Derfor bliver du rasende over et lille stykke kage

KLUMME: Mennesket takker hellere nej til lagkage end ja til et stykke, der er for lille. Årsagen skal findes i evolutionen og vores tætte slægtskab med aberne.

KLUMME: Mennesket takker hellere nej til lagkage end ja til et stykke, der er for lille. Årsagen skal findes i evolutionen og vores tætte slægtskab med aberne.

Shutterstock/Lotte Fredslund

Hvis du har set en bavianflok blive fodret, så har du opdaget, hvordan de højtrangerende flokmedlemmer altid ender med det mest attraktive stykke føde.

Det samme gælder hos en lang række andre dyr som løver, rhesusaber og mandrilaber. Og det er ikke bare et tilfælde. De mest magtfulde individer i flokken hos disse dyrearter har nemlig retten på deres side og kan tage, hvad de måtte ønske. Magt giver ret.

Sådan er det ikke hos mennesket. Ganske vist spiller enkelte individer ikke efter de samme regler som os andre og kan finde på at true sig til goder, som de ellers ikke ville være berettigede til. Men generelt har menneskearten særdeles sofistikerede spilleregler for ret og rimelighed, og vi behøver ikke engang at italesætte eller diskutere os frem til, hvornår noget er retfærdigt eller uretfærdigt.

Ultimatumspil straffer snydepelse

De sofistikerede spilleregler ligger som en uudtalt præmis i så godt som alle menneskelige samspil, og først når nogen bryder spillereglerne, bliver vi klar over, hvilke normer der eksisterer for retfærdighed.

Jill Byrnit

Jill Byrnit er forfatter og medforfatter til adskillige fagbøger og videnskabelige artikler om sociale relationer hos mennesker og andre primater.

© Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Disse normer er blevet undersøgt videnskabeligt ved hjælp af såkaldte spilteoretiske lege. Legene blev oprindeligt skabt inden for de økonomiske videnskaber, men i dag benyttes de også flittigt inden for psykologi og biologi, når forskere vil belyse menneskelige fordelingsmekanismer.

Et af forsøgene kaldes ultimatumspillet, og her bliver du som forsøgsperson placeret i et venteværelse.

På et tidspunkt kommer en forsøgsleder ind, giver dig 1000 kroner og fortæller, at der i det tilstødende værelse sidder endnu en forsøgsperson.

Forsøgslederen forklarer dig, at I skal dele pengene, og at du må bestemme, hvor meget I hver især skal have. Du får desuden at vide, at du ikke kommer til at møde den anden forsøgsperson.

Hvis den anden forsøgsperson siger ja til beløbet, deler I pengene efter din fordeling. Men siger forsøgspersonen nej til beløbet, får ingen af jer nogen penge.

Hvor mange penge tilbyder du den anden forsøgsperson?

Hvis du gør som de fleste, så tilbyder du den anden forsøgsperson omkring halvdelen af beløbet. Er du den modtagende forsøgsperson, vil du føle dig så uretfærdigt behandlet, hvis fordeleren tilbyder dig under 20 pct. af det samlede beløb, at du takker nej. I så fald får ingen af jer nogen penge.

Fornemmelsen for ret og rimelighed kan være et medfødt instinkt hos mennesket.

Men hvor stammer dette fokus på retfærdig behandling fra? Ultimatumspillet er blevet udført i så forskellige kulturer som vestlige industrisamfund, agerbrugssamfund samt jæger-samler-samfund, og resultaterne minder ganske meget om hinanden på tværs af kulturer.

Andre aber har samme principper

Retfærdighedsfølelsen er altså tilsyneladende så grundigt forankret i menneskearten, at den ikke kræver en særlig type kulturel prægning for at komme til udtryk. Der er endvidere videnskabeligt belæg for at mene, at fornemmelsen for ret og rimelighed kan være et medfødt instinkt hos mennesket.

Forskerne har i hvert fald fundet ret klare indikatorer på, at retfærdighedsfølelsen også er til stede hos nogle af vores primatslægtninge.

Retfærdighedssansen hos mennesket bygger på en slags noget-for-noget-princip, også kaldet reciprok altruisme. Det eksisterer hos en række meget forskellige dyr og kommer til udtryk på forskellige måder.

© Shutterstock

Generøse flagermus får mere blod

Vampyrflagermus lever udelukkende af blod og dør, hvis de ikke får blod i to dage. Men flagermusene deler flittigt blod med hinanden. Undersøgelser har vist, at de generøse givere selv modtager mere blod, når de mangler, end nærige individer.

© Shutterstock

Skovskade vælger retfærdige partnere

Den blå skovskade har også deltaget i en spilteoretisk leg. Fuglene spiller enten mod en fiktiv spiller, der altid deler retfærdigt, eller mod én, som aldrig gør. Fuglene samarbejder kun stabilt med den retfærdige modspiller.

© Shutterstock

Chimpanser deler retfærdigt

Hos makaker og mandriller må et højere rangeret individ altid tage mad fra flokfæller. Men hos chimpanser og bonoboer er individet, som først får fat i maden, den retmæssige ejer. Hvis højere rangerende flokfæller vil have, må de tigge.

I et tankevækkende amerikansk forsøg ville forskerne undersøge, hvordan sydamerikanske kapucineraber reagerer på uretfærdighed. Aberne var placeret i hvert deres aflukke, hvor de havde frit udsyn til de øvrige aber.

Alle aberne havde forinden lært, at de kunne bytte en sten ud med et stykke agurk, som er et ret kedeligt fødeemne for en kapucinerabe. Forsøget gik i gang, og aberne byttede deres sten med agurkestykker. Men lige med et skiftede forsøget retning, så en abe i bytte modtog en lækker, saftig vindrue.

Forsøgslederen gik videre til næste aflukke, hvor aben ikke blev belønnet med en lækker drue, men med det sædvanlige kedelige stykke agurk. Hvordan tog aben det?

Ikke særlig godt. Den nægtede at spise noget overhovedet. Og så kastede aben både agurkestykke og sten ud gennem buret i hovedet på forsøgslederen, så vedkommende forstod budskabet.

Video: Aber råber op, når de bliver snydt

Samme forsøg er siden blevet foretaget med menneskets nærmeste slægtning, chimpansen, og her er resultaterne de samme.

Hverken kapucineraber, chimpanser eller mennesker finder sig altså i at blive uretfærdigt behandlet. Som individer fra en af disse arter bliver vi faktisk så vrede, at vi hellere helt vil undvære at få del i goderne end at få en uretfærdig andel.

Charles Darwin var allerede i 1872 fremme med tanken om, hvorfor det giver god mening, at moralen skulle have sin baggrund i biologien.

Hvis flokdyr overhovedet skal kunne fungere sammen, må nogle basale fordelingsmekanismer sikre, at alle ens handlinger ikke kommer til at gavne én selv.

Ellers ville prisen for at befinde sig i en flok simpelthen være for høj til, at det kan betale sig frem for at leve alene. Således har et evolutionært selektionspres skabt byggestenene til det, vi i dag kender som retfærdighedssansen.