Sikreste sted er verdens mindste kontinent
Ud fra et særligt scoringssystem har forskere fra fra University of Otago i New Zealand regnet sig frem til, at det sikreste sted under en pandemi er verdens mindste kontinent - Australien.
Den højeste score et land kunne få var 1, og Australien havde et samlet resultat på 0,71.
På andenpladsen er Australiens nabo New Zealand med en score på 0,68, mens tredjepladsen går til vulkanøen Island med en score på 0,64.
Ifølge forskerne er det dog muligt for Island at slå både New Zealand og Australien, hvis nationen øger deres madproduktion eller nedsætter deres madspild.
Du kan se hele listen med de 20 sikreste steder under en pandemi i listen nedenfor.
Sådan lavede forskerne deres vurdering
Forskernes scoringssystem tog udgangspunkt i fire overordnede parametre: lokation, befolkning, ressourcer og samfund.
Under disse parametre var der så yderligere underkategorier som fx afstand fra landmasse, befolkningsdiversitet, selvforsyning i forhold til mad og energi samt generel politisk stabilitet.
Alt efter hvordan nationerne rangerede inden for disse kategorier, fik de en score fra 0 til 1.
Flere lande blev dog sorteret fra allerede inden, de blev kørt igennem scoringssystemet. Det gjaldt fx alle fastlandsnationer, da isolationsfaktoren i ø-nationer giver en naturlig sikkerhed mod spredning af en dødelig sygdom.
De ø-nationer, der havde en bro til fastland eller andre øer, blev også skilt fra af samme årsag.
Ø-nationer med under 250.000 indbyggere kom heller ikke med i puljen. Selvom forskerne medgiver, at overlevelse er mulig med et lavere indbyggertal, er der nemlig større sandsynlighed for at kunne genoprette civilisationen med en befolkning på over 250.000.