Shutterstock

Ny spray beskytter overflader mod coronavirus i tre måneder

Knapper, håndtag og toiletter i det offentlige rum kan blive betydeligt sikrere at benytte takket være en ny spray, der uskadeliggør coronavirus med små, desinficerende nanobomber i op til 90 dage.

Grundlæggende set tegner der sig tre veje mod en coronafri tilværelse: Vi isolerer os fra hinanden, vi smitter hinanden og opnår flokimmunitet – eller vi udvikler en vaccine. Det første kan ikke blive ved for evigt og de to sidste har lange udsigter.

Heldigvis leverer videnskaben hele tiden nye resultater, der ganske vist ikke udrydder truslen, men kan være et skridt på vejen ud af krisen.

Seneste skud på stammen er en spray kaldet Multilevel Antimicrobial Polymer eller MAP-1 spækket med nanopartikler, udviklet af forskere på Hong Kong University of Science and Technology, HKUST.

Sprayen kan sprøjtes på alle overflader i offentlige rum, hvor den inaktiverer coronaviruspartikler og forhindrer dem i at hænge fast på håndtag, elevatorknapper, gelændre og toiletter i op til 90 dage.

VIDEO: Nanospray beskytter allerede skoler og plejehjem i Hong Kong:

Video

Nanokapsler nedbryder viruspartikler

MAP-1 virker på overflader som metal, beton, træ, glas og plastik, læder og tekstiler ved at efterlade en belægning, der indeholder millioner af nano-kapsler med desinficeringmidler i. Kapslerne består af varmefølsomme molekyler – polymerer – der selv efter belægningen er tørret, frigiver indholdet fx ved berøring.

Indholdet er ikke-skadeligt for huden, men virker ved at nedbryde den såkaldte membrankappe, så viruspartiklerne bliver inaktiveret og mister deres evne til at inficere. Samtidig forhindrer belægningen viruspartiklerne i at sidde på overfladen.

Den nye sprøjte-belægning indeholder millioner af mikroskopiske nano-kapsler, der desinficerer og inaktiverer coronavirus-partikler i hele tre måneder.

© Hong Kong University of Science and Technology

Ligesom håndsprit praler sprayen med at kunne inaktivere 99,9 procent af mikroberne – herunder de mest modstandsdygtige vira, bakterier og sporer. I forsøg på to hospitaler reducerede sprayen fx antallet af antibiotikaresistente bakterier på afdækningsgardiner med 98,7 procent i tre uger.

Spray beskytter det offentlige rum

Ifølge World Health Organization smitter coronavirus primært via dråber fra host og nys fra syge med symptomer på sygdommen. Typisk kræver smitten tæt kontakt, men undersøgelser har vist at smitten også kan overføres via overflader.

Her kan opfindelser som MAP-1 medvirke til at gøre det offentlige rum sikrere at færdes i, ved at sikre langvarig desinfektion af de kontaktpunkter, der hyppigt berøres.

Desuden vokser beviserne på, at luftbåren overførsel med ultrafine partikler kaldet aerosoler, der hænger i luften, også er muligt.

Andre forskere knokler for let og enkelt at holde det offentlige rum coronavirusfrit vha. andre redskaber. Fx er små LED-pærer med desinficerende UV-lys på vej, der kan slå til, når fx delebiler holder uden passagerer.

MAP-1-sprayen har været under udvikling i ti år, og er det seneste år blevet klinisk testet. Nu er produktet blevet godkendt til privat salg og rammer hylderne i Hong Kong i løbet af den næste måned.

Prisen i Hong Kong vil ligge mellem 70 og 220 kroner for 50 eller 200 milliliter spray.

Toiletter kræver særlig desinficeringsindsats

Små, tætte rum som omklædningsrum og offentlige toiletter kan være et hotspot for smittespredning med coronavirus, viser en undersøgelse. Foruden de mange håndtag og knapper, som mange dagligt berører, tyder forskning også på, at viruspartikler fra afføring hænger i luften.

© Shutterstock

Skyl hvirvler virus op

Hos nogle patienter kan coronavirus spores i afføringen. Når toilettet skyller, kan vandet hvirvle små dråber med viruspartikler op og potentielt sprede sygdomme i luften.

© Shutterstock

Bræt indkapsler smitte

Undersøgelser har vist, at antallet af bakterier i luften fra syge patienters afføring, er 12 gange lavere 90 minutter efter skyl, hvis brættet er slået ned.

© Shutterstock

Udluftning mindsker risiko

Spor efter coronavirus i luften er blevet fundet på toiletter, mens større og mere ventilerede rum ikke havde spor. Udluftning på badeværelser tyder dermed på at være vigtig.

© Shutterstock

Overflader kræver hyppig rengøring

Fra toilettets trykknap er der risiko for såkaldt fækal-oral smitte. Derfor bør toilettet rengøres hyppigt og grundigt.