Vaccine skal kurere herpes

Den afsluttende eksamen er kun et par dage væk, og tanken om det forestående møde med lærer og censor omkring det grønne bord har i flere uger givet uro i hele kroppen.

Som om det ikke er nok, begynder det nu også at klø og svie på overlæben, og efter få timer bryder små, røde hævelser og væskefyldte blærer frem.

Om et til to døgn vil blærerne briste og udskille en klar eller mælkeagtig væske.

Timingen er irriterende perfekt, for netop som det er tid for den mundtlige eksamen, vil de bristede blærer have efterladt en række åbne sår, der ligner små kratere med en gullig kant omkring randen.

De er ømme og ubehagelige og styrker ikke selvtilliden, når eksamensspørgsmålet er trukket.

Omkring to tredjedele af befolkningen kender fornemmelsen, for de er med jævne mellemrum plaget af såkaldte forkølelsessår, som typisk bryder frem i stressede perioder, eller når immunforsvaret er svækket, fx når man er forkølet – deraf navnet forkølelsessår.

Andre har nøjagtigt de samme symptomer i skridtet, hvor blærerne bryder frem omkring kønsorganerne.

I begge tilfælde skyldes udbruddene forskellige udgaver af én virus: herpes simplex-virus eller blot HSV.

Virussen undgår immunforsvaret og flytter ind i kroppens nerveceller som en uvelkommen gæst, der aldrig flytter ud igen.

Fra tid til anden går virussen i et såkaldt udbrud, som giver blærer på den ramte kropsdel. Personer med et svagt immunforsvar får hyppigere udbrud af de væskende sår.

Hidtil har herpes været nærmest umulig både at undgå og kurere, men en vaccine tegner lovende i dyreforsøg.

Den angriber tre slags proteiner på virussens overflade og holder de små plager ude af kroppens celler. Samtidig giver vaccinen kroppens immunforsvar et våben, så de små viruspartikler kan bekæmpes.

Håbet er, at vaccinen kan gøre mennesker immune over for smitte og kurere de personer, som bærer virussen.

Af de over 130 forskellige typer af herpesvirus, der findes, kan ni af dem inficere mennesker.

Heraf er de to herpes simplex-virus, HSV-1 og HSV-2, blandt de mest udbredte og genstridige.

HSV-1 inficerer primært hudceller omkring læberne og giver forkølelsessår, mens HSV-2 oftest angriber huden omkring kønsorganerne og anus, hvor den medfører herpes genitialis.

HSV er aggressiv i hudceller

De to forskellige virus holder hinanden i skak, så hvis du er inficeret med den ene udgave af HSV, er risikoen for, at du på et senere tidspunkt også bliver smittet med den anden, lille.

Den mekanisme kan forklare, at omkring 67 pct. af verdens befolkning er inficeret med HSV-1, mens kun 25 pct. er angrebet af HSV-2: Gennem kærlige kys og kram smittes børn ofte med HSV-1 af forældrene.

Derved får mange forkølelsessår i en ung alder, og når de senere bliver seksuelt aktive og mere udsatte for HSV-2, sørger de irriterende sår på læberne for at holde rivalen i de nedre dele på afstand.

Virus rejste med mennesket

Begge HSV-virus inficerer både hud- og nerveceller, men infektionen forløber helt forskelligt i de to celletyper.

I hudceller er virussen aktiv og aggressiv, og efter at have opformeret sig i stort tal sprænger den cellen og trænger ud for at smitte en ny person.

I nervecellerne ligger den til gengæld i dvale det meste af tiden og skader ikke ­cellen, men til gengæld bliver den der til evig tid.

Med måneders eller års mellemrum vågner den op og danner relativt få nye virus, som forlader nervecellen og i stedet angriber en af personens hudceller, hvor de skaber et nyt udbrud af væskende sår.

På den måde ligger HSV altid på lur i nerverne og kan gang på gang vågne fra sin dvale og gå i et nyt, blærefyldt udbrud.

HSV er en yderst succesfuld virus, og forskerne mener, at den har været nært knyttet til mennesker i næsten hele vores udviklingshistorie.

Virussen er højst sandsynligt opstået i Afrika, og genetiske undersøgelser af forskellige HVS-virus tyder på, at den begyndte at sprede sig over hele kloden for omkring 60.000 år siden, hvilket falder nogenlunde sammen med det tidspunkt, de tidlige Homo sapiens begyndte at emigrere ud fra samme område.

Den store succes skyldes i høj grad to særlige evner, som virussen besidder. For det første er den ekspert i camouflage og undvigelse, så den kan skjule sig for immunforsvaret.

Og for det andet kan virussen sammenlignes med en enestående indbrudstyv, der dirker cellernes lås op, trænger ind i dem og påbegynder en livslang infektion.

For at få bugt med den snedige virus har amerikanske forskere udviklet en vaccine, der angriber HSV på netop disse to fronter.

Harvey Friedman fra University of Pennsylvania, USA, står i spidsen for et vaccinationsprojekt, der allerede præsenterede resultaterne af de første dyreforsøg i 2017.

Forskerne behandlede 36 marsvin af hunkøn med en vaccine, som er rettet mod HSV-2. Ifølge forskernes teori burde dyrene udvikle antistoffer, så deres immunforsvar kunne slå en infektion ned og beskytte mod herpes på kønsorganerne.

To uger senere afprøvede Friedman og hans kolleger vaccinens effektivitet ved at udsætte dyrene for en kraftig dosis af HSV-2 i skeden.

Kun ét eneste af de 36 vaccinerede dyr blev sygt og udviklede blærer omkring underlivet. Hos en uvaccineret kontrolgruppe blev 23 ud af 24 dyr syge.

Vaccinen var altså yderst effektiv med hensyn til at holde den første, primære infektion nede, men for at teste langtidseffekten holdt forskerne alle dyr under observation i yderligere 45 dage.

Derved ville de se, om det alligevel var lykkedes HSV-2 at inficere nervecellerne, så den efter en dvaleperiode kunne vågne op og gå i et sekundært udbrud.

Ti af de vaccinerede marsvin – svarende til 28 pct. – fik efterfølgende et sekundært udbrud, mens hele 88 pct. af de uvaccinerede dyr blev syge igen.

Vaccine gør virus synlig

Vaccinen tegner altså meget lovende i modsætning til tidligere forsøg på at lave en herpesvaccine. Det skyldes ifølge Friedman, at disse vacciner kun har sigtet mod at forhindre HSV-virus adgang til cellerne.

Vaccinen holder også virussen ude ved at danne antistoffer mod et protein på virussens overflade og dermed forhindre den i at låse sig ind i cellerne.

Derudover danner vaccinen antistoffer, som giver kroppen mulighed for at angribe HSV. Det ene antistof gør immunforsvaret i stand til at nedkæmpe HSV-2, inden den inficerer cellerne, mens det andet får kroppen til at dræbe de celler, som er inficerede.

På den måde kan virussen ikke opformere sig, og sygdommens udvikling går i stå.

I øjeblikket behandles herpes på læberne og kønsorganerne med antivirale midler.

Midlerne bruges typisk akut, når de første tegn på et udbrud viser sig, men folk, der er plaget af meget hyppige udbrud, kan også tage dem forebyggende.

Det mest anvendte medikament er aciclovir, der enten smøres som en salve direkte på sårene eller indtages i form af piller. Aciclovir virker som en stopklods, der bliver bygget ind i dna-strengen, når virussen kopierer sit dna.

Derved blokeres kopieringsprocessen, og HSV kan ikke opformere sig i kroppen.

Forskere har derudover eksperimenteret med to lægemidler, pritelivir og amenamevir, der forstyrrer kopieringsprocessen på andre måder.

Forventningen til midlerne er ikke, at de bliver bedre end de eksisterende midler, men snarere, at de kan bruges i de tilfælde, hvor HSV er blevet resistent over for aciclovir.

Resistens er et problem hos patienter med et svagt immunforsvar, som bliver nødt til at tage aciclovir hele tiden for at forhindre HSV i at gå i udbrud konstant.

Herpes smitter før udbrud

Problemet med de eksisterende midler er, at de ikke kan forhindre smitte, og derved får HSV mulighed for at flytte ind som en permanent, ubuden gæst i nervecellerne.

Når virus lejlighedsvis går i udbrud, er det smittefarligt et par dage, inden blærerne bliver synlige.

Nogle forskere anslår, at 70 pct. af al herpessmitte sker, inden blærerne bliver skabt, fordi de fleste først tager aciclovir, når de opdager de første sviende og kløende tegn på et udbrud.

På grund af den utilsigtede smittefare kan HSV-virus i nogle tilfælde være farlig og ikke bare irriterende, fx hvis en person gnider sig i øjnene uden at vide, at der sidder virus på fingrene, fordi hun lige inden havde kradset sig i mundvigen.

I sådan en situation kan herpesinfektionen smitte øjnene. Konsekvenserne er smerter, røde øjne og sløret syn, og på længere sigt kan infektionen give lyse pletter og synstruende forandringer i hornhinden.

I sjældne ­tilfælde kræver infektionen, at patienten får en ny hornhinde for at bevare synet.

Kur kan være klar om ti år

Derfor er der et stort behov for en effektiv vaccine, der både kan forhindre udbrud hos dem, der allerede er smittet, og samtidigt forhindre, at virussen flytter ind.

Harvey Friedmans vaccine er indtil videre kun designet til at virke mod HSV-2, men da de to virus minder om hinanden, er få justeringer sandsynligvis nok til, at den også bliver effektiv over for HSV-1.

Holder forskernes tidsplan, og går alle forsøg godt, kan vi have en vaccine på markedet om ti år.

Til den tid kan vaccinen blive indlemmet i vacciationsprogrammet og føre til en fremtid, hvor to tredjedele af Jordens befolkning ikke behøver at frygte væskende sår på læberne og i skridtet.