Dødeligheden var størst blandt børn, hvor ca. 80 pct. af de smittede omkom.
© CDC/James Hicks & Science Source/ImageSelect
Medicin - Sygdomme

Kopper: Usynlig dræber inficerede England

Op mod 1.000 mennesker dør af kopper hver eneste dag i 1700-tallet. En engelsk læge beslutter at finde en kur, men for at se, om den virker, er han nødt til at smitte en rask otteårig dreng med den frygtede sygdom.

Artiklen er oprindeligt blevet bragt i Illustreret Videnskab HISTORIE

Spørgsmålet har rumsteret i baghovedet på lægen Edward Jenner i årevis: Kan kokopper gøre et menneske uimodtageligt for den beslægtede og dødelige sygdom menneskekopper?

Den 14. maj 1796 beslutter den 46-årige englænder sig endelig for at finde svaret. Hans forsøgspatient er den kun otte-årige gartnersøn James Phipps.

Hjemme hos sig selv i den engelske by Berkeley poder Edward Jenner den unge James’ arm med pusset fra en malke-piges kokoppe-inficerede hænder.

Under podningen stikker Jenner forsigtigt hul i en blodåre på drengens arm, hvorefter han med sin inokulationsnål indfører væske fra en betændt kokoppeblære.

Ud over et par dage med sporadisk feber og en smule hævelse omkring såret har drengen det fint.

Seks uger senere poder Edward Jenner derfor den raske James med pusset fra de langt farligere menneskekopper.

Hvis lægen har ret i sin formodning, vil drengen være upåvirket af koppe-inficeringen. Og hvis ikke?

Så har han dømt James til døden. Efter et par uger vil han få høj feber, kvalme og dundrende hovedpine, hvorefter hans krop dækkes af smertefulde, væsken-de blærer.

Inden for en måned kan han være død af 1700-tallets værste dræber, der ved århundredets slutning kræver op mod 400.000 menneskeliv om året.

Dødens Engel hærger Europa

På Edward Jenners tid var ingen sygdom farligere end kopper – den blev kaldt “Dødens Engel”.

Lidelsen havde formentlig ledsaget menneskeheden siden oldtiden, og i 1700-tallet fik den for alvor fodfæste i Europa.

En primær årsag var, at menneskene levede tættere sammen i storbyerne – især i London. Fra 1715 til århundredeskiftet voksede byens befolkningstal fra 740.000 til 1,1 million.

På dette tidspunkt anede lægerne ikke, hvordan sygdommen spredtes – og derfor kunne de intet gøre for at dæmme op for den luftbårne sygdom, der blev spredt via host og nys.

Når først én person i en familie var smittet, fulgte resten ofte trop. Faktisk kunne en enkelt person med kopper smitte en hel ejendom.

Hvor samfundets elite undgik sygdomme som fx kolera, fordi de boede på landet, hvor de havde adgang til uforurenet vand, så ramte den luftbårne koppevirus høj som lav. Den franske matematiker Charles Marie de la Condamine skrev:

“Kopper er en flod, vi alle må krydse”.Sygdommen tog eksempelvis livet af Ruslands unge zar Peter 2., der døde på sin bryllupsdag i 1730.

Når først en person var smittet, var der ikke andet at gøre end at håbe. Efter et par uger blev kroppen dækket af blærer, der føltes som tredjegradsforbrændinger, og ca. 40 pct. af de smittede døde som følge af blodforgiftning eller organsvigt.

Selv hvis kroppen havde modstandskraft nok, og patienten overlevede det lange sygeleje, mistede op mod hver 10. patient synet, fordi sygdommen gav indre blødninger i øjnene.

Mange udviklede også leddegigt og døvhed efter mødet med Dødens Engel.

De heldige, som undgik gigt, blindhed og høretab, skulle stadig leve med at kigge på et vansiret ansigt, hver gang de så sig i spejlet.

Læger advarede mod Jenners vaccine – den fik patienterne til at muh’e og gav ko-ansigter, forlød det.

© Science Photo Library

Ambassadørkone leder efter kuren

En af de ramte var den britiske adelskvinde lady Mary Wortley Montagu fra London.

Efter at sygdommen næsten tog livet af hende i de første uger af 1716, var den engang så smukke kvinde ikke længere til at kende.

Få måneder tidligere havde Mary mistet sin bror, William, til sygdommen. Nu stod hun afkræftet i sit hjem i London og stirrede ind i spejlet på et deformeret ansigt, der lige så godt kunne tilhøre en død person.

Lady Montagu lod sig imidlertid ikke slå ud. I stedet for at synke ned i selvmedlidenhed besluttede hun sig for at vie sit liv til at finde en kur mod sygdommen.

Hun var ikke den første, der forsøgte. Op gennem 1600- og 1700-tallet havde adskillige læger forsøgt at udradere sygdommen ved at udsætte patienter for ekstrem varme, kulde eller ved at dræne kroppen for blod.

Indledningsvis havde lady Montagu lige så lidt held som alle andre. Imidlertid blev hendes mand i sommeren 1716 udnævnt til britisk ambassadør i Konstantinopel – hovedstaden i Det Osmanniske Rige.

Ægteparret pakkede kufferterne og drog afsted. Sin livsopgave tog lady Mary Wortley Montagu med sig.

Kopper kan bekæmpe kopper

I Konstantinopel omgikkes lady Montagu de lokale kvinder og kom således på sporet af en mulig kur mod kopper.

Til sin store forundring så hun, hvordan de tyrkiske børn blev podet med pus fra en koppepatient.

Efter et par dage med feber og et par blærer i ansigtet var patienterne igen sygdomsfri. Tilsyneladende gjorde behandlingen, der fik navnet variolation, børnene modstandsdygtige over for kopper.

For at være sikker på, at sygdommen ikke ramte de behandlede børn senere i livet, skulle de gennemgå endnu en va­rio­­lation i puberteten.

Hverken lady Mary Wortley Montagu eller hendes samtid forstod, hvorfor variolation virkede – den erkendelse kom først i 1800-tallet, hvor videnskaben bl.a. fik adgang til bedre mikroskoper til at studere bakterier, vira og kroppens immunforsvar med.

Den manglende viden stoppede dog ikke adelsdamen. Hun lod ambassadens læge foretage en variolation på sin søn, og efter hjemkomsten til London blev hun en ivrig fortaler for metoden.

Blandt dem, der lod sig overtale, var prinsesse Caroline af Wales, som modtog en succesfuld behandling i 1722, og så spredte metoden sig hurtigt til resten af Storbritannien og Europa.

Behandlingen udløser katastrofe

De efterfølgende årtier tjente Europas læger styrtende på at behandle folk med variolation.

Problemet var dog, at selvom metoden virkede som værn mod kopper, hjalp den samtidig sygdommen med at vinde større udbredelse:

De personer, der var blevet “varioleret”, var i realiteten smittet med kopper, så når de mødte en rask person, blev koppevirussen spredt i sin oprindelige, aggressive og ofte dødelige form.

Ved at vende det blinde øje til farerne ved metoden gav lægerne sygdommen mulighed for at sprede sig langt hurtigere end tidligere, og i midten af 1700-tallet eksploderede antallet af koppetilfælde.

Ca. 200.000 mennesker døde om året – og tallet steg til 400.000 inden århundredets afslutning. Sygdommen var især slem for børn under 10 år – de stod for størstedelen af de koppe­relaterede dødsfald i England.

Blandt landets fattigste, som ikke havde råd til at betale for variolation, blev kopper en naturlig del af livet. Som den britiske historiker lord Thomas Babington Macaulay skrev i 1800-tallet:

“Kopper var den værste af alle sygdomme. Den sorte død (pesten, red.) besøgte kun vores kyster to gange i min levetid, men kopper var altid til stede til at fylde kirkegårdene op med lig”.

Kostskole inficerer sine elever

For at undgå, at hans elever skulle slutte sig til ligene på kirkegården, besluttede rektoren på kostskolen i den sydengelske by Wotton i 1756 at behandle sine elever med variolation.

En af patienterne var en otte-årig forældreløs dreng. Behandlingen ramte ham hårdt og resulterede i høj feber, diarré og ømme muskler.

Om natten ømmede han sig under dynen, mens koppeblærerne bristede én efter én.

Syv uger efter variolationen var drengen omsider symptomfri, men mindet om den smertefulde behandling hjemsøgte ham resten af livet. Drengens navn var Edward Jenner.

Som yngste barn i en flok på seks var Edward kommet til verden den 17. maj 1749 i det naturskønne engelske sogn Berkeley, hvor faren virkede som præst.

Unge Edward var en glad og nysgerrig dreng, der i sin opvækst elskede at studere fugle samt samle sten og fossiler.

Kort efter hans seksårsfødselsdag ramte en tragedie imidlertid familien. Efter en kompliceret fødsel døde Edwards mor, og kort efter bukkede faren under for sygdom.

Forældrene efterlod heldigvis deres børn en anseelig arv. Edwards 22-årige storebror og værge, Stephen, havde derfor penge nok til at sende ham på kost­skolen i Wotton.

Efter sit traumatiske møde med koppevirussen ønskede Edward at læse til læge. Stephen overtalte sin ven, lægen John Ludlow, til at tage Edward i lære, og de næste seks år studerede den forældre­løse dreng kirurgi.

Malkepige hjælper vaccinen på vej

Edward Jenner ville sikkert være endt som en glimrende kirurg uden at efterlade sig det store aftryk i medicinhistorien – hvis ikke det var for et tilfældigt møde med en malkepige i 1768.

Den unge pige fortalte den 19-årige Edward, at hun aldrig ville få kopper, fordi hun havde haft kokopper. De to lidelser mindede meget om hinanden, men kokopperne var langt mildere.

Påstanden vakte Edwards interesse, men han var endnu ikke færdig med sin uddannelse og noterede blot påstanden uden at afprøve den nærmere.

I de efterfølgende år specialiserede Edward sig i anatomi, hvor dagene gik med amputationer. Det var først, da han mødte kirurgen John Hunter, at grundstenen til et af verdenshistoriens største medicinske gennembrud blev lagt.

Edward Jenners og John Hunters veje krydsedes i 1770, da Jenner lejede et værelse hos den 20 år ældre læge i Jermyn Street i London.

På trods af aldersforskellen blev John Hunter og Edward hurtigt gode venner. De talte ofte sammen og udvekslede lægefaglige erfaringer og idéer med hinanden.

Idéen til en kur mod kopper sprang dog ikke frem med det samme. John Hunter var en arbejdsnarkoman, som gerne knoklede 18 timer i døgnet, mens Edward havde en noget mere afslappet arbejdsmoral.

Da den nyuddannede læge flyttede tilbage til Berkeley i 1772 for at åbne sin egen praksis, blev han hurtigt mere interesseret i at hygge sig med familie og venner end i at fremme medicinens udvikling.

John Hunter fastholdt imidlertid kontakten til Edward og forsøgte konstant at anspore ham til at udføre nye eksperimenter.

Efter at have hørt om historien med malkepigen opfordrede John Hunter da også sin ven til at forfølge idéen med ildhu.

Takket være disse opmuntringer tog Edward i 1796 omsider fat på at efterprøve malkepigens påstand.

John Hunter var død tre år forinden, men uden hans engagement havde Edward Jenner sandsynligvis aldrig udført sit eksperiment med kopper.

Gartnersøn bliver forsøgskanin

Edward Jenner mente, at den bedste metode var først at pode en person med kokopper og så pode med menneske-kopper.

Hvis malkepigens udsagn var sandt, ville kokopperne have gjort patienten modstandsdygtig. Som forsøgsperson udså lægen sig den otteårige James Phipps – søn af Jenners gartner.

Kort før behandlingen af James ­Phipps, den 14. maj 1796, indsamlede Edward væske fra kokoppesårene hos den lokale malkepige Sarah Nelmes.

Jenner dryppede væsken ned i et sår i armen på drengen, og seks uger efter inficerede han så Phipps med menneskekopper.

Da han 18 dage herefter igen besøgte sin forsøgskanin, var James Phipps’ hud så ren og glat som nyfalden sne: Metoden virkede – podningen med kokopper havde bevirket, at angrebet med menneskekopper prellede af! Historiens første vaccination havde set dagens lys.

“Jeg vil nu forfølge mine eksperimenter med dobbelt så megen lidenskab”, lovede Jenner i et brev til en god ven.

Han døbte behandlingen “vaccina­tion” efter det latinske ord for ko, vacca. Frem til foråret 1798 behandlede han 23 raske mænd, kvinder og børn – herunder sin egen et-årige søn, Robert.

Resultatet var det samme hver gang: Kokopperne forberedte og styrkede tilsyneladende kroppen mod de langt farligere menneskekopper.

Patienten blev dermed i stand til at nedkæmpe sygdommen, inden den spredte sig.

Den 17. september 1798 udgav Edward Jenner sit banebrydende fund i tidsskriftet Inquiry under titlen “En undersøgelse af årsagerne til og virkningerne af Variolae Vaccinae”.

Nu kunne hele verden læse om den nye, fantastiske kur mod kopper.

På kun 14 år lykkedes det WHO at udrydde kopper vha. global vaccinering.

© CDC/Science Photo Library

Kolleger vil stoppe vaccinen

Edward Jenners nye behandlingsform fik dog ikke hans kolleger til at klappe i hænderne af begejstring – udgivelsen blev mødt med tavshed af de fleste.

Mange af landets læger, som havde tjent styrtende på variolation, var ikke overras­kende fuldstændig afvisende over for Edward Jenners opdagelse.

De tre mest højlydte kritikere var lægerne Benjamin Moseley, William Rowley og John Gale Jones.

I et forsøg på at forsvare deres forretning var de ikke blege for at kaste om sig med løgne, der skulle sværte Edward Jenners kur mod kopper.

Rowley påstod bl.a., at en af hans patienter udviklede et ko-lignende ansigt efter at have modtaget vaccinationen, mens en anden løb rundt på alle fire og muh’ede højtlydt.

John Gale Jones postulerede, at kokoppevaccinationen gav patienterne opsvumlede halskirtler (skrofulose), der i værste fald kunne blokere luftvejene og kvæle patienten.

Efter nogle måneder lød der omsider en række mere saglige stemmer i den lægefaglige debat – og snart blev der fortalt vidt og bredt om vaccinationens utrolige resultater.

Dr. Matthew Baillie, der var en anset læge ved hospitalet St. ­George’s i London, skrev eksempelvis: “Det er den mest banebrydende opdagelse i medicinens historie!”

Spansk ekspedition redder millioner

Ved 1800-tallets begyndelse havde Jenners vaccinationer sænket dødsraten for kopper markant. Før vaccinationen døde 3.000 ud af en mio. mennesker hvert år af kopper i England – i 1803 var tallet faldet til 1.173, og året efter til blot 622.

Nyheden spredte sig hurtigt til resten af Europa og USA samt store dele af Asien. I Spanien havde kong Karl 4. med stor interesse læst om Jenners vaccination i Inquiry, og den 20. november 1803 sendte han tre fregatter afsted med kurs mod Syd- og Mellemamerika for at kurere kolonierne for kopper.

Kongens ambitiøse mission blev en dundrende succes. Alene i Peru vaccinerede lægerne flere end 200.000 mennesker, og i alle de største byer i Sydamerika oprettede spanierne vaccinationscentre.

Da ekspeditionsskibene igen lagde til kaj i Spanien, var millionvis af mennesker blevet vaccineret mod den forfærdelige sygdom.

“Jeg kan ikke forestille mig historiens annaler give et eksempel på filantropi så ædelt og omfattende som dette”, skrev en tydeligt berørt Edward Jenner til dr. Francisco Javier de Balmis, der havde ledet ekspeditionen.

For det meste gik lykønskningerne og lovprisningerne dog den anden vej. Helt frem til sin død i 1823 modtog Edward Jenner tusindvis af takkebreve fra hele verden.

En af afsenderne var den amerikanske præsident Thomas Jefferson. Da han i 1801 hørte om Edward Jenners kur mod kopper, besluttede han at få vaccineret sin familie og sine slaver.

Fem år senere var ingen af dem døde af kopper, og Jefferson skrev et brev for at takke den mand, som havde reddet hans familie fra den forfærdelige sygdom:

“Du har slettet en af de værste lidelser i menneskehedens historie. På grund af dig vil fremtidige nationer kun kende til kopper gennem historiebøgerne”.

Thomas Jeffersons spådom gik i opfyldelse. I 1980 kunne verdenssundheds-organisationen WHO officielt erklære sygdommen kopper for udryddet.

Læs også:

Alzheimer

Ungdomseliksir skal kurere alzheimer

2 minutter
Hjernekræft
Kræft

Malaria-medicin bekæmper aggressiv hjernekræft

0 minutter
Cancer dog
Kræft

Kan hunde lugte kræft?

0 minutter
Mest populære

Log ind

Fejl: Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
VisSkjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!