Peopleimages/Getty Images

Hvordan opstår læbe-gane-spalter?

Hvorfor er nogle børn født med læber og ganer, som ikke er groet ordentligt sammen?

Læbe-gane-spalte (tidligere kaldet hareskår) er en fællesbetegnelse for flere forskellige medfødte misdannelser i læberne og/eller ganen, som opstår i den 6. til den 9. graviditetsuge.

Tidligt i fosterudviklingen bliver ansigtet anlagt som to adskilte halvdele med hvert sit øje og øre samt halvdelen af munden. Omtrent 7 uger inde i graviditeten krænges de to halvdele ind mod hinanden og begynder at vokse sammen i ganen, læberne og næsen.

Efter ca. 10 uger er de to halvdele hos langt de fleste børn vokset helt sammen, men hvis sammenvoksningen ikke er fuldendt, kan resultatet blive en spalte.

Spalter varierer i størrelse

Hvor brede og dybe ansigtsspalterne er, afhænger af typen.

Barn
© Henning Dalhoff

Spalte stopper før gummer

En ganespalte varierer fra kun at omfatte drøblen til at skære sig gennem en større eller mindre del af ganen, men stopper altid inden gummerne.

Læbespalte hos barn
© Henning Dalhoff

Spalte kan gå gennem læbe

En læbespalte kan variere fra et lille hak i læben til en total spalte igennem den. Gummerne kan også være spaltede i forskellig grad.

Læbespalte hos barn
© Henning Dalhoff

Åbning går fra gane til læbe

Læbe-gane-spalter går hele vejen fra ganen gennem gummerne og op til læben. Jo mere omfattende spalten er, desto skævere bliver næsen.

Misdannelserne, som rammer omkring 0,2 pct. af alle nyfødte, kan variere meget i omfang. Forskerne kender ikke den præcise årsag, men mutationer i 12 gener har vist sig at kunne øge risikoen.

Sandsynligvis bidrager hver af mutationerne kun en lille smule til misdannelsen, så selv hvis du er født med læbe-gane-spalte, er risikoen for at give misdannelsen videre til dine børn minimal.

Rygning under graviditeten øger risikoen med omkring 50 pct., hvilket hænger sammen med, at fosterets ilttilførsel bliver mindre.

Alt efter hvor spalten sidder, og hvor stor den er, kan det nyfødte barn have svært ved at amme og vil ofte være særlig udsat for øreinfektioner eller have nedsat hørelse.

Senere i livet kan taleproblemer opstå. Læbespalter kan opereres, når barnet er tre-fire måneder gammelt, mens ganeoperationer først foretages i etårsalderen. I skolealderen kan en operation i svælget rette op på taleproblemer, mens kosmetiske operationer på læbe, næse og kæbe først udføres efter puberteten.