Shutterstock
Corona vaccine

Danmark skal coronavaccinere med vacciner mod flere varianter

Målgruppen for at få en boostervaccine mod corona i efteråret bliver udvidet med blandt andet frontpersonale.

Når efterårets vaccinationsindsats starter 15. september i Danmark, bliver det med opdaterede coronavacciner mod omikronvarianter.

Det oplyser Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Samtidig udvides målgruppen. Tidligere var det alle over 50 år og særligt sårbare under 50 år, der ville blive tilbudt en boostervaccine.

"Derudover anbefaler vi også, at gravide, personale på sundheds- og ældreområdet og udvalgte dele af socialområdet, og som har tæt kontakt til borgere og patienter i øget risiko, samt pårørende til personer i særlig øget risiko bliver booster-vaccineret mod covid-19," skriver Sundhedsstyrelsen.

Virker bredere og bedre

De første variantopdaterede vacciner ankommer i næste uge. Her leveres 1,2 millioner doser, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde fredag.

Ugen efter ankommer yderligere 1,4 millioner doser, mens der i september i alt vil blive leveret 4,5 millioner doser.

"Den vaccine, man nu tilbyder til befolkningen, virker bredere og bedre. Man forventer ikke, at bivirkningerne vil være anderledes i de nye opdaterede vacciner - kun at virkningen bliver bedre," siger Lægemiddelstyrelsens direktør, Lars Bo Nielsen, på pressemødet.

De nye vacciner er udviklet af Pfizer/BioNTech og Moderna.

Helt afgørende

  1. september begynder vaccinationsindsatsen med beboere på plejehjem. Fra 1. oktober kan resten af målgrupperne blive vaccineret.

Magnus Heunicke kalder det "perfekt timing" at komme i gang med vaccinationsindsatsen nu. Det vil også gøre det muligt at holde samfundet åbent over vinteren, lyder det.

"Vi kan gøre rigtig meget, hvis vi starter rettidigt, og vi starter nu. Vaccinerne er som altid helt afgørende. Det er ikke muligt at få smitten ned på nul med omikron. Det handler om at beskytte dem, der er i risiko," siger Heunicke.

På et samråd 24. august lød det fra ministeren, at Danmark kan få leveret op til 9,4 millioner doser i alt af de variantopdaterede vacciner i tredje og fjerde kvartal af 2022.

Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) indstillede torsdag til, at de to coronavacciner, som er tilpasset flere virusvarianter, blev godkendt til brug i EU. EU-Kommissionen godkendte dem senere torsdag, og derfor kan de nu benyttes i Danmark.