AV! Dine gener gør ondt

Titusinder af år senere – i 2014 – dukker resterne af den brækkede fod op i en israelsk grotte. Historien bag den voldsomme skade er spekulation, men smerten er en kendsgerning.

Den står skrevet i generne – gener, som forskere nu har hevet ud af ældgamle knogler, og som de har genfundet i nogle af nutidens mest smertefølsomme mennesker. Og den gamle, brækkede fod gemmer også på en anden kendsgerning: at smerten er til for dit eget bedste.

Kniv giver dig tre følelser

Du kender den ind og ud. Smerten rammer os alle på et eller andet tidspunkt – med undtagelse af nogle ganske få mennesker – og over halvdelen af os har oplevet den inden for de sidste tre måneder.

Den velkendte følelse er ved første øjekast et simpelt fænomen. En vævsskade eller betændelse aktiverer en nervecelle, og cellen giver besked til hjernen, som forvandler signalet til en følelse af ubehag. Den relativt enkle række af begivenheder resulterer imidlertid i et væld af forskellige typer af smerte.

Hvis du fx skærer dig på en kniv, vil du først opleve en hurtig, stikkende smerte, derefter en længerevarende, brændende smerte og til sidst en diffus, dunkende smerte.

De forskellige følelser skyldes, at din krop har mange typer af nerveceller, som sender besked til hjernen. Nogle reagerer på selve trykket fra kniven, nogle reagerer på stoffer fra ødelagte celler, og nogle reagerer på betændelsesstoffer i såret.

Din hjernes håndtering af signalerne kan desuden påvirke, hvad du føler. Ét hjernecenter kan forstærke smerten, mens et andet prøver at dæmpe den.

Hjernecentrenes samspil afhænger bl.a. af, om skaden er uventet eller ej – og om du frygter smerten eller føler dig uovervindelig.

En simpel skade kan altså levere et væld af forskellige smertefølelser i den samme person. Men forskellene kan være endnu større fra person til person.

Mutationer forstærker smerten

Årsagen til, at du og jeg føler smerte forskelligt, ligger i generne, og især ét gen har vist sig at have stor betydning.

Genet hedder SCN9A og koder for en såkaldt ionkanal, som sidder på overfladen af de nerveceller, der sender smertesignaler til hjernen.

Ionkanaler er proteiner, der lader elektrisk ladede ioner strømme ind eller ud af cellen, og de spiller bl.a. en vigtig rolle i dannelsen af elektriske signaler i nerveceller. En mutation i genet SCN9A kan dermed ændre din krops smertesignaler.

Forskellige mutationer kan have vidt forskellige konsekvenser, og uanset om de hæver eller sænker din følsomhed over for smerte, kan de få stor betydning for dit velvære gennem hele livet.

En amerikansk dreng med en mutation i SCN9A følte fx ingen smerte.

Som baby smilede han under sin omskæring, som om han blev kildet. Og ni måneder gammel tyggede han på sin tå, indtil knoglen blev synlig.

Andre mutationer i genet resulterer i pludselige udbrud af ekstremt brændende smerte – ofte udløst af uskadelige påvirkninger såsom et gab eller varmen fra et par sokker.

Neandertalere var følsomme

Smerte og mutationer i SCN9A har været en fast bestanddel af vores liv i millioner af år.

Ligesom nulevende mennesker var vores forfædre ofte plaget af smerter – det afslører deres knogler, som ofte viser tegn på knoglebrud. Skaderne er hyppigst hos mænd, og derfor mener forskerne, at bruddene ofte opstod under aktiviteter, som primært blev udført af mændene – fx jagt eller voldelige konfrontationer.

En af de gamle skader er et knoglebrud på en over 30.000 år gammel fodknogle, som forskere fandt i Manothulen i Israel i 2014.

Den stammer fra et ungt individ, og CT-skanninger afslører, at bruddet var så voldsomt, at knoglen blev skubbet væk fra sit normale leje og dermed fra sit fæste til fodrodsknoglerne. Uheldet var derfor uden tvivl ekstremt smertefuldt.

Ny forskning viser tilmed, at smerten formentlig var værre end den, de fleste nulevende mennesker ville føle ved et tilsvarende uheld.

Den israelske knogle har nemlig flere kendetegn, som afslører, at den tilhørte en person, som i hvert fald var delvist neandertaler – og ifølge en undersøgelse fra 2020 bar netop neandertalere rundt på mutationer i genet SCN9A, som gjorde deres smertenerver ekstra følsomme.

Vores egen art har ikke de mutationer – med undtagelse af nogle ganske få mennesker, og de få mennesker har omkring syv procent højere risiko for at være plaget af smerter end gennemsnittet.

De har formentlig arvet deres problemer direkte fra neandertalerne – og knoglen fra Israel bærer direkte beviser for, hvordan det gik til.

Ud over kendetegn fra neandertalere har knoglen også træk, som normalt kun ses hos Homo sapiens. Knoglens ejermand er dermed med stor sandsynlighed en hybrid mellem de to arter.

Sammen med andre lignende fund og dna-analyser viser knoglen, at vores egen art udvekslede gener med neandertalerne.

At neandertalernes smerte-gener har overlevet helt til i dag, kan være med til at forklare, hvorfor nogle mennesker har en lavere smertetærskel end andre.

Og den israelske knogle hjælper desuden forskerne med at forstå, hvorfor høj følsomhed over for smerte kan være en stor fordel.

Lidelse redder liv

Den unge neandertaler, som brækkede sin fod for tusinder af år siden, var i et smertehelvede – ikke kun umiddelbart efter ulykken, men også lang tid efter.

Sådan et brud er typisk omkring tre måneder om at hele, og i hele perioden var neandertaleren formentlig plaget af smerter, som betød, at han ikke kunne gå – og heldigvis for det.

Får et knoglebrud af den kaliber ikke ro, vil helingsprocessen gå galt. Det vil medføre gangbesvær, og kroppen vil forsøge at kompensere – med overbelastninger og måske endda træthedsbrud på andre knogler til følge.

I en tidsalder, hvor en stærk fysik var altafgørende for overlevelse, ville den slags skavanker have været en dødsdom. Men forskerne kan se på den israelske knogle, at bruddet ikke tog livet af neandertaleren.

Knoglen er fint helet, og han levede videre i flere år efterfølgende. Havde den unge mand ikke følt en kraftig smerte i sin fod, ville intet have motiveret ham til at forholde sig i ro – og han ville have mistet livet.

Smerten har en skyggeside

Millioner af års evolution har skænket os den livsvigtige smerte. Men evolutionen har også, ved et uheld, givet os en anden form for smerte – en unødvendig smerte, som kun gør livet sværere for os.

Da vores forfædre kom ned fra træerne og rejste sig på deres bagben, var vores rygrad tvunget til at ændre sig. Den fik en ny form – som et S – der bedre kunne understøtte vores nye levevis. Men formen er i virkeligheden en lappeløsning. Den er ikke optimal.

I det lange løb kan vores ryg ikke holde til det pres, den er under, og måske netop derfor lider ca. 20 procent af folk mellem 20 og 60 år af kroniske smerter i ryggen.

Rygsmerterne – og andre former for kroniske smerter – gavner os ikke på samme måde som smerten i en brækket fod. I stedet forhindrer de os i at udføre hverdagens gøremål.

De holder os fra sociale aktiviteter og kan ofte medføre depression. Kroniske smerter fører til flere år med tabt arbejdsevne på verdensplan end nogen anden lidelse og står i dag som en af de helt store udfordringer inden for lægevidenskaben.

Trods enorme fremskridt i vores forståelse af kroppen og hjernen er kroniske smerter forblevet en næsten uovervindelig modstander, men i de seneste år har forskerne gjort flere banebrydende opdagelser.

I 2019 lykkedes det fx danske og canadiske forskere at afdække en af de grundlæggende mekanismer bag kroniske smerter. De fandt frem til et protein kaldet sortilin, som øger smertesignalering i kølvandet på bl.a. rygskader, og ved at blokere sortilin med antistoffer kunne forskerne lindre smerterne hos mus.

Nu håber de på, at deres metode kan hjælpe millioner af mennesker.

Også en anden ny opdagelse kan få stor betydning for kampen mod de unødige smerter. Engelske forskere har afsløret, at vores livsstil kan slukke for genet TRPA1, som hjælper med at holde smerte under kontrol.

Effekten er ikke nødvendigvis permanent, og ændringer i livsstil eller nye typer medicin kan muligvis tænde genet igen, så kroniske smerter dæmpes.

Under alle omstændigheder er det klart, at forskerne er nødt til at forstå smertens dna, før de kan få den under kontrol. Den dna, som vi har arvet fra vores hårdføre, men følsomme forfædre – og som på én gang plager os og redder vores liv.