Spiseforstyrrelse vægt målebånd

En ud af 11 får et sygt forhold til mad

Livstruende spiseforstyrrelser breder sig som aldrig før. Lægerne er ofte magtesløse, men det kan en ny behandling måske lave om på: Den skal tvinge tvangstankerne ud af hjernen med magnetisme.

Livstruende spiseforstyrrelser breder sig som aldrig før. Lægerne er ofte magtesløse, men det kan en ny behandling måske lave om på: Den skal tvinge tvangstankerne ud af hjernen med magnetisme.

Shutterstock

“Som et skelet, kun dækket af hud.” Sådan beskrev den engelske læge Richard Morton en usædvanlig patient i 1684. Patienten, en kun 18-årig pige, var ekstremt underernæret, men var ellers tilsyneladende rask.

Morton var i vildrede og behandlede pigen med alt fra aromatiske poser til antihysterisk vand. Hun fik det i en periode bedre, men døde få måneder senere.

I dag mener lægerne, at Mortons patient udgør et af de ældste dokumenterede tilfælde af spiseforstyrrelsen anoreksi.

7 gange højere end normalt er dødeligheden blandt anorektikere.

Lidelsen er stadig, ligesom i 1600-tallet, livsfarlig – den mest dødbringende psykiske lidelse overhovedet. Men i modsætning til på Mortons tid er spiseforstyrrelser ikke længere et sjældent fænomen.

Anoreksi, bulimi og tvangsoverspisning rammer tilsammen op mod ni procent af befolkningen – dobbelt så mange som for bare 20 år siden.

Selv med nutidens behandlingsmetoder må læger og familie ofte se hjælpeløse til, mens patienten visner hen for øjnene af dem. Men det skal en række nye undersøgelser lave om på.

De har afdækket, hvad der foregår i hovedet på folk med spiseforstyrrelser, og resultaterne baner blandt andet vejen for en ny behandlingsform, hvor lidelsen skal tvinges ud af hovedet via elektromagnetisme.

Corona førte til stigning

Anoreksi, hvor personen blandt andet sulter sig selv, er måske den mest velkendte af spiseforstyrrelserne, men den udgør under ti procent af alle tilfælde. De resterende 90 procent er nogenlunde ligeligt fordelt mellem to former for overspisning.

Den ene kaldes bulimi og er karakteriseret ved, at maden kastes op efter måltidet, sådan at kropsvægten holdes nogenlunde konstant. Den anden kaldes tvangsoverspisning eller BED (binge eating disorder), og her forbliver maden i maven med dertilhørende risiko for overvægt eller meget svingende vægt.

Spiseforstyrrelse mad
© Shutterstock

Spiseforstyrrelser er livsfarlige

Lægerne inddeler generelt spiseforstyrrelser i tre forskellige typer, men meget ofte har patienterne en blanding af symptomer, så de ikke passer ind i én af kategorierne.

Mellem år 2000 og 2018 blev antallet af spiseforstyrrelsesdiagnoser mere end fordoblet. En del af stigningen skyldes formentlig et øget fokus på sygdommen, men andre faktorer kan også spille ind; fx mistænker nogle forskere, at den øgede brug af sociale medier skaber urealistiske kropsidealer, som fremprovokerer spiseforstyrrelser.

For nylig førte coronapandemien til en yderligere stigning i diagnoser. Virussen og den hårde nedlukning af samfundet førte hos mange til en følelse af angst og social isolation, som udløste spiseforstyrrelser, og en undersøgelse viser, at 15 procent flere blev diagnosticeret med en spiseforstyrrelse i pandemiens første år, 2020, sammenlignet med årene før.

Ikke alle har dog lige høj risiko for at udvikle en spiseforstyrrelse – fx er kvinder mere udsatte end mænd, og de udgør omkring 90 procent af alle patienter med lidelsen. Andelen af mænd er imidlertid på vej op.

Risikoen afhænger desuden af et bestemt personlighedstræk. Det viser et nyt stort forskningsprojekt med de svenske psykologer Emma Forsén Mantilla og Andreas Birgegård i spidsen.

46 procent af patienter med anoreksi bliver helt raske igen.

Forskerne har længe vidst, at der er en sammenhæng mellem spiseforstyrrelser og psykiske problemer såsom lavt selvværd. Men der har været tvivl om, hvorvidt spiseforstyrrelserne var årsag til eller konsekvens af problemerne.

De svenske psykologer kunne i tre store undersøgelser mellem 2015 og 2021 slå fast, at sygdommens forløb i høj grad er en konsekvens af patienternes eget selvbillede. I op til ni år fulgte forskerne flere tusind kvinder med en spiseforstyrrelse og holdt løbende øje med deres fysiske og psykiske helbred.

Den mest bemærkelsesværdige opdagelse var, at lidelsens forløb gennem mange år kunne forudsiges ved at måle kvindernes niveau af selvbebrejdelse på det tidspunkt, hvor spiseforstyrrelsen blev diagnosticeret. Jo større tendens kvinderne havde til at bebrejde sig selv, da de blev diagnosticeret, desto større var risikoen for, at de ni år senere ikke var sluppet af med deres spiseforstyrrelse.

Det tyder på, at en høj grad af selvbebrejdelse er en medvirkende årsag til spiseforstyrrelser og altså ikke bare er en del af symptomerne. Derimod havde andre elementer af selvopfattelse, fx selvkontrol, selvsikkerhed og selvbeskyttelse, ingen væsentlig betydning for, hvordan det set sidenhen gik patienterne.

Spejlbillede er forvrænget

Den svenske undersøgelse bekræfter desuden, at anoreksi er den mest alvorlige form for spiseforstyrrelse. Lidelsen involverer en decideret frygt for at tage på i vægt, og patienterne ser sig selv som overvægtige, uanset at spejlbilledet og vægten fortæller noget helt andet. Resultatet er, at anorektikerne sulter sig selv i en så alvorlig grad, at det truer deres liv, og i gennemsnit lever de 10-20 år kortere end andre mennesker.

Flere forskere har forsøgt at forstå, om folk med anoreksi virkelig tror, at de er tykkere, end de er, men resultaterne er ikke entydige.

Den tyske psykolog Ida Wessing lod i 2019 38 unge kvinder, hvoraf halvdelen led af anoreksi, se og føle på deres egen krop. Derefter skulle de vurdere omkredsen af deres overarm, lår og talje ved at tegne en cirkel med samme omkreds. Efter denne øvelse gennemgik kvinderne med anoreksi et flere uger langt behandlingsprogram, inden de igen skulle udføre øvelsen.

Spiseforstyrrelse kvinde anoreksi

Anoreksi øger risikoen for stort set alle dødsårsager. Den almindeligste dødsårsag blandt anorektikere er selvmord.

© Shutterstock

Resultaterne viste, at alle kvinder opfattede sig selv tykkere, end de egentlig var. De raske kvinder var dog mest realistiske, og deres vurdering lå kun 12 procent højere end virkeligheden. Kvinderne med anoreksi mente, at deres egen krop var hele 33 procent større, end den reelt var. Det tal blev reduceret til 25 procent efter behandlingsforløbet.

Lignende undersøgelser kommer dog frem til lidt anderledes resultater. En italiensk undersøgelse fra 2020 når således frem til, at patienter med anoreksi har meget godt styr på deres faktiske kropsform, men at de rent følelsesmæssigt føler sig tykkere, end de er.

Patienter bliver tvangsfodret

Behandlingen af en spiseforstyrrelse omfatter typisk kostvejledning med henblik på at normalisere vægten samt såkaldt psykoedukation, hvor patienten lærer sin sygdom at kende og forstår, hvordan den kan bekæmpes. Dertil kommer egentlig psykoterapi, som tackler de grundlæggende følelser og problemer bag sygdommen.

Hvis patienten lider af anoreksi, er det afgørende at få vægten normaliseret hurtigst muligt, men det kan være ekstremt vanskeligt. Patienterne vil ofte gå meget langt for at undgå at spise og vil stritte voldsomt imod, hvis eksempelvis forældrene forsøger at presse dem til det. Bagefter vil de så enten kaste maden op igen, inden kroppen når at optage næring, eller motionere voldsomt for at forbrænde kalorierne.

Derfor kræver en anoreksipatient ofte nærmest konstant overvågning, og i mange tilfælde ender personen med at blive indlagt på et hospital. Her kan det være nødvendigt at tvangsfodre patienten med en sonde for at få vægten op. Men selvom det lykkes at øge vægten og stabilisere den psykiske tilstand, går det ofte galt igen.

I en stor undersøgelse fra 2017 granskede den amerikanske psykiater Sahib Khalsa 27 tidligere undersøgelser af behandlingsforløbet hos anorektikere. Resultaterne viste, at mere end hver fjerde patient, som er kommet sig helt eller delvist efter behandling, får tilbagefald og begynder at sulte sig selv igen.

Risikoen for tilbagefald er størst blot tre måneder efter afsluttet behandling, og på den måde ryger patienterne ofte ind og ud af behandling i årevis. Det er derfor ikke unormalt, at hospitaler har anoreksipatienter, som er kommet hos dem gennem 10-30 år.

Behovet for mere effektive behandlinger er altså stort. Og selvom de traditionelle behandlinger er blevet bedre gennem de seneste år, er flere forskere begyndt at tænke i helt nye baner. En lovende behandlingsform benytter sig eksempelvis af kraftige magneter.

En ny behandlingsform benytter et magnetfelt til at stimulere særlige hjernecentre hos folk med spiseforstyrrelser. Stimuleringen ændrer patienternes syn på mad og egen krop.

Spiseforstyrrelse magnet tvangstanker 1
© Shutterstock

Ædeflip kommer under kontrol

Forrest i pandelapperne sidder den dorsomediale præfrontale cortex, som er involveret i impulskontrol og beslutningstagelse. Stimulering af området styrker impulskontrollen hos patienter med bulimi, så de ikke spiser så voldsomt.

Spiseforstyrrelse magnet tvangstanker 2
© Shutterstock

Syn på mad forvandles

Den dorsolaterale præfrontale cortex på siden af pandelapperne er involveret i logisk tænkning og regulering af følelserne. Stimulering normaliserer opfattelsen af mad og kan dermed behandle alle tre typer af spiseforstyrrelse.

Spiseforstyrrelse magnet tvangstanker 3
© Shutterstock

Tvangstanker tvinges ud

Området insula er blandt andet involveret i selvopfattelse samt bevidsthed om mad og sult. Magnetisk stimulering af området resulterer i en svækkelse af tvangstanker om mad og vrangforestillinger om egen krop hos patienter med anoreksi.

Metoden, som kaldes TMS (transcranial magnetic stimulation), udnytter ny viden om spiseforstyrrelsers ophav i hjernen og bruger elektromagnetisme til at påvirke hjerneaktiviteten i udvalgte hjernecentre.

Engelske forskere rettede fx i 2018 magnetfeltet mod et område i de frontale pandelapper, som hos anorektikere er forbundet med en nedsat evne til at håndtere visse følelser. Forsøget førte til forbedringer hos en række anoreksipatienter – især når det gjaldt deres humør og generelle livskvalitet.

Den nye behandlingsform er langtfra færdigudviklet, men forskerne har store forventninger til den. Den er nemlig meget nem at udføre med et håndholdt apparat, og hele proceduren tager blot få minutter, uden at patienten lider nogen form for overlast.