Verden drejer rundt for øjnene af dig. Du sveder overalt på kroppen. Og hvis du laver bare en enkelt forkert bevægelse, vil du kaste op.
Følelsen af kvalme kan sættes i gang af alt fra køreture til kemoterapi. For nogle mennesker er den blot et forbigående problem, men for andre er det en kronisk lidelse, der overskygger hverdagen og forringer livskvaliteten.
Ud over selve ubehaget medfører kvalme også træthed og nedsat appetit, hvilket leder til vægttab. Og mavesyren fra hyppige opkast kan ødelægge både spiserøret og tænderne.
Trods kvalmens store udbredelse og til tider alvorlige konsekvenser har lægevidenskaben vidst overraskende lidt om lidelsen. Indtil nu.
For første gang har forskerne fundet kvalmens hemmelighed i hjernen – og de er allerede i fuld gang med at udnytte den banebrydende viden til at bekæmpe den ubehagelige lidelse.
Alle veje fører til kvalme
Kvalme er ikke en sygdom i sig selv, men er i stedet en samling af symptomer, som kan opstå af flere forskellige årsager. Symptomerne er ofte svimmelhed, ubehag og ondt i maven, mangel på appetit, sved, ufrivillig sammentrækning af musklerne omkring de indre organer og til sidst opkast.
Mere end 50 procent af kræftpatienter, som får kemoterapi, oplever kvalme som et alvorligt problem i deres sygdomsforløb.
For nogle udebliver opkastet dog, og det kan være endnu mere ubehageligt. Det skyldes, at vores hjerne udsender såkaldte endorfiner, efter at vi har kastet op. Endorfiner er stoffer, der gør os glade og veltilpasse, og at kaste op føles derfor ofte som en behagelig forløsning. Uden opkast udebliver endorfinernes lindrende effekt.
En række forskellige faktorer kan udløse kvalmen, og da hver faktor påvirker kroppen forskelligt, er vejen til kvalme ikke altid den samme.
Køresyge og svimmelhed påvirker fx hjernen gennem forstyrrelser på synsnerven og balancen, mens overspisning kan give kvalme ved at påvirke strækreceptorer i mavesækken.
Hvorfor kroppen reagerer på disse indtryk ved at frembringe kvalme, er ikke altid klart. I nogle situationer er følelsen dog fordelagtig. Ved at fremprovokere opkast kan kvalme, som opstår efter indtag af fx alkohol eller fordærvet mad, hjælpe kroppen med at begrænse skaden. Når vi kaster op, skiller vi os af med resterende giftstoffer i mavesækken, inden de bliver optaget i blodet.
Denne mekanisme er formentlig også årsagen til, at nogle typer medicin, fx til behandling af kræft eller diabetes, kan give kvalme – kroppen opfatter simpelthen medicinen som giftstoffer, der skal fjernes.
Kvalmens mange forskellige årsager er netop grunden til, at forskerne har haft svært ved at kortlægge ubehagets ophav. De har dog længe mistænkt et bestemt område i hjernen.
Hjernen får dig til at kaste op
Allerede i 1950’erne opdagede forskerne, at et hjernecenter ved navn area postrema var forbundet med kvalme. Og i 1980’erne viste forsøg, at elektrisk stimulering af centeret gav kvalmelignende symptomer hos mus. Omvendt resulterede skader på centeret i, at musene ikke kunne føle kvalme.
I dag ved forskerne, at area postrema sætter gang i kvalme, når centeret opfanger visse giftstoffer eller hormoner fra blodet. Det er ansvarligt for bl.a. graviditetskvalme, tømmermænd og kvalme i forbindelse med indtag af visse lægemidler – men ikke køresyge, som tilsyneladende opstår andre steder i hjernen.
Hjernecenterets evne til at reagere på stofferne i blodet skyldes dets placering. Det ligger i hjernestammens såkaldte fjerde ventrikel og er dermed uden for den del af hjernen, hvor blodkarrene er omkranset af blod-hjerne-barrieren. Denne barriere holder potentielt skadelige stoffer væk fra hjernecellerne – men stofferne kan altså godt nå ind til area postrema.
I hjernecenteret aktiverer stofferne et område kaldet CTZ – chemoreceptor trigger zone – der indeholder en lang række receptorer, som er følsomme over for stofferne. Herefter giver CTZ besked videre til resten af hjernen og kroppen, som sætter gang i kvalme og opkast.
Nerver gør kroppen klar til opkast
Hjernecenteret area postrema fremtvinger opkast – men inden da hjælper det kroppen med at forberede sig på den kommende stormflod af madrester og syre fra mavesækken.
1. Giftstoffer giver kvalme i hjernen
Kvalme kan bl.a. opstå ved indtag af visse giftstoffer, fx alkohol. Stofferne optages i blodet og transporteres til hjernen. Her aktiverer de særlige receptorer på overfladen af nervecellerne i kvalmecenteret area postrema.
2. Nerver forbereder kroppen på syre
Area postrema aktiverer nerver, som forbereder kroppen på, at den snart skal kaste op; bl.a. øger nerverne produktionen af spyt, som kan neutralisere mavesyre i munden. Luftrøret lukkes også af, så opkast ikke kan trænge ind.
3. Muskler presser mavens indhold op
Når kroppen er klar, sætter area postrema gang i det såkaldte sympatiske nervesystem, som får musklerne omkring mavesækken til at presse opkast op. Derudover øges pulsen, kropstemperaturen stiger, og svedkirtlerne aktiveres.
Flere typer medicin mod kvalme virker i dag ved at blokere receptorer i CTZ. Problemet er, at der er mange forskellige receptorer, og medicinen rammer ikke altid den receptor, som giver patienten kvalme. Desuden findes receptorerne andre steder i kroppen, hvor de tjener vigtige formål, som ikke er relateret til kvalme, og dermed kan medicinen give uheldige bivirkninger.
Nye typer medicin er derfor stærkt tiltrængte. Heldigvis har forskerne nu afdækket et hidtil ukendt svagt punkt i kvalmens biologi, der kan blive afgørende i kampen mod lidelsen.
Ny teknik afslører vigtig detalje
Kvalmecenteret area postrema er lille og ligger dybt inde i hjernen – derfor er det svært at undersøge. Men i 2021 lykkedes det en forskergruppe fra Harvard Medical School at blive væsentlig klogere på den lille klump af hjerneceller – takket være en banebrydende, ny metode.
Forskere fjernede omhyggeligt hjernecenteret fra mus og undersøgte det derefter med en teknik, som på engelsk hedder single-nucleus RNA sequencing, dvs. aflæsning af rna fra en enkelt cellekerne.
Rna’et er en slags kopi af de aktive gener i cellekernen og fungerer som arbejdstegning for cellens proteiner. Ved at aflæse rna’et kan forskerne altså se, hvilke proteiner cellen bygger. Proteinerne er cellens arbejdere, og sammensætningen af proteiner afslører, hvad cellen kan og gør.
Undersøgelsen viste, at area postrema indeholder to meget forskellige typer nerveceller.
Forskere fra Harvard har opdaget to forskellige typer nerveceller i hjernens kvalmecenter. Den ene type sætter gang i kvalmen (hvid), den anden hæmmer kvalme (rød).
Den ene gruppe af celler sætter gang i kvalmen, mens den anden gruppe er i stand til at hæmme den første og dermed forhindre ubehaget.
Opdagelsen fik Harvard-forskerne til at følge op med endnu et forsøg i 2022 – denne gang med et lægemiddel, som kan vise sig at have et stort potentiale.
Nye lægemidler er på vej
Forskerne gav først en gruppe forsøgsmus vand, som var tilsat et stof, der sætter gang i kvalme. Den ubehagelige følelse fik musene til at undgå vandet.
En anden gruppe mus fik vand, som indeholdt samme stof, men hvor forskere samtidig havde tilsat hormonet GIP, der aktiverer de kvalmehæmmende nerveceller.
Forsøget var en succes. GIP modvirkede effekten af det kvalmefremkaldende stof i vandet, og den anden gruppe forsøgsmus drak gladeligt af vandet – uden tegn på kvalme.
Resultaterne er opløftende, fordi de baner vejen for en helt ny strategi i kampen mod kvalme. Før forsøgte forskerne sig primært med lægemidler, der blokerer specifikke receptorer på de nerveceller, som sætter gang i kvalmen. Men hver enkelt receptor er kun involveret i nogle enkelte typer kvalme, og mange patienter har derfor ingen gavn af midlerne.
Ved i stedet at stimulere de nerveceller, der hæmmer kvalmen, behøver lægerne kun et enkelt middel mod alt fra tømmermænd og graviditetskvalme til kvalme i forbindelse med fx kemoterapi.
Den eneste type kvalme, som Harvard-forskernes nye våben ikke kan ramme, er køresyge. Men deres fremgangsmåde med at nærstudere hjernens enkelte nerveceller vil måske også snart kunne afdække køresygens hemmeligheder – og afsløre, hvordan alle de forskellige former for kvalme er koblet sammen i hjernen.
Når det sker, vil forskerne endelig kunne udvikle et helt igennem universelt middel, der kan bruges af alt fra kræftpatienter til folk, der får det dårligt under køreturen.