Derfor har mennesker med social angst svært ved at få venner
Mennesker med social angst udviser en særlig adfærd, som spænder ben for deres chancer for at klikke med andre.
Forsøgspersonerne med social angst vurderede også sig selv som værende markant mindre ægte end forsøgsdeltagerne, som ikke led af social angst.
Folk med social angst har det på ingen måde let med at være i stue med andre. De ”svømmer langs bassinkanten”, fordi de har en overdreven angst eller urimelig frygt for at blive centrum for andres kritiske opmærksomhed.
Det kan føre til en følelse af ydmygelse, utilstrækkelighed og isolation. Denne angst får dem til at opføre sig på en ganske særlig måde, som ifølge en ny canadisk undersøgelse har en forstærkende effekt på problemet.
Undgår øjenkontakt
Helt konkret er de tilbøjelige til at udvise noget, der kaldes for sikkerhedssøgende adfærd, som de mener vil beskytte dem mod negative reaktioner fra deres omverden. Et eksempel er at tale mindre for ikke at vække opsigt. De udviser ligeledes undgåelsesadfærd, hvor de undlader at tale med andre eller undgår øjenkontakt.
På samme måde kan de finde på at vælge deres tøj, så påklædningen ikke på nogen måde springer i øjnene. Desværre er det netop på grund af denne undvigende adfærd, at andre folk opfatter dem som mindre sympatiske og mindre ægte, og i virkeligheden gør det problemet langt værre.
Sammenligning af folk med og uden social angst
For at se nærmere på fænomenet rekrutterede de canadiske forskere, herunder PhD-studerende Grishma Dabas fra McMaster University, Ontario, i alt 69 deltagere. 40 af dem led ikke af social angst men var blot blevet udplukket fra et psykologi-kursus på et stort canadisk universitet. De øvrige 29 var diagnosticeret med social angst og var i behandling for deres problem.
Til at begynde med udfyldte alle forsøgsdeltagere spørgeskemaer, hvor de oplyste om eventuelle sociale fobier, sikkerhedssøgende adfærd og andre relevante emner. Herefter skulle de enkeltvis mødes med en person, som forestillede at være en af de andre forsøgsdeltagere, men som i virkeligheden var en form for skuespiller, som var instrueret i at komme i dialog med forsøgspersonen.
Mindre ægthed og sympati
Efterfølgende skulle både medskuespilleren og forsøgsdeltageren vurdere, hvordan mødet var gået. Dette foregik også ved hjælp af spørgeskemaer, hvor parterne vurderede, hvordan de syntes, den sociale interaktion var forløbet.
Det viste sig, at deltagere med social angst, af medskuespillerne blev opfattet som værende langt mindre sympatiske og ægte sammenlignet med dem, der ikke havde social angst. Samtidigt havde forsøgspersoner med social angst en tilbøjelighed til at vurdere sig selv som værende markant mindre ægte end forsøgsdeltagere, som ikke led af social angst.