I december 2019 spredte en hidtil ukendt virus sig fra den kinesiske millionby Wuhan til resten af Kina.
Siden da har virussen bredt sig med lynets hast. I dag har den såkaldte ny coronavirus infiltreret mere end 170 af verdens lande og krævet tusindvis af ofre på sin vej.
Her får du et visuelt overblik over virussen med, hvad vi ved på nuværende tidspunkt.
Hvad er coronavirus?
Den nye coronavirus, SARS-CoV-2, er en smitsom luftvejsvirus, som har spredt sig fra Kina til hele verden.
Sygdommen, som forårsages af coronavirus, hedder COVID-19. Den er særligt smitsom og farlig, fordi den ikke tidligere er registreret hos mennesker.
Hvor opstod coronavirus?
Virussen er sandsynligvis blevet overført fra et smittet dyr til et menneske på et kinesisk dyremarked i Wuhan.
En smitteoverførsel som denne er set før. Forskere mener fx, at 'ældre' coronavirusser som MERS og SARS oprindeligt stammer fra hhv. kameler, flagermus eller fugle.
Coronavirus bruger proteiner til at invadere vores celler
Coronavirus skal trænge ind i vores celler for at inficere et menneske. Og nye undersøgelser viser, at virussen er cirka 10 gange mere effektiv til at binde sig fast til vores celler end fx SARS-virussen.

1. Særligt protein åbner vores celler
Det er det såkaldte 'spike-protein' på overfladen af coronavirus, der gør den til en mester i at invadere kroppen. Spike-proteinet fungerer nemlig lidt ligesom en universalnøgle, der kan åbne op for vores celler.

2. Virus spreder sit RNA
Når virussen er trængt ind i vores celler med hjælp fra spike-proteinet, spreder den sit arvemateriale – RNA. Dernæst bruger virussen vores celle som en slags fabrik til at masseproducere sig selv. Og så bliver vi syge.
Hvordan smitter virussen?
Coronavirus er dråbebåret og smitter typisk gennem kroppens slimhinder i næse, mund og øjne – fx via et nys eller kys.
Reproduktionsraten for COVID-19 er på omkring 1:2,5. Det betyder, at patienter med COVID-19 gennemsnitligt smitter 2 til 2,5 andre personer.
Smitten spreder sig som ringe i vandet fra én smittebærer:

Én smittet med coronavirus smitter 2,5 personer. 10 personer med COVID-19 smitter altså 25 personer, som dernæst smitter 62,5 personer og så videre. Med flokimmunitet vil langt færre kunne give sygdommen videre.
En ganske almindelig sæsoninfluenza har en reproduktionsrate på omkring 1,1 personer – altså mindre end halvdelen af den nye coronavirus.
Inkubationstiden for COVID-19 er på to til 12 dage. De fleste udvikler allerede symptomer mellem fem og syv dage efter smitte.
Hvad er symptomerne?
Verdenssundhedsorganisationen WHO vurderer, at COVID-19 giver milde symptomer i 80 procent af smittetilfælde. 15 procent af de smittede får svære symptomer, og 5 procent får så kritiske symptomer, at de må indlægges på hospitalet.
Et fåtal vil slet ikke have symptomer.
COVID-19 kan godt minde lidt om en influenzasygdom, hvis man har symptomer i den milde ende.
5 typiske symptomer på COVID-19
En undersøgelse af 55.924 bekræftede tilfælde af coronavirus viser de mest typiske symptomer på COVID-19.

1. Feber (87,9 %)

2. Tør hoste (67,7 %)

3. Træthed (38,1 %)

4. Vejrtrækningsbesvær (18,6 %)
Hvad er dødeligheden?
Verdenssundhedsorganisationen WHO estimerer, at 3,4 procent af alle smittede med COVID-19 dør af sygdommen.
Estimatet er foretaget på baggrund af de kendte tilfælde af sygdommen, men da mange har så milde symptomer, at de aldrig bliver testet og rapporteret, er det reelle tal sandsynligvis markant lavere.
I en undersøgelse publiceret i tidsskriftet The Lancet vurderer et forskerhold fra Imperial College London således, at dødeligheden i Kina med alle smittede indberegnet – kendte såvel som ukendte tilfælde – ligger på 0,66%. I en anden undersøgelse, når forskerne frem til, at dødeligheden blandt alle smittede i Storbritannien kan ligge på omkring 0,9%.
Forskerne fra Imperial College London har også forsøgt at beregne den procentvise dødelighed blandt forskellige aldersgrupper i Kina – igen ved at indregne deres bedste bud på det samlede antal smittede.
Dødelighed fordelt på aldersgrupper:

Dødeligheden er beregnet af forskere ved Imperial College London ud fra en vurdering af samtlige smittede på det kinesiske fastland – ikke alene ud fra de bekræftede smittetilfælde.
Ifølge en italiensk undersøgelse af corona-dødsfald har omkring 99 procent af de omkomne andre sygdomme som diabetes eller hjertesygdom.
Samme undersøgelse viser, at de døde har en gennemsnitsalder på 79,5 år.
Hvor mange bliver syge?
Sundhedsstyrelsen vurderer, at coronavirus vil bide sig fast i mere end halvdelen af den danske befolkning på sigt.
De mange smittede kan resultere i en voldsom overbelastning af vores sundhedssystem, som kan have dødelige konsekvenser til følge. Både for patienter med COVID-19, men også for andre alvorligt syge.
Derfor har regeringer rundt om i verden allerede lavet forebyggende tiltag som selvisolation og nedlukning af grænser.
Spredning af coronavirus uden tiltag som bedre hygiejne og social distancering:

- Hvis man ikke afbøder spredningen af coronavirus i samfundet, risikerer man, at antallet af smittede overstiger sundhedsvæsnets kapacitet.
- De grå hoveder repræsenterer indlagte på hospitalerne med andet end coronavirus.
- Modellen hviler på handlingsplaner udarbejdet hos de amerikanske sundhedsmyndigheder CDC.
Hvis de forebyggende tiltag virker, kan antallet af smittede spredes over længere tid. Således kan sundhedsvæsnet bedre følge med i udviklingen og behandlingen af de smittede.
Spredning af coronavirus med tiltag som bedre hygiejne og social distancering:

- Hvis man forsøger at afbøde spredningen af coronavirus i samfundet, kan man gøre sig forhåbninger om at holde antallet af smittede under sundhedsvæsnets maksimale kapacitet.
- De grå hoveder repræsenterer indlagte på hospitalerne med andet end coronavirus.
- Modellen hviler på handlingsplaner udarbejdet hos de amerikanske sundhedsmyndigheder CDC.
Hvad kan vi selv gøre?
Der er heldigvis mange ting, du selv kan gøre for at undgå at sprede coronavirus.
WHO anbefaler følgende:
- Vask ofte hænder og brug gerne desinficerende håndsprit.
- Undgå at røre ved øjne, næse og mund, da viruspartikler kan overføres til dine sårbare slimhinder.
- Dæk næse og mund, når du nyser.
- Hold mindst 1 meters afstand til mennesker. Bliv helst hjemme.
- Bliv ALTID hjemme, hvis du føler dig småsyg.
- Tag kontakt til din læge på telefon, hvis du oplever symptomer på coronavirus.
Forskning viser, at coronaviruspartikler kan hænge i luften i op til tre timer efter et nys. Og så kan virussen overleve op til tre dage på plastikoverflader og rustfrit stål.
God hygiejne og afstand er derfor nødvendig, så vi kan passe godt på hinanden.