Udåndingsluften får væsken til at boble – deraf navnet – mens eventuelle viruspartikler reagerer med enzymer. Reaktionen omdanner virussens arvemateriale, rna, til dna, gennem en proces kaldet revers transskription.
Prøven bliver efterfølgende analyseret i eksisterende PCR-maskiner, der gennem opvarmning og nedkøling opdyrker prøvens indhold af virus-dna. Svaret er klar efter ca. to timer.
Bobleren giver et konkret billede af koncentrationen af viruspartikler i halsen og lungerne og dermed, hvor meget en person smitter. Modsat kan de nuværende PCR-tests ikke skelne mellem, om en person aktuelt smitter eller om vedkommende tidligere har haft COVID-19 og derfor stadig har virusrester i svælget.
I forskernes forsøg på 70 patienter viste metoden desuden flere fordele, sammenlignet med spyt- og slimprøver fra tungen og mundhulens bagvæg:
- Bobleren kan bedre vise, om infektionen er i lungerne og dermed advare om et potentielt alvorligt forløb.
- Opfindelsen kan vise viral load – hvor meget virus, der er i kroppen.
- Metoden kan afsløre hvilken SARS-CoV-2-variant, der forårsager sygdommen. Normalt kræves der en yderligere kortlægning af virussens arvemasse for at bestemme varianten.
Udåndingstest kan tages hjemme
Bobleren er stadig langt fra masseproduktion, men hvis de første resultater holder stik, kan opfindelsen ændre vores sameksistens med coronavirus.
I forsøgene undersøgte forskerne fx muligheden for at bruge The Bubbler i udluftningsanlæg. Forsøgene viste, at Bobleren også på afstand kunne opfange SARS-CoV-2 som mikroskopiske dråber i luften.
Forskerne håber, at Bobleren på sigt kan medvirke til at opfange smitterisiko på arbejdspladser eller følge spredningen af varianter i det offentlige rum.
Fordi metoden er stabil og kan modstå temperaturudsving, kan en test med Bobleren i teorien tages derhjemme og efterfølgende afleveres til analyse.
Forskerne har ansøgt de amerikanske sundhedsmyndigheder om hastebehandling af en godkendelse af Bobleren. Hvis alt går vel, kan de første pustetests være på markedet om et halvt år.