Australien er godt på vej til at udrydde frygtet kræfttype
Et omfattende vaccinationsprogram skaber håb om, at australske kvinder kan slippe for frygten for at blive ramt af livmoderhalskræft.

Et par stykker. Så mange kvinder regner de australske smyndigheder med, at de årligt skal behandle for livmoderhalskræft om 10-20 år.
Det enorme land er godt på vej til at udrydde kræftsygdommen, viser forskning, som netop er blevet offentliggjort af International Papillomavirus Society.
Årsagen er simpel: Et effektivt vaccinationsprogram.
Alle unge får tilbuddet
Livmoderhalskræft skyldes i 99,9 procent af tilfældene HPV (Human Papilloma Virus), som vi kan vaccinere imod.
I Australien har vaccinen været gratis for 12-13-årige piger siden 2007, og i 2013 blev drenge sluset ind i programmet. Dermed blev pigerne mindre udsatte for smitte, og drengene går fri af virussens andre symptomer, fx kønsvorter.
I dag bliver vaccinen tilbudt alle under 19 år.
Og tallene taler for sig selv. Knap 75 procent af landets 15-årige er i dag HPV-vaccineret, og andelen af unge med HPV er styrtdykket.
I 2005 var over hver femte australier mellem 18 og 24 år smittet med HPV – i 2015 var tallet faldet til sølle 1,1 procent.
Endnu færre i dag
Siden 2015 er tallet blevet endnu lavere, estimerer forskerne. Det skyldes den såkaldte flok-immunitet, hvor vaccinerede personer er årsag til, at ikke-vaccinerede går fri af smittefare.
Med den styrtdykkende andel af HPV-ramte vil antallet af kræftpatienter også falde, forudsiger forskerne.