Patienter med parkinson plages af rystelser, stivhed og langsomme bevægelser, og årsagen er mangel på signalstoffet dopamin.
Stoffet dannes i det område, som kaldes den sorte substans i centrum af hjernen.
Men hos parkinsonpatienter betyder en fejl på et protein kaldet alfa-synuclein, at dette protein ophobes i den sorte substans, og her bremser det dopaminproduktionen. Ingen ved, præcis hvorfor det sker.
Sygdommen diagnosticeres som regel først, når den er blevet svært invaliderende, og oftest udelukkende på baggrund af symptomerne.
Alfa-synuclein kan afsløre parkinson på et tidligt tidspunkt, men det kræver i dag en rygmarvsprøve, som er et forholdsvis voldsomt indgreb.
Forskerne fra Medical University of Innsbruck søgte en skånsommere diagnosticeringsmetode. Parkinsonpatienter oplever i et tidligt stadie af sygdommen ofte en nedsat lugtesans, og det fik forskerne til at undersøge, om proteinet kan spores i næsen.
Forskerne udtog en gruppe testpersoner, som var mistænkt for at have parkinson i et tidligt stadie, og hos ca. 44 pct. af testpersonerne lykkedes det at påvise det fejlbehæftede protein ved en næsetest.
Det betyder, at testen kan bruges som en første screening inden en nærmere undersøgelse.