Den sorte død lægger Europa øde
Pestbakterien Yersinia pestis har plaget menneskeheden i årtusinder. Det første kendte udbrud af pest kan dateres tilbage til 3.000 f.kr. og menes at stå bag massive folkevandringer på tværs af Europa og Asien.
Det mest notoriske pestudbrud er dog den pandemi, der mellem 1347 og 1351 udryddede en tredjedel af Europas befolkning og fik tilnavnet den sorte død.
Meget tyder på, at pesten ramte Europa, da 12 skibe fra Sortehavet lagde til i den sicilianske by Messina i oktober 1347. Ingen har kunnet dokumentere præcist, hvor smitten kom fra.
Flere teorier har peget på forskellige steder i Asien, men nu retter ny forskning pilen mod Rusland - nærmere bestemt den russiske by Laishevo.