Malariamedicin behandler 26-årig kvinde med hjernekræft

En 26-årig kvinde med en aggressiv type kræft i hjernen har fået nyt håb efter behandling med malariamedicinen cloroquin. Nu ønsker forskerne at teste metoden på en større gruppe patienter.

Hjernekræft

Det er malariamedikamentet cloroquin, der har vist sig at have en særdeles positiv effekt i behandlingen af hjernekræft.

© Shutterstock

”Du har mindre end 12 måneder tilbage at leve i.”

Sådan lød beskeden til den nu 26-årige kvinde Lisa Rosendahl, da lægerne for halvandet år siden opdagede, at tumoren i hendes hjerne havde udviklet resistens over for både kemoterapi og andre kræftbehandlinger.

Men takket være et forsøg med stoffet cloroquin, der normalt bruges til at bekæmpe malaria, lykkedes det forskere fra University of Colorado at gøre Lisas tumor modtagelig for behandling og give hende håbet og bevægeligheden tilbage.

Tumor bliver resistent

Lisa Rosendahl lider af en aggressiv form for hjernekræft, kaldet glioblastomer, der har en faretruende evne til at modstå kræftmedicin.

Det skyldes en slags selvkannibalisme, kaldet autofagi, hvor kræftcellerne spiser deres egne døde celler for at gøre plads til nye og friske.

Og det kan i sidste ende betyde, at kræften bliver immun over for angreb fra eksempelvis kemoterapi.

Overraskende resultat

Malaria-medikamentet cloroquin er kendt for at hæmme autofagi. Og med den viden i baghovedet besluttede forskerne at behandle Lisa med en cocktail af cloroquin og cancer-blokkeren vemurafenib.

Vemurafenib var tidligere forsøgt på Lisa uden held. Men denne gang overraskede resultatet.

”Mirakuløst nok reagerede tumoren, og fire uger senere kunne hun gå og bruge sine ben, hænder og arme igen,” lyder det fra Jean Mulcahy-Levy, en af forskerne.

Hun og kollegerne har prøvet behandlingen på to andre kræftpatienter med succes, og nu håber de at rulle en større klinisk test ud inden længe.