Shutterstock

Sådan undgår du coronavirus i dit hjem

En lunken, opvredet karklud er ikke nok til at holde coronavirus fra døren. Men med en kombineret indsats af rengøring og desinficering kan du let fjerne viruspartiklerne fra hjemmets overflader.

Den nye coronavirus holder netop nu store dele af verdens befolkning inden døre.

Karantænereglerne skal nedbringe risikoen for smitte i det offentlige rum, men inden for hjemmets fire vægge er det op til den enkelte at beskytte sig mod viruspartikler, der finder ind via fx håndflader eller overtøj.

Ved at justere dine daglige rengøringsvaner i hjemmet en anelse kan du ruste dig selv bedst muligt til at blive én af dem, der undslipper smitten.

GUIDE: Sådan holder du hjemmet virusfrit

Familiemedlemmer smitter hinanden

Efter grundige undersøgelser har verdens sundhedsmyndigheder afdækket, i hvor høj grad smitte bliver spredt mellem familiemedlemmer i hjemmet, og hvordan den begrænsede plads fx påvirker sygdommens alvorlighed.

Meldinger fra Kina tyder fx på, at viruspartiklerne primært spreder sig gennem familiemedlemmer og nære kontakter – og i mindre høj grad gennem smittespredning i samfundet via fx busser og butikker.

En metaundersøgelse af smittekæder, der involverer 75.000 personer, har vist at beboere i en husstand har 16,6 procents risiko for at blive smittet, hvis én i huset får COVID-19.

En mindre amerikansk undersøgelse har imidlertid vist en langt højere smitterisiko i hjemmet på 53 procent.

Ifølge tal fra de tyske sundhedsmyndigheder er hjemmet overordnet set det sted, hvor flest smittetilfælde opstår: De udgør op mod halvdelen af tilfældene.

Derfor anbefaler amerikanske sundhedsmyndigheder, at en coronapatient om muligt bliver isoleret i ét rum i hjemmet, straks ...

  • efter COVID-lignende symptomer melder sig.
  • efter en test taget pga. forhøjet mistanke om smittefare.
  • efter et positivt testsvar.

Patienten bør ikke dele toilet med andre i husstanden og god hygiejne – herunder hyppig håndvask, rengøring og afspritning af særligt de udsatte kontaktflader og udluftning – skal sikre, at smitten bedst muligt undgås.