Flere spektakulære fund er blevet udgravet i Saqqara syd for den egyptiske hovedstad Cairo i tidernes løb.
Nu har en gruppe arkæologer afsløret endnu en flig af det gamle Egyptens historie med flere bemærkelsesværdige opdagelser i området omkring den historiske gravplads, der ligger ved Egyptens oprindelige hovedstad, Memphis.
Det har landets øverste råd for arkæologi annonceret på et pressemøde i Giza.
Helt konkret har de egyptiske arkæologer gravet sig frem til to værksteder og tilhørende værktøj, som angiveligt har været brugt til at mumificere mennesker og hellige dyr for godt 2400 år siden, lød det fra Mostafa Waziri, der er generalsekretær for rådet, på et pressemøde.
Det første værksted, en rektangulær bygning inddelt i flere rum med adskillige stenlejer, menes at være blevet brugt til mumificering af mennesker.
Her fandt forskerne bl.a. lerkrukker, rituelle kar og andre genstande, der ser ud til at være blevet brugt i det gamle begravelsesritual - heriblandt redskaber, som de gamle egyptere formentlig har brugt til at dissekrere lig for at fjerne de dødes indre organer.
Forskerne fandt også en stor mængde linned og sort harpiks på stedet, som højst sandsynligt er blevet brugt i balsameringsprocessen.
Bevaring af hellige dyr
Desuden fandt arkæologerne en separat bygning, som foreløbige undersøgelser tyder er blevet brugt til mumificering af hellige dyr.
Bliv klogere på arkæologernes fund i videoen nedenfor:
Ud over de to mumificeringsværksteder fandt arkæologerne også to hidtil uopdagede gravsteder.
Den ene grav har formentlig tilhørt ypperstepræsten Ne Hesut Ba, mens den anden menes at have tilhørt en qadisk præst ved navn Men Kheber Ra.
Gravene er helholdsvis 4400 år og 3400 år gamle, og særligt Ne Hesut Bas grav betegnes som "en vigtig grav" på grund af præstens prominente rolle i datidens Egypten.
Der er blevet gjort flere store fund i området den seneste tid.
Blandt andet fandt arkæologer for nyligt en mumie, som menes at være den ældste af sin slags, der nogensinde er blevet fundet i Egypten.