I Judæa-ørken har arkæologer fundet fire sværd, der for næsten 2.000 år siden blev gemt i en grotte.
Sværdene er meget velbevarede og sidder stadig i deres læderskeder.
Tre af sværdene er omkring 60 cm lange og af spatha-typen, der blev opfundet af romerne og siden genfortolket af andre europæiske folkefærd som frankerne og vikingerne.
Det sidste sværd måler kun 45 cm og er et ringsværd – opkaldt efter ringen i bunden af skæftet.
Arkæologerne fra Israels Antikvitetsmyndigheder og Ariel University fandt også et romersk kastespyd, et såkaldt pilum.
I og med våbnene ser romerske ud, antager forskerne, at de er blevet gemt i grotten i En Gedi-naturreservatet som krigsbytte.
"At våbnene var gemt dybt nede i sprækkerne i den isolerede grotte nord for En Gedi-naturreservatet antyder, at de blev taget fra romerske soldater som krigsbytte eller fra en slagmark og siden gemt, så judæiske oprørere kunne bruge dem", forklarer Dr. Eitan Klein, der er direktør ved Judean Desert Survey Project, til netmediet IFLScience.
Jødiske rebeller kæmpede indædt mod romernes herredømme
Under Romerriget var området, der i dag udgør Israel og Palæstina, i århundreder en romersk provins under navnet Judæa.
Men jøderne forsøgte ad flere omgange at genvinde deres selvstændighed i blodige oprør.

Et af de fire sværd er et romersk ringsværd, der måler omkring 45 cm i længden. De nyfundne våben skal nu restaureres grundigt, inden de skal analyseres yderligere, så forskerne forhåbentligt kan afsløre mere om, hvor sværdene og spyddet stammer fra.
I 66 e.Kr. udbryder en voldsom opstand, hvor jøderne ender med at vinde en ydmygende sejr over romerne og dræbe omkring 6.000 legionærer.
Fire år senere tog den romerske supermagt dog hævn, hvilket endte med nedbrændingen af jødernes vigtigste helligdom, Templet i Jerusalem.
Sværd kan stamme fra jødernes sidste oprør
I 132 e.Kr. krakelerer et halvt århundrede med anspændt fred mellem romerne og jøderne igen.
Anledningen er, at den romerske kejser Hadrian har forbudt omskæring, og det ser jøderne som en bevidst provokation.
Judæa rejser sig igen i et stort oprør, anført af den karismatiske Simon Bar Kochba, der anser sig selv som legemliggørelsen af Messias.
Igen vinder jøderne det første slag, men taber den store krig. De når at oprette en selvstændig jødisk stat, men den overlever kun i to år, inden Rom sender en stor hær under ledelse af den erfarne general Julius Severus. Langsomt, men sikkert klemmer han livet ud af det jødiske oprør.
Forskerne mener, at de fire nyfundne sværd sandsynligvis er blevet gemt i grotten under Bar Kochba-oprørene.
Våbnene er nu sendt til rengøring og restaurering, inden yderligere undersøgelser skal fastslå, om det sjældne fund vitterligt er oprørernes krigsbytte, som de aldrig vendte tilbage for at hente.
Opdagelsen er resultatet af en omfattende undersøgelse af hulerne omkring Judæa-ørkenen, som blev sat i gang tilbage i 2017 og siden har hjulpet arkæologerne med at opdage 20 hidtil ukendte huler.
Tørheden og de klimatiske forhold i ørkenen giver perfekte vilkår til at gamle artefakter kan overleve i en grad, så forskerne kalder det for en "unik tidskapsel."
Sidste år offentliggjorde forskere fundet af 2.200 år gamle sølvmønter i en af hulerne, og tilbage i 2021 offentliggjorde arkæologer, at en af hulerne indeholdt tidligere uopdagede fragmenter af Dødehavsrullerne - omkring 60 år efter, at de sidste stykker blev opdaget.