Tilbage i 2012 tog forskere fra Saarland University DNA-prøver fra Ötzi krop, der ledte dem til at konkludere, at han var efterkommer af østlige og kaukasiske jæger-samlere.
Siden da er Ötzi blevet afbildet med langt hår og bleg hud.
Men forskerne bag en ny undersøgelse mener, at DNA-prøverne fra 2012 var forurenede med DNA fra moderne mennesker, hvilket førte til forkerte resultater.
Den nye undersøgelse, der udnytter fremskridt inden for DNA-prøver af oldgamle lig, anfægter derfor den tidligere antagelse om Ötzis udseende og herkomst.
Nyt portræt
DNA-analyser af Ötzis arvemasse viser, ifølge forskerne fra Max Planck Instituttet og Eurac Research, at ismumien sandsynligvis havde mørk hud og var skaldet, da han døde.
DNA-markører for hudens pigmentering afslører, at Ötzi havde meget mere melanin i huden end forventet.
Melanin er et stof i din krop, der afgør farven på dit hår, øjne og hud. Jo mere melanin du producerer, jo mørkere.
Derudover viser undersøgelsen, at Ötzi bar på genetiske markører for skaldethed hos mænd, og at han højst sandsynligt var skaldet, da han døde.
Opdagelsen giver ifølge forskerne mening, når man tager ismumiens mørke farve og manglende hår i betragtning.
"Jeg blev overrasket, men da jeg tænkte over det, forklarede det meget bedre, hvorfor mumien ser ud, som den gør," siger medforfatter Albert Zink, der er mumieforsker ved Eurac Research, i en pressemeddelelse.
Tyrkiske rødder
Ifølge forskerne giver de nye DNA-analyser af Ötzis arvemasse også god grund til at udviske den tidligere antagelse om ismumiens kaukasiske ophav.
Den nye forskning afslører, at Ötzi havde en høj andel af gener til fælles med de tidlige bønder fra Anatolien, der i dag kendes som Tyrkiet. Disse mennesker migrerede siden hen til området mellem Østrig og Italien, hvor de levede en isoleret tilværelse.
Forskerne fandt også genetiske markører, der med stor sandsynlighed viser, at den berømte ismumie havde diabetes og var overvægtig ved sin død.
De nye resultater betyder, at vores forestilling om Ötzi længe har været forkert.
Og at den fysiske rekonstruktion, der ses på artiklens billede, skal laves om.