs, bære maske. Dødeligheden her blev lavere end i resten af Asien, alligevel bukkede 260.000 under.
USA bliver ramt fra kyst til kyst
I et forsøg på at stoppe spredningen af smitten indførte myndighederne forsamlingsforbud. Skoler, teatre, og kirker blev forseglet. Selv ikke sammenkomster i forbindelse med begravelser var tilladt. Skulle man udenfor, var maske for næse og mund påbudt.
De før så travle gader lå øde hen. En læge fra Philadelphia, som boede næsten 20 km fra hospitalet, kørte en aften hjem fra vagt uden at møde én eneste bil i det, der få uger forinden havde været en summende storby.
Tværs over USA kunne man i byernes stille gader møde spøgelsesagtige skikkelser; politibetjente i lange mørke frakker og hvide masker for ansigtet.
De sørgede for, at reglerne blev overholdt; ingen adgang til offentlige transportmidler uden maske, ingen forsamlinger og ingen spytten på gaderne. “At spytte betyder død,” advarede store plakater. I nogle dele af landet blev det forbudt at give hinanden hånd.
Af og til standsede betjentene ved en dør og satte et skilt på døren: “Sygdom.” Så var naboerne advaret.
Bag dørene døde folk, omgivet af familiemedlemmer, der enten selv var syge eller snart blev det. Sygeplejersker blev kaldt ud og fandt hele familier syge eller døende.
At en familie mistede to medlemmer, var ikke ualmindeligt i de forfærdelige dage i september og oktober.
Rundt omkring på gadedørene hang stykker af crepe, der markerede dødsfaldene; hvid crepe, hvis familien havde mistet et barn eller en ung, sort, hvis en midaldrende var gået bort, og gråt, hvis den døde var en ældre person. Familierne meddelte dermed tragediens omfang til de bekendte, der måtte komme forbi.
Ingen havde kræfter til at tage sig af ligene, der hobede sig op. Lighusene blev hurtigt overfyldte, så de døde blev lagt under is udenfor eller blev liggende hjemme – ofte isoleret fra husets eller lejlighedens øvrige beboere.
Bedemændene manglede kister, og graverne var enten selv syge eller nægtede at komme i nærheden af nogen, der var døde af “den spanske syge”.
I Philadelphia gav bystyret til sidst op og fik fat i en dampgravemaskine, som kunne grave en massegrav på byens Holy Cross-kirkegård. Antallet af syge og døde varierede lidt, med de østlige og sydlige stater som de hårdest ramte.
Men fra Seattle til New Orleans og New York var billedet det samme: fyldte lighuse og crepe i dørene.
Ufaglærte arbejder på hospitalerne
USA's civile sundhedssystem kørte allerede på pumperne, da “den spanske syge” slog til. Landets krigs-indsats lagde beslag på de fleste af landets erfarne læger og sygeplejersker.
I efteråret 1918 opfordrede myndighederne alle pensionerede læger og sygeplejersker, der ikke deltog i krigsindsatsen, om at genoptage deres erhverv.
Efterhånden som forholdene blev mere og mere kaotiske, var mangelen på sygeplejersker så stor, at hospitalerne tog alle ind, blot de havde et førstehjælpskursus.
Alle “med to hænder og viljen til at arbejde” blev bedt om at hjælpe til med madlavning, tøjvask og andre praktiske opgaver. Røde Kors var travlt optaget af krigen, men alligevel gav frivillige en hånd til de syge på hjemmefronten.
Aviserne omtalte dødsfaldene godt skjult mellem de andre mindeord. Samtidig forsøgte redaktørerne at holde omtalen af “den spanske syge” i beroligende vendinger for ikke at skræmme befolkningen og skade moralen i den krigsførende nation.
Rejsen er lige så farlig som fjenden
Troppetransporterne fortsatte som hidtil. Lastet til bristepunktet med soldater sejlede skib efter skib til Frankrig. De unge mænd var på vej i krig, men deres kamp for overlevelse begyndte allerede i de dårligt ventilerede mandskabsrum under dæk.
Den 29. september 1918 afsejlede USS Leviathan til Europa. Skibet var bygget til at medtage 6800 mand, men havde 11.000 om bord.
På vej til påmønstringen faldt flere af soldaterne ud af rækkerne og blev kørt bort med ambulance. Inden afsejling blev endnu 100 transporteret væk, og før solen gik ned på rejsens første dag, var 700 personer blevet syge.
Oberst E.W. Gibson fortalte senere:
“Ingen, som ikke har set det, kan forestille sig forholdene. Pøle af blod fra patienternes kraftige næseblødninger flød omkring i rummet. Dækket var vådt og glat ... stønnen og skrig fra de rædselsslagne bidrog til forvirringen hos dem, som råbte på hjælp. I det hele taget herskede et sandt helvede.”
Afdøde søfolk blev normalt tømt for kropsvæsker, der blev erstattet af en konserverende væske. Ligene kunne dermed nå i land, inden forrådnelsen indtrådte.
I skibsjournalen blev det noteret, at “den lille gruppe balsameringskyndige kan ikke holde trit med dødsraten – umuligt at balsamere ligene hurtigt nok – tegn på begyndende forrådnelse hos nogle af dem”. Da skibet nåede Brest, var 2000 syge, og 70 døde.
14 var for syge til at forlade skibet og døde senere om bord. De, som kunne tåle det, blev båret på improviserede bårer til amerikanske felthospitaler, hvor flere hundrede døde af sygdommen.
For soldaterne, som sejlede mod Frankrig i september 1918, var sandsynligheden for at dø undervejs lige så stor som at blive dræbt i kamp. Alligevel fortsatte alt som hidtil.
Præsident Wilsons militære stabschef, Peyton March, affejede alle forslag om at indskrænke transporterne og indføre karantæne før afsejling.
Troppetransporterne måtte ikke begrænses endsige stoppes, og enhver soldat, der døde under sørejsen, “har lige så sikkert spillet en rolle som hans kammerat, som døde i Frankrig”, slog stabschefen fast. Smitten bredte sig til Europas krigshærgede befolkning.
Franskmænd gik på gaden for at opfordre alle til at gå med maske. Lægernes forgæves behandlinger var genstand for karikaturtegnernes lystigheder.
Tyskerne bliver for trætte til at hade
Konrad Adenauer, borgmester i Köln og senere forbundskansler i Vesttyskland, opsummerede stemningen i sit hjemland, da han i oktober 1918, en måned før afslutningen på første verdenskrig, erklærede, at sygdommen gjorde “folk for trætte til at hade”.
I Frankfurt døde mere end hver fjerde af alle, der blev indlagt med sygdommen. I England kom “den spanske syge” “som en tyv om natten”, skrev George Newman, landets ledende militærlæge, i den officielle rapport om epidemien.
Sygdommen var, skrev han, “én af historiens største svøber, en pest … som tog mere end 150.000 alene i England og Wales”.
Overalt i Europa blev skoler lukket, og forsamlinger forbudt, mens krostuer og butikker blev inddraget til nødhospitaler. Sygdommen ramte bredt og berørte stort set alle dele af samfundet.
Samlet set holdt dødeligheden sig dog under en procent af befolkningen i Vesteuropa. Andre steder stod det langt værre til; mennesker i fjerne egne havde kun været udsat for få eller måske slet ingen virusangreb tidligere og havde derfor ikke nogen immunitet.
For dem blev sygdommen katastrofal. Både blandt USA's oprindelige befolkning, eskimoer og mange afrikanske stammer blev småsamfund udslettet.
En britisk besøgende i Gambia fortalte, at hele landsbyer, hvor der før boede 3-400 familier, var forsvundet. Husene var styrtet sammen, og junglen var godt på vej til at opsluge landsbyerne.
I Indiens folkemasser spredte “den spanske syge” sig som en løbeild. Ifølge traditionen skulle ligene brændes, og asken kastes i floden. Brændet slap op, og ligene blev smidt direkte i floderne. Flere steder i Afrika og Fjernøsten døde hver tiende.
Victor Vaughan, lægen, der havde ansvaret for at overvåge udviklingen i smitsomme sygdomme for den amerikanske hær, modtog med rædsel rapporterne om sygdommens fremfærd:
“Hvis epidemien fortsætter sin matematiske accelerationsrate, kan civilisationen let forsvinde fra Jordens overflade inden for få uger,” noterede han.
Terpentin og stryknin som medicin
Lægestanden stod fortsat uforstående over for “den spanske syge”. De undrede sig over, hvorfor den, i modsætning til tidligere epidemier, slog hårdest til blandt de yngste og stærkeste. Normalt døde flest børn og gamle, men denne dræber havde en forkærlighed for de 15- til 45-årige.
Over hele verden forsøgte forskere at finde årsagen – og dermed en kur. De fleste mente at vide, at en virus, influenza B, var på spil. En del af de syge havde dog slet ikke denne virus i sig, viste det sig. Hos andre fandt forskerne mange andre virus og bakterier, som lige så godt kunne være årsagen.
Videnskaben havde kendt til virus siden slutningen af 1800-tallet, men endnu havde ingen et mikroskop, der var kraftigt nok til, at det med sikkerhed var muligt at identificere en virus.
Forsøg med at påføre frivillige forskellige virus, som man mistænkte for at forårsage sygdommen, førte ikke til nogen brugbar konklusion.
I forsøget på at behandle de syge alligevel tyede læger til desperate midler. I Grækenland satte en læge sennepsplaster på sine patienter, drænede de vabler, der kom, og sprøjtede væsken blandet med morfin, stryknin og koffein ind i den syge.
I Italien fik flere patienter mælkelavementer iblandet en dråbe kreosot (et stenkulstjærebaseret stof, der blandt andet bruges til træbeskyttelse) hver tolvte time. Gamle midler som kopsætning og åreladning blev hentet frem fra den medicinske glemmebog.
En familie mente, at de holdt sig raske, fordi husmoderen serverede løg ved alle måltider. Tusinder af børn blev tvunget til at snuse salt op i næseborene, og en kvinde i Alberta, Canada, var sikker på, at hun var blevet kureret af terpentin-omslag på brystet.
Et direktiv fra det britiske krigsministerium anbefalede alkohol som et forebyggende middel. De amerikanske myndigheder var mindre specifikke; folk skulle holde sig for munden, når de hostede, holde krop og mund ren og undgå stramt tøj, lød det fra Washington.
Paranoiaen begynder at brede sig
Uden en forklaring fra videnskaben begyndte befolkningen at spekulere. I den oppiskede krigsstemning mente mange, at sygdommen var tyskernes værk. Allerede i juni 1918 omtalte New York Times den nye plage som “den tyske syge”.
I sensommeren gik rygtet, at tyske ubåde havde smuglet influenzavirus ind i USA og sluppet dem løs i teatre og steder med store forsamlinger.
Nogle gættede på, at krigens nye våben, giftgas, havde forårsaget epidemien, mens andre mente, at røgen fra eksploderende granater sammen med dampene fra lig i forrådnelse i skyttegravene måtte være årsagen.
De fleste kom med mere jordnære og fredelige forklaringer, som for eksempel at smitten kom fra lopper eller snavset opvaskevand.
For driftige forretningsmænd bød “den spanske syge” på nye muligheder.
“En måde at holde sygdommen væk på er at holde fødderne tørre,” lokkede en skobutik, mens en kvaksalver lovede, at “du er sikker, når du tager Fader Johns medicin”.
Fabrikanten af Vick's Vapo-Rub, en salve, som skulle smøres på hals, ryg og bryst, forklarede, at dampene fra salven ville føres med luftvejene “direkte til de angrebne dele”.
Især Røde Kors gjorde en indsats for at rekruttere den nødvendige arbejdskraft til hospitalerne. I St. Louis, Missouri, USA, kørte ambulancerne rundt i de øde gader i nærmest døgndrift.
Epidemien stopper pludseligt
Intet kunne tilsyneladende dæmme op for “den spanske syge”. Men på samme måde, som den pludseligt var opstået, forsvandt den også af sig selv.
Mens klokkerne ringede for våbenstilstand den 11. november 1918, begyndte epidemien så småt at klinge af. I USA's store byer hylede sirenerne som et tegn på, at borgerne kunne tage maskerne af og lade samfundet gå tilbage til normale tilstande.
Over vinteren og foråret kom nye bølger af sygdommen, men udbruddene var mildere og aftagende. Epidemien døde ud – uden at videnskaben fandt frem til hverken årsag eller behandling.
Først i 2004 fandt amerikanske forskere ud af, at det var fugleinfluenza. Historikere mener, at 50 millioner mennesker døde af “den spanske syge”.
Den dræbte flere på bare ét år, end pesten, den sorte død, gjorde på et helt århundrede.
Mere end fem gange så mange døde af sygdommen som på slagmarkerne i første verdenskrig. At så mange af de unge og stærke var borte, gjorde genopbygningen efter krigen svær.
I den kollektive bevidsthed efterlod sygdommen en form for depression. Troen på videnskaben og på menneskets evne til at gøre sig til herre over liv og død havde lidt et alvorligt knæk.
De tabte forhåbninger blandede sig med mindet om verdenskrigen til mismod i en verden, hvor – med forfatteren F. Scott Fitzgeralds ord – “alle guder er døde, alle krige udkæmpet, og troen på mennesket rystet i sin grundvold”.
Den spanske syge ebbede ud i starten af det 20. århundrede, men det behøver din læsning ikke at gøre.