Zika-virus dræber livsfarlige kræftceller i hjernen

Siden zika-virussen blev frygtet og berygtet for sit udbrud i 2015, har den udelukkende haft et negativt fokus. Men nu viser ny forskning, at virussen kan bruges til behandling af en særlig dødelig form for hjernekræft.

Zikavirus angriber en meget dødelig form for hjernekræft.

Amerikanske forskere har opdaget en positiv evne ved den ellers berygtede zika-virus.

Virussen kan slå de stamceller ihjel, som skaber tumorer ved den mest udbredte og ondartede form for hjernekræft: glioblastoma.

Opdagelsen kan måske føre til en behandling, som kan være supplement til kemoterapi og stråling.

Angriber dødelig kræft

Zika-virussen er især kendt fra sit seneste udbrud i 2015-2016, som startede i Brasilien.

Her stiftede en lamslået verden for alvor bekendtskab med billeder af børn født med mikrocephali, hvor kraniehvælvingen er mindre end normalt.

Barn med mikrocephali.

© Shutterstock

Og det er den samme destruktive evne, som nu kan vise sig at være gavnlig ift. hjernekræft.

For virussen angriber og dræber ondartede hjernekræft-stamceller. Og netop denne type kræft, er en af de sværeste at behandle.

Omkring 95% af patienter med glioblastoma dør inden for fem år efter diagnosen.

100% succes i tests

Forskerne fra USA opdagede, at glioblastoma-stamceller minder meget om den type celler, som zika-virussen som udgangspunkt angriber: progenitorceller.

Ligesom stamceller kan de udvikle sig til flere forskellige slags celletyper alt efter behovet.

Derfor forsøgte forskerne at inficere glioblastoma-tumorer med to forskellige former for zika-virus. Og her kunne de se, at begge vira angreb og dræbte kræft-stamcellerne – uden at slå de andre celler i tumoren ihjel.

Behandlingen har også virket i mus.