Du har ikke ændret dine kostvaner, og du motionerer ikke mindre. Alligevel oplever du, at din vægt kravler opad i takt med, at du bliver ældre.
Ifølge forskere fra Karolinska Institutet skyldes det, at kroppens såkaldte ‘lipid turnover’, falder med alderen, og gør det lettere for os at tage på i vægt.
Hvidt fedt hober sig op
Kroppen har to typer af fedtvæv - det hvide fedt og det brune fedt. I begge fedtvæv ophobes fedt i triglycerider, der er en gruppe af fedtstofsmolekyler også kaldet lipider. Trods denne lighed har det hvide og det brune fedt to forskellige formål.
Mens det hvide fedt lagrer overskydende energi til senere brug, bruger kroppen det brune fedt til at skabe varme, når vi fryser.
Kroppen har altså brug for begge typer fedtvæv for at fungere, men der skal være balance i mængden af det. Får vi for meget af det hvide fedt, kan det nemlig betyde øget vægt og helbredsproblemer.
Kroppen har sin egen måde at regulere det hvide fedt på. Det sker gennem processen lipid turnover, der er balancen mellem den mængde af fedtceller, der lagres og fjernes fra fedtvævet.
Når kroppens lipid turnover falder, påvirker det altså kroppens evne til at forbrænde og fjerne fedt. Og når forbrændingen falder, kan fedtcellerne vokse sig større og medføre øget vægt.