Roms næste luksushotel kommer til at stå på et berømt fundament.
Da man for nylig startede udgravningen til et kommende Four Seasons-hotel ganske få skridt fra Vatikanet, dukkede særdeles velholdte ruiner pludselig op.
Ruiner, der viste sig at være resterne af et historisk sted, som den berygtede kejser Nero lod opføre for knap to tusinde år siden.
Kejser Nero var romersk kejser fra 54 e.Kr. til sin død i 68 e.Kr., og han er en af det gamle Roms mest berygtede herskere.
Selvom der er skrevet meget om de grusomheder og den dårlige regeringsførelse, der fandt sted under Neros ledelse, huskes han også for sin kærlighed til musik og kunst.
I en lang række gamle tekster beskrives det, hvordan kejser Nero deltog i offentlige forestillinger i sit eget private teater, hvor han sang og reciterede poesi foran publikum - handlinger, som eliten normalt ikke tog part i.
Nu har arkæologerne fundet den berømte kejsers prægtige teater, som altså har været kendt i mange år, men som man ikke har vidst, hvor befandt sig.
Arkæologerne fandt marmorsøjler og gips dekoreret med bladguld. Her lignede resterne af dekorationerne dem, man tidligere har fundet i Neros bolig.
Indretningen af teatret, som man mener har kunnet rumme tusindvis af tilskuere, synes også at stemme overens med det private teater, som gamle tekster omtaler.
Endelig passer ruinernes geografiske placering med den gamle romerske filosof Plinius den Ældres betegnelser af kejserens teater tæt ved Tiber-floden.
På den baggrund konkluderer arkæologerne, at det er Neros teater, de har fundet.

Udgravningen i Neros teater gemte også på flere historiske opdagelser, der ifølge den ledende chefarkæolog Marzia Di Mento er ‘’højst usædvanlige’’.
Arkæologerne fandt farvede glasbægre fra det 10. århundrede og keramikstykker, der er enestående, fordi de giver et sjældent indblik i en periode af romersk historie, der strækker sig helt fra kejsertiden til det 15. århundrede.
"Det er en fantastisk udgravning, som enhver arkæolog drømmer om. At kunne grave i dette bebyggede, historisk rige område er så sjældent," siger Marzia Di Mento.
Arkæologerne planlægger at genbegrave teatret, når udgravningerne er færdige.
Derfor er det tætteste, du kan komme på en forestilling i kejser Neros teater, en overnatning på det kommende femstjernet hotel, der kommer til at minde om alt andet end ruiner.