Til kamp mod dræbervirussen – med 102 års mellemrum

I de mere end 100 år, der er gået siden 1918, har kloden været forskånet for en dræbende pandemi.

Dengang uddøde den såkaldte spanske syge af sig selv efter at have dræbt op imod fem pct. af klodens befolkning. Men i 2019 blev spiren lagt til en ny grusom pandemi, som nu lammer hele verden.

I dag kan virus spredes lynhurtigt med fly og ramme Jordens 550 millionbyer på få uger.

Med samme dødelighed som den spanske syge, ville coronavirus koste 200 millioner menneskeliv. Men så galt går det ikke.

Den nye coronavirus og den spanske syge udvikler sig nemlig helt anderledes, og vigtigst af alt: Menneskeheden er i dag en langt mere potent modstander.

100 års lægevidenskab og moderne teknologi har gjort os klar til at tage kampen op mod selv den mest ondskabsfulde dræbervirus.

I midten af juli bringer avisen Times of India en advarsel: “Sygdommen spredes hovedsageligt gennem inficeret sekret fra næse og mund. For at undgå smitte bør man holde sig væk fra steder med mange mennesker, som fx markeder, teatre og overfyldte jernbanevogne. Den bedste kur er at gå i seng og ikke bekymre sig”.

Nyttige anvisninger for Indiens britiske overklasse.

Men ubrugeligt for de millioner af indere i landets kaotiske storbyer, som er de virkeligt udsatte.

De er tvunget til at sove og arbejde tæt, de kan ikke tage en fridag. Og ikke læse avisen.

Virusspredningen er på dette tidspunkt blot nogle måneder gammel. Den første smittede menes at være Albert Gitchell, som var kok på en kasserne i Kansas i USA, og som blev syg i marts.

Fra de amerikanske militærlejrer spreder smitten sig hurtigt til Europa og videre endnu. Første Verdenskrig raser, og selv om smittebærere må rejse med damper, tog og droske, når den spanske syge verden rundt i løbet af foråret.

I de første måneder ser myndighederne passivt til, og aviserne følger trop. Verden har overlevet flere andre dødelige epidemier, og troen på, at vi nok skal klare den, er stor.

Læger, som foreslår at aflyse sammenkomster og nyse i hånden i stedet ud i det fri, bliver hånet og latterliggjort, men efterhånden som tusinder og atter tusinder dør, går alvoren op for alle.

Og det er stadig sommer. Influenza rammer normalt først i løbet af efteråret.

Hvad der er den egentlige årsag, ved ingen.

Er det et biologisk våben, tyskerne har opfundet? Stammer den fra rådnende lig i de uhumske skyttegrave? Eller er forklaringen loppebid eller beskidt vand?

Omkring 8. december 2019 får en håndfuld kinesere nogle uforklarlige influenzalignende symptomer. De har besøgt fiskemarkedet Huanan, hvor der ud over fisk også sælges “bushmeat”-specialiteter som fx bæltedyr, flagermus og hulepindsvin.

Smitten med coronavirus eller Severe Acute Respiratory Syndrome Corona Virus 2 - SARS-CoV-2 - kan spores tilbage til dette marked i millionbyen Wuhan.

Her er virussen formentlig muteret fra et dyr, og fra det farverige epicenter har den siden spredt sig til mennesker i hele verden.

I løbet af december konstaterer læger i Wuhan, at flere smittes med “lungebetændelse med ukendt årsag”, og inden året er omme er tusinder smittet.

Nøjagtig som 102 år tidligere tøver myndighederne og lader virusen sprede sig, men denne gang er lægerne langt bedre rustet end deres oldeforældre.

Med skarpe elektronmikroskoper kan de direkte se virus, som måler blot en tusindedel af et hovedhår i diameter, og i løbet af januar 2020 ved virologer verden over præcis, hvad det er for en virus, som spreder sig.

Den tilhører gruppen af virusser som kaldes corona - navngivet efter de blomsterlignende “kroner” af protein, som sidder på overfladen. Den stammer formentlig fra flagermus og den har de tre egenskaber, som kan gøre den til en verdensomspændende katastrofe:

• Virussen er meget smitsom.
• Den påfører offeret en svær, endog dødelig sygdom.
• Og den er fuldstændig ukendt for det menneskelige immunforsvar, så alle kan blive ramt og bære smitten videre.

Hvis ikke den nye coronavirus skal dræbe millioner, skal smitte hurtigst muligt bremses, så forskerne kan vinde tid til at udvikle en vaccine.

Ingen ved, at den spanske syge er en virus. De bedste optiske mikroskoper kan akkurat se bakterier, men virus er 1000 gange mindre, og organismer i den størrelse er umulige at få øje på. Men konsekvenserne af at blive smittet, står hurtigt klar.

Fra at være helt rask bliver man i løbet af måske blot en halv time så syg, at man hverken kan stå eller gå. Og mens man ligger svækket i ugevis har andre sygdomme frit spil.

Hvis lungebetændelsen rammer, er der ingen kur, og døden den mest sandsynlige udgang.

Henover sommeren hærger smitten verden over. Bagefter er det som om, den slipper sit tag. I august og september er næsten ingen syge, men i efteråret går det helt galt.

Ingen har det fulde overblik over, hvor mange som smittes, og hvor mange som dør, men der er tale om millioner.

I velstillede lande findes kun et meget beskedent sundhedsvæsen, og i fattige lande når advarsler om at forebygge smitte slet ikke frem, før det er for sent.

For at lindre de ramtes lidelse står samfundet sammen.

De raske går fra sygeseng til sygeseng for at opmuntre, uden at ane, at de tager smitten med videre - indtil de selv bliver ramt.

Værst af alt, rammer smitten dem, som burde være stærkest. Unge mennesker på 20-30 år, som ellers aldrig er syge, får pludselig feber, dør og efterlader deres småbørn til en uvis skæbne.

For at forberede sig på den næste katastrofe, har forskerne gennem 100 år forsøgt at lære så meget som muligt om pandemien i 1918.

I 1997 lykkedes det den pensionerede patolog Johan Hultin at grave ofre for den spanske syge op af permafrosten og tage vævsprøver ved byen Brevig Mission i det vestligste Alaska.

Få år senere havde biologer kortlagt den gamle virus i alle detaljer, men det er stadig lidt af en gåde, hvorfor unge, raske mennesker blev så hårdt ramt.

En forklaring kan være, at sygdommen fremkaldte en såkaldt cytokinstorm.

Kroppens immunforsvar går til angreb på den fremmede virus, helt som det skal. Men virussen er så fremmedartet, at immunforsvaret vender sig mod patienten selv. Et stærkt immunforsvar vendes fra at være en styrke til en svaghed.

Den nye coronavirus er dna-sekventeret få uger efter epidemiens udbrud, og intet tyder på, den forårsager en cytokinstorm.

De fleste smittede er ganske vist mænd i 40-årsalderen men blandt dødsofrene er ældre mennesker med et svagt immunforsvar, hjerteproblemer eller andre eksisterende sygdomme langt den største gruppe - nøjagtig som det gælder for en almindelige sæson-influenza.

Til forskel fra situationen for 102 år siden, er det i dag muligt at indlægge de mest syge på moderne hospitaler med en høj hygiejne, sænke deres feber med medicinske præparater, hjælpe deres vejrtrækning med respiratorer og slå en evt. tilstødende lungebetændelse ned med antibiotika.

Men hvis alle bliver ramt samtidig, bryder sundhedsvæsenet sammen, og der er ikke senge nok til alle alvorligt syge.

Derfor har det mange steder været en høj prioritet at bremse smittespredningen, og her har tv og internettet været af afgørende vigtighed.

For ikke at overbelaste sundhedssystemet har myndigheder valgt den strategi at flade smittekurven så meget som muligt ud.

Det kan kun gøres ved fx at lukke skoler og forbyde større forsamlinger, og med digitale medier kan det budskab på få minutter spredes til millioner af borgere - langt mere effektivt, end hvis notitser i dagblade og plakater på torvet var eneste kommunikationskanal.

At ikke alle efterlever strategien er imidlertid et problem, som det stadig ikke helt er lykkedes at tackle.

Efter et horrible efterår stilner smitten igen af i slutningen af året. Da den vender tilbage i løbet af 1919 smittes langt færre, men på dette tidspunkt er hele landsbyer og mindre øsamfund også stort set udslettet af den spanske syge.

I stillehavskolonien, som kaldes Tysk Samoa, er op imod hver tredje indbygger taget af influenzaen.

De nordiske lande slipper forholdsvis mildt, og i Danmark dør “kun” omkring 15.000.

Rundt omkring findes isolerede øer, som helt undgår sygdommen. Amerikansk Samoa - lige ved siden af ragnarokket på Tysk Samoa - er fx været fuldstændig lukket af, og ikke en eneste person er konstateret smittet.

I de ramte områder ånder de overlevende efterhånden lettet op, men efterlades med et kaos.

Millioner af døde forsørgere og forældreløse børn. En økonomi, som ligger i ruiner efter en verdenskrig og en pandemi.

Et samfund som skal bygges op igen.

Vi har haft mere end 100 år til at forberede os på et globalt angreb fra en smitsom, alvorlig og ukendt virus.

Lige nu står vi midt i krigen, og det er umuligt at sige, hvor mange menneskeliv den nye coronavirus kommer til at koste.

Før eller siden vil den formentlig dø ud af sig selv. Det er ikke usædvanligt, at vira muterer til mindre farlige varianter og mister deres styrke, efterhånden som værterne for den mere potente variant dør ud.

Lægerne har naturligvis ikke tænkt sig at vente på, at pandemien bare forsvinder, så forskere verden over arbejder i internationale teams for hurtigst muligt at finde en effektiv vaccine. Og vi har allerede nu to meget lovende kandidater.

Den 9. november offentliggjorde den amerikanske medicinalvirksomhed Pfizer og det tyske bioteknologiselskab BioNTech, at deres vaccine beskytter op mod 90 procent mod smitte med coronavirus.

Mindre end en uge efter kom det amerikanske biotech-firma Moderna med en lignende meddelelse - deres vaccine har en effektivitet på 95 procent.

Begge vaccinekandidater har afsluttet deres sidste kliniske forsøg på mennesker - de såkaldte fase 3-forsøg. Der er dog stadig et pænt stykke vej før, coronavirus er under kontrol.

• Al data fra fase-3-forsøgene fremlægges
• Lægemiddelstyrrelser skal analysere data og godkende vaccinerne
• Vaccinerne skal produceres og distribueres
• Effektivitet og evt. bivirkninger skal fortsat følges nøje
• Coronavirussens mutationer skal fortsat overvåges

Lige nu er vi i det, som mange forskere anser som den anden bølge, og ifølge modeller kommer vi nok til at leve med coronavirus frem til sommeren 2021.

Men når coronavirussen en dag er ovre, står vi stærkere end vi gjorde efter den spanske syge.

Regeringer har afsat gigantiske summer til at sikre, at verdensøkonomien måske nok står i tomgang nu, men ikke går i står.

Og med den viden om beredskab og behandling, som vi har fra corona-pandemien er vi endnu bedre forberedt, når en ny dræbervirus igen rammer om 12, 60 eller 102 år.