Ebola-overlevere kan smitte sex-partnere

Forskere beordrer nu ebola-overlevere til at bruge kondom: Den dødelige virus findes nemlig i sæd længe efter, at patienten er blevet rask.

nb_u19 Ebola

Ebola-overlevere forfølges måske stadig af deres plageånd. En ny undersøgelse afslører, at ebolavirus flyder rundt i de overlevende mænds sæd og potentielt kan smitte deres sexpartnere.

Indtil forskerne bliver klogere på smittefaren, bør ebola-overlevere derfor beskytte sig med kondom, lyder udmeldingen fra de amerikanske sundhedsmyndigheder Centers for Disease Control and Prevention (CDC).

Kvinde smittet med ebola efter sex

Advarslen kommer efter, at en kvinde fra Liberia højst sandsynligt er blevet smittet med ebola gennem sex med en mand, der overlevede sygdommen.

Kvinden havde ikke haft kontakt med ebolasmittede, men cirka en uge før hun fik symptomer, havde hun haft ubeskyttet sex med den tidligere ebola-syge mand.

Et farvelagt elektronmikrografisk billede viser, hvordan ebola-virusset tager sig ud. Foto: Frederick Murphy.

Sæd indeholdt ebola-gener

Manden var blevet erklæret rask i oktober 2014, men en sædprøve fra slutningen af marts 2015 afslørede, at sæden indeholdt genetisk materiale fra ebola.

Forskerne undersøgte en del af den genetiske sekvens og så, at sekvensen matchede den ebola-virus, som kvinden var blevet smittet med.

Virussen havde altså overlevet mindst fem måneder, fra manden var erklæret rask.

Læge satsede – og overlevede ebola

Indtil videre har ebola kostet ca. 11.000 mennesker livet, og virussen hærger stadig. Indtil for kort tid siden fandtes der ingen kur mod ebola. Men det ændrede sig i sommeren 2014, da lægemidlet ZMapp så dagens lys. Læs den dramatiske historie om udbruddet og lægen Kent Brantlys kamp for overlevelse:

Kilde: CDC