WHO har slået alarm, ligesom forskere og læger over hele verden: de fleste afrikanske lande har ikke råd til at lade deres befolkninger blive vaccinerede, og det kan udløse endnu farligere varianter af SARS-Covid, end vi hidtil har set.
“Jo længere vi tillader denne pandemi at fortsætte ved at vende det blinde øje til uligheden i adgang til vacciner, des større mulighed giver vi virus til at mutere på måder, vi hverken kan forudse eller forhindre, sagde WHO’s generalsekretær Tedros i slutningen af sidste år.
Og uligheden er slående. I lande som Gambia, Sierra Leone og Congo er under 5 procent af befolkningerne vaccinerede og samlet set er blot 15 procent af alle afrikanere vaccinerede med to stik.
Mange lande kæmper med flere epidemier på samme tid, blandt andet gul feber, malaria og ebola, og der er hverken læger eller vacciner nok til at bremse epidemierne.