Rødt lys kan give skarpere syn

Forsøg viser, at simpel terapi med langbølget rødt lys modvirker det svækkede syn, som ellers følger med alderen. Ifølge forskerne er tre minutters lysbehandling om dagen nok.

Alle celler i kroppen bliver dårligere med alderen, og for øjets synsceller går det hurtigere ned ad bakke end for nogen andre.

Men der er håb forude. Med simpel lysterapi kan vi forsinke processen og endda vende udviklingen, viser et forsøg foretaget af forskere fra University College London i England.

Forskerne bad 24 personer i alderen fra 28 til 72 år om at kigge ind i rødt lys fra en lommelygte i tre minutter hver dag i to uger. Før og efter terapien blev personerne udsat for en synsprøve, som testede deres farvesyn og nattesyn, dvs. evnen til at skelne objekter i svag belysning.

Følg forsøget trin for trin

Langbølget lys giver ny energi til synscellerne

De fleste mennesker begynder at miste følsomheden i synscellerne, når de runder 40 år, men langbølget rødt lys genstarter cellernes kraftværker, viser nye forsøg.

Shutterstock og Ken Ikeda Madsen

1. Lyset rammer nethinden

I forsøget blev 24 personer bedt om at udsætte deres øjne for rødt lys med bølgelængden 670 nanometer. Terapien varede to uger, hvor nethinden blev påvirket i tre minutter hver dag.

2. Synscellerne tager imod

Det røde lys blev absorberet af nethindens synsceller, som bliver svagere med alderen. Det gælder både de såkaldte stave, som giver nattesyn, og tappe, som opfatter farve.

3. Energien i cellerne stiger

Lyset fik cellernes kraftværker, de såkaldte mitokondrier, til at producere mere af energimolekylet ATP. Det gjorde synscellerne følsommere, så både farve- og nattesynet blev bedre.

Resultaterne viste, at de personer, som havde rundet 40 år, generelt havde fået bedre syn efter terapien. Prøverne viste en positiv effekt på nattesynet, men endnu mere på farvesynet, som blev forbedret med op til 20 procent.

Cellernes kraftværker brænder ud

Årsagen er, at de to typer syn skabes af forskellige celler i nethinden. De såkaldte tappe opfatter farver, mens nattesynet leveres af stavene. Begge typer celler mister følsomhed med alderen, fordi deres kraftværker, de såkaldte mitokondrier, bliver dårligere til at producere energimolekylet ATP.

Det røde lys fra en særlig lommelygte kan give nyt liv til synsceller, som er blevet sløve hos mennesker over 40 år.

© UCL

Det langbølgede røde lys absorberes af mitokondrierne og sætter energiproduktionen i vejret, og effekten er størst hos tappene, fordi de er de mest energikrævende.

Advarsel: Brug kun det rigtige lys!

I forsøget brugte forskerne små lommelygter, som udsender rødt lys med bølgelængden 670 nanometer. Ifølge forskerne kan lygterne produceres for ca. 120 kr., så terapien kan blive tilgængelig for alle. Men prøv endelig ikke at lyse dig i øjnene med lygter, som ikke er beregnet til det – og slet ikke med laserpointere, som kan skade øjnene alvorligt.