Virusser rammer mænd hårdest

Virusser rammer mænd hårdest – fordi de er mindst brugbare

Ved mange infektioner rammes mænd hårdere end kvinder. Det kan skyldes, at kvinder er langt bedre værter for bakterier og virusser end mænd.

Ét er mandeinfluenza – noget andet er en lang række andre sygdomme, som er mere farlige og dødbringende for mænd.

Mænd, der har tuberkulose, har 1,5 gange større risiko for at dø af sygdommen end kvinder. Og mænd har 5 gange større risiko for at udvikle kræft, hvis de er blevet smittet med HPV.

Kvinder er førstevalg

Nu mener et hold forskere fra University of London at have fundet ud af hvorfor:

Kvinder er mere værdifulde værter for såkaldte patogener – sygdomsfremkaldere som fx bakterier og vira – og derfor holder de dem længere i live end mænd.

Sygdom er ikke målet i sig selv for patogener. Det er derimod en fordel for dem, hvis værten holder sig i live, så de kan formere sig hurtigt og sprede sig fra vært til vært.

Kvinder smitter bedre

Mænd har én mulighed for at overføre smitte: kontakt til andre.

Men kvinder har flere muligheder for fx at sprede en virus. Foruden at sprede sygdommen via kontakt til andre – som fx sex eller nys – kan kvinder også smitte gennem graviditet, fødsel eller amning.

Forskerne har set nærmere på virussen HTLV-1, som kan udvikle sig til en form for leukæmi kaldet ATL. Virussen findes både i Japan og Caribien, og i Japan har mænd 3,5 gange større risiko end kvinder for at udvikle ATL. I Caribien udvikler lige mange mænd og kvinder ATL.

ATL smitter fra mor til barn, og forskerne mener, at virussen er særligt interesseret i at holde de japanske kvinder i live længere, fordi de japanske kvinder i højere grad ammer deres børn – og i længere tid.