“Er du mors lille nussegøøøj?”
De fleste mennesker gør deres toneleje højere, deres stemmeføring mere rytmisk og deres vokaler mere overdrevne, når de sidder ansigt til ansigt med en baby.
Og det samme gør sig faktisk gældende, når vi taler til hunde, viser flere tidligere undersøgelser.
Nu har en gruppe ungarske forskere gransket, hvordan det høje, melodiøse toneleje påvirker hjernen hos vores firbenede venner - og deres resultater er godt nyt til alle babysnakkerne derude.
I undersøgelsen, som er udgivet i Communications Biology, overvågede forskere hjernen hos en række trænede familiehunde, imens de blev udsat for forskellige tonelejer og talemåder.
Det lykkedes angiveligt ved hjælp af en god portion godbidder, som forskerne brugte til at lokke de pelsede kæledyr ind i en særlig hjerneskanner kaldet fMRI, der består af en kraftig magnet og en spole.
Skanneren kan afsløre, hvor og hvornår, der er øget blodtilstrømning og aktivitet i forskellige områder af hjernen.
Undervejs blev hundene udsat for optagelser af tale fra 12 mænd og 12 kvinder, som havde tilpasset deres stemmeføring til enten hunde, voksne eller spædbørn.
Hunde har færre forbindelser
1. Stolthed sidder i hjernebarken
Pandelappen (gul) og isselappen (orange) er hos mennesker ansvarlige for sekundære følelser, dvs. komplekse følelser som skyld, håbløshed og stolthed. Hos os udgør områderne 85 procent af hjernebarken, mens de hos hunde kun udgør 20 procent.
2. Forbindelser finder årsagen
Nerveforbindelser mellem hjernebarken, som er ansvarlig for tænkning, og det limbiske system (gul), som håndterer følelser, hjælper os med at forstå årsagen til vores følelser. Hunde har væsentlig færre af disse forbindelser, end vi har.
3. Synscenter gør os mistænksomme
Følelser som mistænksomhed kræver, at vi kan afkode ansigtsudtryk, og en stor del af vores synscenter (gul) beskæftiger sig udelukkende med den opgave. Hos hunde bliver opgaven varetaget af et område, som også har travlt med andre opgaver.
En af opdagelserne var, at hundenes hjerner så ud til at være mere lydhøre over for baby- og hundesnak, som begge er kendetegnet ved et højt toneleje, fremfor voksensnak.
Desuden kunne forskerne se, at vores potede venner af en eller anden grund var særligt lydhøre over for kvinders hunde- og babysnak.
Forskerne mener, at hundenes lydhørhed over for de lyse, følelsesladede og melodiøse toner kan være resultatet af, hvordan mennesker har interageret og formet hunde over utallige generationer.
De opfordrer desuden til at hundeejere bruger den særlige stemmeføring, når de kommunikerer med deres hund, og på den måde opnår et stærkere bånd til deres kæledyr og måske endda større lydhørhed.