Derfor lukker du øjnene når du kysser
Det er hårdt for hjernen at kapere visuelle indtryk og et kys samtidig. Et nyt studie afslører, hvorfor vi ikke kan holde øjnene åbne, når mundene mødes.

Det er forårstid og dermed tid til at spidse munden og kysse løs.
Men hvorfor er det egentlig, at vi altid lukker øjnene, når vi deler mundvand?
Psykologer på Royal Holloway University i London (RHU) har fundet ud af, at de, som lukker øjnene, lader hjernen fokusere korrekt på en opgave ad gangen - i dette tilfælde følesansen. Den har nemlig svært ved at håndtere kombinationen af visuelle stimuli og følelsen af kysset.
Tidligere var det den gængse opfattelse, at vi lukkede vores øjne under et kys, fordi vi havde svært ved at fokusere, når en andens ansigt var for tæt på vores eget.
Men som forskningen antyder, handler det i stedet om, at krævende visuelle opgaver reducerer vores evne til at opfatte berøring.
Kys kræver opmærksomhed
"Disse resultater kan forklare, hvorfor vi lukker vores øjne, når vi vil rette vores opmærksomhed mod en anden sans. Når vi lukker for visuelt input, frigør vi flere mentale ressourcer til at fokusere på andre aspekter af oplevelsen," siger Polly Dalton, der er en af forskerne bag undersøgelsen til The Independent.
Forskningen er publiceret i Journal of Experimental Psychology: Human Perception and Performance og omfatter ikke specifikt kys, men hvordan visuel stimuli kan forstyrre sanserne.
Forskerne havde bedt 16 frivillige om at udføre en opgave med varierende sværhedsgrader.
Samtidig skulle de reagere på vibrationer i deres højre eller venstre hånd. Deltagernes følsomhed over for berøring blev mere reduceret blandt de, der havde en mere krævende visuel opgave.