Mareridtscenarium: Ebola har kurs mod millionby

På væggene i slumkvarterets gyder hænger hvide bannere med ordene “Ebola – rør ikke!”. En påmindelse om den usynlige fare, der spreder sig ved menneskelig kontakt. Men advarslen er svær at følge i det tætbefolkede område, hvor familier på op til seks medlemmer lever på et enkelt værelse, og vejene er så smalle, at forbi­passerende gnubber skuldre med hinanden.

Rustne blikhuse og gigantiske affaldsdynger tårner sig op overalt i Kroo Bay.

Slumkvarteret var engang en lille oase for lokale fiskere i Sierra Leones hovedstad, Freetown, men befolkningstilvæksten i den vestafrikanske storby har forvandlet havneområdet til en kaotisk dødsfælde.

Sygdomme som dysenteri, tyfus, kolera og malaria spredes let blandt slummens 11.000 beboere, og i juli 2014 viser en ny dødelig fjende sit ansigt i byen.

Den 28-årige sygeplejerske Rebecca Johnson kæmper dagligt for at helbrede slumkvarterets fattige beboere.

Hun arbejder på behandlingscentret PTS1 i Freetown, hvor hundreder af ebola­patienter dagligt kæmper med den livstruende sygdom.

Smittefaren er enorm i et miljø, hvor kropsvæsker og blod konstant flyder fra de inficerede, og tirsdag den 14. november begynder Rebec­ca Johnson selv at kaste op og få feber.

Hun bliver haste­indlagt på sin egen arbejdsplads og får taget blodprøver af sine kolleger.

Da lægerne et døgn senere kommer ind til hende iført gule beskyttelsesdragter, er hun ikke i tvivl om, hvilken diagnose de har stillet.

Vi har fået 40 nye virussygdomme på 40 år

Epidemien i Vestafrika er det værste udbrud af ebola, verden endnu har set.

Ebola er en virus, der oprindeligt stammer fra flagermus. Virussen giver kraftige blødninger og spredes ved kontakt med de syges kropsvæsker.

Over 70 pct. af de smittede i Vestafrika døde, og da epidemien endelig kom under kontrol i 2016, havde den krævet 11.310 ofre.

Til sammenligning døde der blot 280 mennesker ved det første udbrud af ebola i afsides landsbyer i Sudan og DR Congo i 1976.

Da sygdommen brød ud igen i foråret 2013 i Guinea, regnede de fleste med, at epidemien hurtigt ville gå i sig selv igen. Men Vestafrika har ændret sig gevaldigt i løbet af de seneste 40 år.

I 1976 var Afrikas samlede befolkning 477 millioner. I dag huser kontinentet lidt over en milliard mennesker, og ifølge FN vil tallet vokse til 2,2 milliarder i 2050.

Netop den massive befolkningsvækst, der præger fattige lande i Afrika og andre dele af verden i dag, giver virus som ebola ideelle betingelser.

Når millioner af mennesker lever sammen i tætbefolkede områder med ringe hygiejne og et utilstrækkeligt sygehusvæsen, er det svært at nedkæmpe en virus som ebola, hvis den først har bidt sig fast.

Samtidig spredes sygdomme langt hurtigere og længere i dag end tidligere, fordi folk er blevet mere mobile og oftere krydser landegrænser.

Siden 1980 er antallet af epidemier på verdensplan firedoblet, og i dag er der ca. 40 nye infektionssygdomme, som ikke fandtes for 40 år siden – herunder frygtede sygdomme som sars, hiv, fugleinfluenza, nipah, lassa og zika.

Hvert år opstår der en eller flere nye virussygdomme, og hvis verdenssamfundet ikke tager de nødvendige forholdsregler, er det ikke et spørgsmål om hvis, men snarere om, hvornår vi bliver ramt af en ny.

Det mener blandt andre Microsoft-grundlæggeren Bill Gates, der sammen med Tyskland, Norge og andre bidragydere netop har skudt 4 mia. kr. i organisationen CEPI – Coalition for Epidemic Preparedness Innovations.

Formålet er ikke mindst at udvikle vacciner, så de farligste virus kan bekæmpes hurtigt og effektivt.

Blodet strømmer ud af alle kropsåbninger

Tre dage efter at Rebecca Johnson blev indlagt, har sygdommen kastet hende ud i en kamp på liv og død. Blodet strømmer ud af alle kropsåbninger, og hun er så afkræftet, at hun ikke længere kan bevæge sig.

På grund af smittefaren får Rebecca Johnson ingen besøgende under sin lange dødskamp i sygesengen, og hendes forældre er sat i karantæne, indtil lægerne er sikre på, at datteren ikke har smittet dem med ebola.

Som sygeplejerske er hun udmærket klar over, at virussen har taget livet af de fleste smittede på hospitalet. Nu beder hun til Gud om, at den samme skæbne ikke skal overgå hende.

“Ebola behøver ikke at være Jordens undergang,” siger doktor Santigie Sesay opmuntrende, da han tilser hende. Men selvom den unge sygeplejerske gerne vil tro på ham, er det svært at overbevise sig selv om lige nu.

Mutationer gør virus mere smitsomme

Siden årtusindskiftet har et utal af virus overrumplet verden. Det seneste eksempel er zika, der angriber fostre og resulterer i handicappede børn med små hoveder.

Sygdommen hærger stadig i store dele af Latinamerika.

I 2002 opstod en anden ny virussygdom, sars – severe acute respiratory syndrome – der angriber luftve­jene.

Udbruddet spredte sig fra Kina til Canada, Frankrig og Storbritannien, inden Verdens­sundhedsorganisationen, WHO, i juli 2003 erklærede pandemien for standset.

Samme år døde 60 mennesker i Asien af fugleinfluenza H5N1, og i 2005 nåede virussen til Europa. H5N1 smitter normalt ved direkte kontakt med fugle og har kun i enkelte tilfælde smittet direkte fra menneske til menneske.

Men forskerne frygter, at virussernes evne til at mutere kan gøre dem mere smitsomme.

Når virusserne kopierer sig selv, opstår der en gang imellem små fejl i den genetiske kode, mutationer, som i nogle tilfælde giver dem nye egenskaber.

Under ebolaepidemien i Vestafrika dukkede der mange mutationer op, og ifølge britiske og amerikanske forskere var en af de nye varianter af ebolavirus, GPA82V, mere smitsom end de tidligere varianter og spredte sig dobbelt så hurtigt i befolkningen.

Organisationen CEPI vil derfor udvikle bedre metoder til at overvåge virussernes mutationer og smitteveje hos dyr og mennesker, så myndighederne hurtigt kan slå alarm om et muligt nyt udbrud.

Ildelugtende flagermus levede i et hult træ

Ebolaepidemien i Vestafrika er kun lige brudt ud, da den tyske epidemiolog Fabian Leendertz i foråret 2014 rejser til bjerg­området Massif du Ziama i det sydøstlige Guinea på jagt efter virussens udspring.

Sammen med sine kolleger fra det tyske Robert Koch Institut sætter han flagermusnet op i skoven, men selvom dyrene basker i nettet, finder virusjægerne ingen spor af ebola, da de tager blod- og spytprøver af dagens fangst.

Ti dage senere får de endelig færten af ebolaepidemiens kilde. Et tip fører dem til landsbyen Meliandou seks timers kørsel længere væk, hvor de taler med beboerne.

Få måneder tidligere blev den toårige dreng Emile Ouamouno syg, efter at han havde jaget en flok “ildelugtende flagermus”, der levede i et hult træ.

Drengen døde og tog sin søster og mor med sig i graven. Desværre for Fabian Leendertz og hans team brændte naboerne flagermusboet ned kort efter.

Virusjægerne kan derfor ikke undersøge de dyr, drengen var i kontakt med, men analyser af asken fra det nedbrændte træ viser, at det var befolket af frugtflagermusen Mops condylurus.

Arten er kendt for at kunne bære på ebolavirus uden selv at blive syg. Virus­jægerne finder imidlertid ingen spor af ebola i de prøver, de tager af flagermus i området, og der findes ingen blodprøver fra den to-årige dreng.

Fabian Leendertz kan derfor ikke fastslå 100 procent sikkert, at virussen blev overført til drengen fra en af flagermusene, men alt peger på, at det værste ebola­udbrud i historien begyndte ved foden af det hule træ.

Flere mennesker kommer i kontakt med dyr

Behovet for at skabe plads til flere mennesker i storbyerne har betydet, at stadigt større skovarealer må lade livet til fordel for nye veje og boliger.

På den måde er langt flere mennesker i blandt andet Sierra Leone og Liberia kommet til at leve tæt på vilde dyr som flagermus, gnavere og aber.

I flere vestafrikanske lande jager og spiser befolkningen desuden smittebærere som flagermus, gnavere og aber, og hvis jægerne kommer i kontakt med blod eller andre kropsvæsker fra dyrene, risikerer farlige virus som ebola at blive overført fra dyr til menneske.

Hele 60 procent af alle nye sygdomme, der smitter mennesker, stammer ifølge biologen Kate Jones ved Zoological Society of London fra dyr.

Overbefolkning gør os syge

Siden 1980 er antallet af virusudbrud firedoblet på verdensplan, og også antallet af forskellige sygdomme er vokset. I alt har der været 12.102 udbrud af 215 forskellige virus i 219 lande. 65 pct. af udbruddene er sygdomme, der oprindeligt stammer fra dyr.

I takt med at verdens befolkning vokser, kommer flere mennesker i kontakt med vilde dyr, og befolkningstætheden i storbyerne og større rejseaktivitet gør det lettere for virus at sprede sig.

Hvis epidemier som ebola skal kvæles i fødslen, er det nødvendigt at lokalisere smittens udspring og enten nedkæmpe eller overvåge smittebærerne, så de ikke kommer i kontakt med landenes voksende befolkninger.

Derfor samarbejder organisationen CEPI med blandt andre den amerikanske sundhedsstyrelse, CDC, om at kortlægge mulige hotspots for epidemier ved løbende at tage prøver af flagermus og andre smittebærere.

CDC administrerer ti centre over hele verden, som overvåger nogle af verdens farligste virus. I de seneste to år er virusjægerne draget ud til mere end 750 sygdomsudbrud for at komme den næste dræber i forkøbet.

Finder de spor af ebola, mers, nipah eller andre farlige virus, rapporterer de det til landenes regeringer, så myndighederne kan advare lokalbefolkningen mod at komme i kontakt med dyrene, og de nødvendige vacciner kan udvikles og sendes ud til de ramte områder.

Vaccine testes på mennesker

Befolkningerne i de ebolaramte områder har fået et nyt håb, da den norske virusforsker John-Arne Røttingen i juni 2015 besøger den lille landsby Bonfé i Guinea.

Siden april har nordmanden ledet et internationalt hold af forskere, der afprøver en helt ny ebolavaccine, rVSV-ZEBOV, på mere end 4000 mennesker.

Metoden er en såkaldt ringvaccination, hvor ebolasmittedes nærmeste vaccineres for at bremse smitten. Nu vil Røttingen med egne øjne se, hvor godt missionen er gået.

Bonfé har en speciel plads i nordmandens hjerte. Det var her, lægerne skød den første vaccinedosis ind i armen på en patient.

På det tidspunkt var en fireårig pige i landsbyen ramt af ebola, og for at forhindre smitte løb forskerne den risiko at vaccinere hendes familie med den uprøvede vaccine.

Da John-Arne Røttingen går rundt i landsbyen, bliver han præsenteret for den lille pige. Vaccineforskeren sætter sig på hug ved siden af den tidligere ebolapatient, der har overlevet sygdommen, og poserer foran kameraet.

Han kan med glæde konstatere, at sygdommen aldrig spredte sig fra pigen til andre beboere i landsbyen, og ingen af de andre testpersoner, der har fået vaccinen, er blevet smittet med den frygtede sygdom.

Det er for tidligt at konkludere på forsøget, men meget tyder på, at John-Arne Røttingen står med verdens første 100 procent effektive ebolavaccine mellem hænderne.

Det næste udbrud kan dræbe 30 millioner

Normalt tager det op til ti år at få godkendt nye vacciner, men med ebolavaccinen dispenserede myndighederne fra den langvarige godkendelsesprocedure på grund af den akutte krise.

Hurtigere vaccineudvikling er imidlertid ikke kun et spørgsmål om en effektiv godkendelsesprocedure.

Ebolavaccinen blev udviklet allerede i 1999 af en canadisk læge ved navn Heinz Feldmann, men eboladræberen var kun afprøvet på mus, og på grund af manglende finansiering endte vaccinen med at samle støv på en laboratoriehylde de næste 15 år.

Den fejl vil Bill Gates og organisationen CEPI sørge for ikke gentager sig i fremtiden. Derfor arbejder CEPI i dag på at fremskynde udviklingen af nye vacciner, så de i fremtiden kan blive godkendt, fremstillet og distribueret på 90 dage eller derunder.

CEPI arbejder blandt andet sammen med medicinalfirmaer som Merck, der har købt rettighederne til rVSV-ZEBOV og i dag er ved at gennemføre de sidste tests med henblik på at få vaccinen officielt godkendt.

Vaccinen er en manipuleret udgave af en virus fra hov- og klovdyr, som er ufarlig for mennesker. Nogle af ebolavirussens gener, der koder for dens karakteristiske overflade, indføres i den ufarlige virus, som sprøjtes ind i en person og inficerer cellerne.

Det får kroppen til at producere viruspartikler, der ligner ebola af udseende, og på den måde aktiveres immunforsvaret, så personen bliver beskyttet mod den rigtige virus.

Vaccinen er en såkaldt rna-vaccine, en ny vaccineteknologi, som CEPI har store forhåbninger til i kampen mod nye epidemier.

I modsætning til traditionelle vacciner kan rna-vacciner udvikles på få dage og hurtigt tilpasses til at bekæmpe nye virusmutationer.

I december 2016 oprettede epidemiologen Mark Woolhouse ved The University of Edinburgh en liste over de 37 virus, som har størst risiko for at udløse store epidemier.

CEPI fokuserer indsatsen mod tre af sygdommene, som eksperter anser for de farligste: mers (Middle East respiratory syndrome), nipah og lassafeber.

Af de tre sygdomme er lassafeber den, der hidtil har smittet flest mennesker. Blødningssygdommen, der er i familie med ebola, har ramt mellem 100.000 og 300.000. Omkring 5000 er døde, men dødstallene kan hurtigt eksplodere, hvis virussen muterer og fx bliver luftbåren.

Da den spanske syge – den største epidemi i nyere tid – hærgede kloden i 1918-19, var dødeligheden også ret lav, men fordi virussen spredtes gennem luften, ramte sygdommen én milliard mennesker – cirka halvdelen af datidens samlede befolkning på verdensplan – og kom til at koste 50 millioner mennesker livet.

Ifølge CEPI er der stor risiko for, at Jorden inden for de næste 10-15 år bliver ramt af en ny luftbåren virus, der kan udløse en verdensomspændende epidemi.

Og hvis vi ikke har rustet os godt nok, kan den usynlige dræber kræve op imod 30 millioner menneskeliv.

Svineinfluenzaepidemien i 2009-2010 viser, hvor hurtigt en ny virus kan sprede sig. Den såkaldte H1N1-influenza brød ud i Mexico i marts 2009 og spredte sig i løbet af få måneder til næsten alle verdens lande.

En rift i fingeren starter en ny epidemi

“Jeg vil have hele verden til at vide, at ebola ikke er Jordens undergang, og at sygdommen kan overvindes”.

Der er gået mere end tre måneder, siden sygeplejersken Rebecca Johnson kæmpede for sit liv på isolationsstuen i PTS1-behandlingscentret i Freetown, Sierra Leone.

Den 25. januar 2015 står hun på talerstolen til en konference i Verdenssundhedsorganisationen, WHO, i Genève og fortæller sin historie.

Rebecca Johnson overlevede ebolavirussen og blev udskrevet i december 2014 efter en måneds indlæggelse.

Nu har hun helliget sit liv til at hjælpe andre ebolaoverlevere med at vende tilbage til lokalsamfundet, som ofte vender ryggen til tidligere smittede på grund af frygt og overtro.

Også for beboerne i landsbyen Meliandou i Guinea, hvor udbruddet begyndte, kommer der til at gå lang tid, før livet bliver normalt igen, selvom WHO erklærer Vestafrika for ebolafrit i januar 2016.

Fødevarer er svære at få fat på, for epidemien har fået Sierra Leones landbrugsproduktion til at gå i stå, og indbyggerne i den lille landsby bor stadig klos op og ned af potentielle smittebærere som flagermus og gnavere.

Selvom virusjægeren Fabian Leendertz og den norske forsker John-Arne Røttingen fortsat kæmper for at spore smittebærerne og udvikle nye vacciner, lurer faren for et nyt udbrud bogstaveligt talt lige rundt om hjørnet.

Gennem en lille rift i en finger kan en dråbe blod eller spyt fra et dyr finde vej ind i et menneske og derfra rejse videre ud i verden med en ny og ukendt virus.