Luftforurening lungekræft

Undersøgelse af luftforurening forandrer forståelsen af lungekræft

Ny viden om sammenhængen mellem luftforurening og lungekræft har ændret forskernes forståelse for, hvordan kræftceller opstår.

Ny viden om sammenhængen mellem luftforurening og lungekræft har ændret forskernes forståelse for, hvordan kræftceller opstår.

Shutterstock

Britiske forskere har fundet en ny og overraskende forbindelse mellem luftforurening og lungekræft, som potentielt kan forandre vores forståelse for udviklingen af cancer.

I en større undersøgelse har forskerne fra The Francis Crick Institutet i England undersøgt data fra over 400.000 mennesker og blandt andet fundet ud af, hvordan luftforurening kan forårsage lungekræft i ikke-rygere, skriver universitetet på sit website.

Cirka 6.000 briter - og omkring 300.000 ikke-rygere overalt på Jorden - dør hvert år af lungekræft, og det britiske studie vil kunne bidrage til udvikling af medicin mod lungekræft til disse mennesker.

Forandrer forståelsen af kræft

Selvom rygning er den største årsag til lungekræft, har den britiske undersøgelse afsløret, at luftforurening er årsagen til hvert tiende tilfælde af lungecancer.

Det skyldes en høj eksponering af luftforurenende partikler mindre end 2,5 mikrometer svarende til 0,0025 millimeter, som i daglig tale kaldes PM2,5.

Men modsat tidligere opfattelse af lungekræft som en sygdom, hvor raske celler overtages af cancerceller, har de britiske forskere fundet en helt anden sammenhæng i udviklingen af lungekræft.

For ifølge deres resultater findes der allerede cancer i kroppen, men kræftcellerne er bare i en form for dvaletilstand, hvor eksponeringen af PM2,5 er den sygdomsfremkaldende faktor.

”Celler med kræftfremkaldende mutationer ophobes naturligt, når vi bliver ældre, men de er normalt inaktive. Vi har påvist, at luftforurening vækker disse celler i lungerne og får dem til at vokse og potentielt danne tumorer,” siger forskningsleder, professor Charles Swanton, til universitetets website.

Kemisk alarmsystem vækker cellerne

Forsøg med mus med de cancerbærende celler har vist, at mus, som også er udsat for luftforurening, har større sandsynlighed for at udvikle lungekræft på grund af det kemiske alarmstof interleukin.

I forskernes forsøg blokerede de også for interleukin, som normalt forårsager inflammation og er en reaktion på PM2,5-forurening. Ved at for blokere for interleukin-produktionen bremsede de også musene i at udvikle kræft.

Forskerne mener derfor, at deres studie kan benyttes i mange typer af kræfthelbredelse især i de tidlige stadier.

”Hvis vi kan forhindre cellerne i at vokse som følge af luftforurening, kan vi reducere risikoen for lungekræft,” forklarer forskningsleder, professor Charles Swanton.

Også amerikansk kræft-gennembrud

Det britiske studie af luftforurenings udvikling af lungekræft er langtfra det eneste cancer-studie, som har fået forskere til at juble i den seneste tid.

Det amerikanske medicinalfirma Grail har med avancerede blodprøver i en test-population på godt 6.000 mennesker fundet 71 procent flere kræftformer, end vi normalt har mulighed for at blive scannet for.

Udover at det betyder flere kræftformer, som næppe var fundet uden blodprøven, så giver prøven også håb for, at folk med kræftmistanke kan blive undersøgt tidligere end i dag - og vi dermed kan forebygge sygdommen og dæmpe effekten.

Teknologien med blodprøven er stadig i sin vorden, og bliver testet med blandt andet det britiske sundhedsvæsen, hvor der til næste år kører en stortest med 165.000 deltagere.