Shutterstock

Nye tests bekræfter coronavirus på 15 minutter

Corona-virussets spredning kan stoppes, hvis vi tester og isolerer smittede, siger WHO. Nye, hurtige tests skal bane vejen for at udpege og bryde smittekæderne.

"Vi kan ikke stoppe denne pandemi, hvis vi ikke ved, hvem der er smittet. Vi har et simpelt budskab til alle lande: test, test, test. Test alle mistænkte tilfælde". Sådan lød det fra Verdenssundhedsorganisationen WHO's generaldirektør Tedros Adhanom Ghebreyesus på et pressemøde 16. marts.

Udtalelsen faldt efter flere lande har skiftet strategi i kampen mod coronavirus og i vid udstrækning er stoppet med at teste og inddæmme den syge del af befolkningen for i stedet at afbøde smittespredningen og behandle alvorligt syge.

Én af årsagerne til, at få bliver undersøgt for sygdommen, er, at et testsvar er både tids- og ressourcekrævende. Men det vil en stribe af simple, hurtige testkits fra fx MIT-firmaet E25Bio og en række andre medicinalfirmaer i fx USA , Sydkorea og Irland nu råde bod på.

Nuværende test kræver dyrebar tid

Den nuværende metode til at teste potentielle COVID-19-patienter hedder realtids-PCR.

Testen fungerer ved, at en slimprøve tages fra næsen eller halsen med en podepind. Prøven placeres i små reagensglas i en maskine, der kopierer det genetiske materiale. Hvis prøven indeholder virusset, vil opformeringsprocessen afsløre dets tilstedeværelse.

Men PCR-testen varer mellem to og 48 timer, et sikkert resultat kræver gode, nedkølede prøver fra næse og svælg, og maskinerne bruger sjældne råmaterialer, som bliver tiltagende svære at fremskaffe.

Derudover er der et stort problem at udpege hvem, der skal testes, da mange bærer sygdommen uden at udvise symptomer.

En dråbe blod afslører diagnosen

Bølgen af nye, hurtige testkit er bygget op som en avanceret graviditetstest og giver resultater på 10-20 minutter.

Fremfor podninger bruger de små tests en dråbe fortyndet blod, som dryppes ned i den ene ende og rejser via fine, forgrenede kar gennem testkassetten.

Hvis patienten bærer virusset, vil blodprøven indeholde bestemte antistoffer – Immunoglobulin M og Immunoglobulin G – der på vej gennem testen reagerer med partikler dækket med COVID-19-antigener. Partiklerne kobler sig til antistofferne, og miksturen fortsætter til en eller flere teststreger, hvor den reagerer med andre indlejrede antistoffer, som i så fald fx vil skifte farve og afsløre et positivt resultat.

De hurtige tests vil særligt være brugbare i situationer, hvor testpersonen endnu ikke udviser symptomer.

Ny test skal sikre læger og sygeplejersker i frontlinjen

Hurtige tests fra fx medicinalfirmaet BioMedomics i USA har allerede været brugt i brede screeninger i Kina, men lige nu afventer de nye tests at blive hastegodkendt af sundhedsmyndighederne. Dermed vil de kunne bruges som et klinisk våben til hurtigt og let at stille diagnosen.

De hurtige tests er ifølge producenterne lige nu kun 90 procent sikre og er derfor ikke tiltænkt hjemmebrug, pga. risikoen for en falsk negativt resulatat. I første omgang skal de hjælpe med at sikre at sygehuspersonalet i frontlinjen og andre nøglepersoner, er fri for COVID-19.