Skepsis over for coronavacciner har fyldt meget siden, medicinalvirksomhederne begyndte at melde ud, at de snart havde deres bud klar til godkendelse.
Men nu viser meningsmålinger, at flere og flere gerne vil modtage en vaccineindsprøjtning, hvis de fik muligheden her og nu.
I midten af november 2020 ville 40 procent af den danske befolkning meget gerne modtage en vaccine, mens hele 62 procent bestemt ville takke ja i slutningen af januar i år.
Samme billede ses i vores nabolande:
- Norge: Stigning fra 28 procent til 46 procent
- Sverige: Stigning fra 24 procent til 50 procent
- Finland: Stigning fra 24 procent 44 procent
- Holland: Stigning fra 28 procent til 51 procent
- Storbritannien: Stigning fra 41 procent til 71 procent
Det er enkelte lande, hvor vaccineskepsis stadig er meget udbredt. I Frankrig vil 44 procent forsat ikke have vaccinen, mens 66 procent af den japanske befolkning ikke stoler på coronavaccinerne.
På Illustreret Videnskab mener vi, at skepsis er sundt – især når det kombineres med fakta. Derfor giver vi her svar på en række af vaccineskeptikernes tilbagevendende spørgsmål:
1. "Hvis en vaccine er ufarlig, hvordan bekæmper den så virusinfektioner?"
Vaccinen bekæmper ikke i sig selv infektionen, vaccinen lærer kroppen at kæmpe imod infektionen.
Med ufarlig menes ikke, at en vaccine er så harmløs som en tår vand. Vacciner indeholder en såkaldt aktiv ingrediens, der består af en svækket eller inaktiv version af den virus, som kroppen skal lære at genkende og slå ned.
Derfor vil modtageren få en mikroskopisk og nøje afstemt bid af sygdommen ind i kroppen. En typisk vaccinedosis på 0,5 milliliter indeholder få mikrogram – milliontedele af et gram – af den aktive ingrediens.
Pfizer og Modernas vacciner indeholder fx hhv. 30 og 100 mikrogram af den aktive ingrediens RNA. Hovedpinepiller kan indeholde 500 mikrogram af den aktive ingrediens, fx paracetamol.
Sådan virker en vaccine
Første immunreaktion
Vacciner består af døde eller levende dele af en virus eller bakterie. Immunsystemet reagerer ved at opbygge antistoffer, der bekæmper sygdommen, og hukommelsesceller, der husker den til næste gang.
Anden immunreaktion
Når kroppen møder den samme virus eller bakterie igen, identificerer immunsystemet den straks og producerer de antistoffer, der bekæmper den.
2. "Hvorfor skal jeg risikere at få alvorlige vaccineskader?"
Den videnskabelige litteratur skelner mellem to typer følgevirkninger efter vaccinationer:
- Bivirkninger, fx feber eller ømhed.
- Vaccineskader, fx allergiske reaktioner.
En vaccine vil altid have bivirkninger, fx får 5-15 procent af modtagere af mæslingevaccinen feber. De milde vaccineskader omfatter fx også kløende knuder – granulomer – der varer ved.
Mere alvorlige skader, der kræver indlæggelse, opstår ifølge WHO hos én ud af tusind til en million. De svære skader og dødsfald er så sjældne, at de er svære at lave statistiske undersøgelser af.
Omvendt anslår WHO at 2-3 millioner dødsfald årligt er undgået takket være vaccinationsprogrammer. Vi vaccinerer, fordi det er bedre end at blive smittet med sygdommen.
3. "Hvordan kan de lave coronavaccinen så hurtigt?"
Det tog under et år at udvikle de første coronavacciner.
Historisk set har vacciner taget 10-12-15 år at udvikle. Men fåresygevaccinen tog fx kun fire år at udvikle i 1960’erne. Udviklingen gik så hurtigt, fordi der i forvejen var gjort et stykke videnskabeligt forarbejde – det samme gør sig gældende for COVID-19.
AstraZeneca-vaccinen bygger fx på en såkaldt virusvektor, der fungerer som skabelon. Kort fortalt skal skabelonen bare have tilført proteiner fra den virus, som vaccinen skal bekæmpe.
Vaccineproducenter har også forkortet udviklingstiden pga. forudgående forskning i vacciner mod udbruddet af SARS i 2002. Virussen bag udbruddet er ca. 80 procent genetisk identisk med den aktuelle coronavirus SARS-CoV-2.
Viden fra SARS udpegede fx spike-proteinet – virussens nøgle til at trænge ind i kroppen – som det punkt, vacciner skal lære kroppen at angribe. Allerede i marts kunne kinesiske forskere offentliggøre en kortlægning af virussens komplette arvemateriale, herunder spike-proteinet.
Endelig er Moderna og Pfizers bud såkaldte RNA-vacciner, der kan produceres 100 procent kunstigt i laboratoriet og dermed hurtigere. Andre typer vacciner skal fx tage levende viruspartikler ind udefra, dyrke og høste og dem, og det tager længere tid.
4. Hvordan ved vi, at coronavaccinerne ikke fører til sygdomme på lang sigt?
Der er ingen garantier mod langsigtede bivirkninger i de nye vacciner, men at antage, de vil have skjulte, langvarige konsekvenser, er ikke funderet i virkeligheden.
For det første viser erfaringer fra tidligere vacciner, at alvorlige bivirkninger – som allergiske reaktioner – typisk opstår kort efter indsprøjtning.
For det andet er der kun ganske få tilfælde af moderne vacciner under mistanke for alvorlige, langsigtede bivirkninger.
Det mest omtalte eksempel er Pandemrix, der i 2009 blev brugt mod svineinfluenza.
I Sverige og Finland kom Pandemrix under mistanke for at øge risikoen hhv. fire og ni gange for at udvikle narkolepsi hos børn og unge.
En undersøgelse fra Stanford University i 2011 fandt imidlertid, at en øget forekomst af narkolepsi var resultatet af virusinfektioner i de øvre luftveje – som fx efter smitte med svineinfluenza – og altså ikke skyldtes vaccinen. I Danmark har Lægemiddelstyrelsen desuden erklæret Pandemrix for en sikker vaccine.
Påstande om at MFR-vaccinen udvikler autisme og at HPV-vaccinen medfører uforklarlige smerter, er desuden uunderstøttede.
Ikke desto mindre vil vaccinationerne mod coronavirus blive overvåget tæt i den såkaldte fase 4 – en testfase, der begynder efter vaccinegodkendelsen, med det formål at opspore eventuelle følgevirkninger uden for laboratorieforsøgene.
5. Hvorfor skal vi tvinges til at tage en vaccine?
Én politisk drivkraft bag modstanden mod vacciner er, at borgere bliver tvunget. Men ”medicinsk behandling uden samtykke” er beskrevet i Menneskerettighedskonventionerne. Selvom der er lovhjemmel til det, vil tvungne vaccinationer til alle befolkningsgrupper befinde sig på grænsen af menneskerettighederne.
Kollektivt tvang tegner sig ikke som en realistisk løsning i øjeblikket.
Vaccinemodstandere taler også om indirekte tvang: at ikke-vaccinerede vil blive nægtet adgang til fx at flyve eller deltage i koncerter.
I lande som Storbritannien og Australien har noget lignende været på tale.
Juridisk set har private virksomheder som flyselskaber og koncertarrangører ret til selv at afgøre, hvem de lukker ind, herunder folk uden tøj på, meget berusede mennesker – eller folk, der ikke er vaccineret.