Ældgamle hårlokker afslører nye detaljer om Beethovens død

Ved at undersøge DNA fra komponistens hår har britiske forskere fundet ud af, hvilke skavanker den verdensberømte komponist døjede med for cirka 200 år siden.

Ludwig van Beethoven.

Allerede som 28-årig begyndte Ludwig van Beethoven at miste hørelsen, og i midten af fyrrerne var han næsten helt døv. På trods af dette fortsatte han med at komponere musik, herunder hans verdensberømte 9. symfoni.

© Shutterstock

Selv de, der ikke betragter sig selv som kendere af klassisk musik, har med stor sandsynlighed lagt øre til både “Für Elise” og “Måneskinssonaten” af Ludwig van Beethoven (1770-1827).

Og selvom det snart er 200 år siden den tyske komponist og pianist gik bort, forsøger forskere verden over stadig at blive klogere på det musikalske geni - og på hans genmasse.

I den forbindelse har forskere fra Cambridge University i England undersøgt fem hårlokker, som menes at stamme fra Beethoven.

Skrumpelever med mere

Efter hans død i 1827 i Wien viste obduktionsrapporten, at han havde skrumpelever, hvilket ofte ses hos personer med et højt alkoholforbrug.

Dna-undersøgelsen af hårlokkerne viste imidlertid også, at der var flere årsager, som spillede ind, herunder genetik. Og netop genmassen er et skatkammer af informationer.

“Ingen anatomisk undersøgelse kan give så mange informationer efter 200 år,” siger biolog med speciale i dna-analyse fra Institute of Evolutionary Biology i Barcelona, Carles Lalueza-Fox, som ikke har været involveret i undersøgelsen.

Ud af 30 formodede hårlokker lykkedes det forskerne at indsamle otte af slagsen blandt passionerede samlere, hvoraf de fem menes at stamme fra Beethoven i perioden 1821-1827.

Hårceller afslører dit mentale helbred

Hyperaktive gener i din hjerne kan give dig psykiske lidelser, men forskerne behøver ikke at bore ind til hjernen for at afsløre de skadelige gener. De kan nøjes med at hive et af dine hår ud.

Hjernecelle og genet MPST
© Shutterstock & Malene Vinther

Hyperaktivt gen skader celler

Genet MPST er overaktivt i skizofrenes hjerneceller. Genet koder for et enzym (gult), som er med til at danne stoffet hydrogensulfid (blåt), og skizofrene danner derfor store mængder af dette stof. Hydrogensulfid er en antioxidant og beskytter normalt cellerne mod stress og betændelse, men i store mængder er det skadeligt.

Hjernecelle mister antenner
© Shutterstock & Malene Vinther

Hjerneceller mister antenner

Hydrogensulfid hæmmer energi-produktionen i cellens mitokondrier (hvide) og sænker antallet af de udløbere på cellen, som tager imod signaler fra andre nerveceller. Resultatet er bl.a. problemer med at håndtere sanseindtryk og andre symptomer forbundet med skizofreni.

Hår sladrer om hyperaktivt gen
© Shutterstock & Malene Vinther

Hår sladrer om hyperaktivt gen

MPST-genet er ikke kun overaktivt i de skizofrenes hjerneceller, men også i hårets stamceller. Genet bliver her i stort omfang oversat til såkaldt rna, der derefter fungerer som arbejdstegning for fremstilling af MPST-enzymet (gult). Skizofrenes hår indeholder derfor høje niveauer af både rna’et og enzymet, og ved at måle på mængden af disse stoffer kan forskerne vurdere risikoen for skizofreni.

Den naturlige nedbrydning af håret over tid sammenholdt med udførlig data over, hvem der har ejet lokkerne i løbet af de seneste århundreder, får Lalueza-Fox til at finde det sandsynligt.

“Jeg synes, at forskerne kommer med markante beviser for, at de fem lokker stammer fra Beethoven.”

Disponeret for andre sygdomme

Undersøgelsen kunne ikke fastslå, hvorfor han som 28-årig begyndte at miste hørelsen, og som cirka 45-årig var helt døv.

Til gengæld viste resultaterne af dna-undersøgelsen, at Beethoven var disponeret for flere typer af leversygdom og blandt andet bar på genet PNPLA3, som tredobler risikoen leversygdomme.

Derudover var han inficeret med hepatitis B-virus, hvilket sammenholdt med hans angiveligt høje alkoholforbrug kan have været en medvirkende årsag til, at han døde som blot 56-årig.

Selvom den eksakte kombination af faktorer, som tog livet af ham, ikke kan slås fast, finder Ian Gilbert, som er hepatolog ved Liverpool University Hospital i England, det alligevel yderst interessant.

“Det er bare en fascinerende detektivhistorie,” slutter han.