Din krop bliver levende efter døden

En kraftig mistanke faldt på børnenes stedfar, Kevin Neal, som allerede var kendt af politiet, men hans kriminelle fortid sikrede ham et alibi for det meste af perioden.

Nitten dage efter Cody og Indias forsvinden blev Neal fængslet i en anden voldssag, så fra den dag og fyrre dage frem til det makabre fund af ligene havde Neal et skudsikkert alibi.

Hvis han skulle dømmes for dobbeltmordet, måtte politiet derfor bevise, at børnene var døde før den 28. juli, hvor Neal var blevet fængslet.

Politiet søgte hjælp i videnskaben, og biologen Neal Haskell kom dem til undsætning. Han fokuserede ikke på ofrenes død, men på livet i deres kroppe efter døden.

Hans arbejde blev afgørende for sagens udfald – og det har siden inspireret forskere til at dykke dybere ned i det makabre forskningsfelt.

I de seneste år har en række forsøg afsløret, at døde kroppe summer med liv og kan byde på alt fra hjerneaktivitet til tændte gener og sprællende lemmer.

Bølge spreder sig i hjernen

Retsmedicin har på få årtier gennemgået en revolution.

Forskerne har fået nye værktøjer til at analysere videoer fra overvågningskameraer, bringe skeletter tilbage til live via 3D-computermodeller, undersøge kemiske stoffer og sekvenserer selv de mindste spor af dna.

Resultatet er, at retsmedicinerne nu kan give politiet langt flere, og mere præcise, informationer om forbrydelsen, offeret og forbryderen end nogensinde før.

Et af de mest aktive forskningsfelter inden for retsmedicinen lige nu fokuserer på, hvad der sker i kroppen efter døden.

Ved første øjekast kan det måske virke simpelt. Kroppen lukker helt ned og bliver derefter langsomt nedbrudt. Men en lang række forskningsresultater afslører, at processen er en del mere kompliceret.

Når hjertet stopper med at slå, får cellerne ikke længere tilført ilt, og de kan ikke længere producere energi.

Den situa­tion er især kritisk for hjernens nerveceller – men de dør ikke uden kamp, og deres sidste udbrud af elektrisk aktivitet begynder først efter flere minutter.

I 2018 undersøgte den tyske neurolog Jens Dreier for første gang fænomenet i mennesker.

I forsøget målte Dreier hjerneaktiviteten hos ni patienter, der alle havde alvorlige hjerneskader, og hvor enten de selv eller deres nærmeste pårørende havde besluttet, at de ikke skulle genoplives, hvis de gik bort.

Patienterne afventede altså blot døden, og Dreier fik tilladelse til at operere elektroder ind i deres hjerner, så han kunne måle, hvordan nervecellernes elektriske signaler udviklede sig i og efter dødsøjeblikket.

Resultaterne viste, at nervecellerne i hele hjernen efter et par minutter uden tilstrækkelig ilttilførsel reagerer ved at lukke ned for al nerveaktivitet og gå i en slags standbytilstand.

De dør ikke, men forsøger tilsyneladende at spare på ressourcerne, så de er klar, hvis blodforsyningen bliver genoprettet.

Den viden har lægerne haft i årevis, og det er grunden til, at de i tilfælde af hjertestop sætter alle kræfter ind på at få gang i hjertet igen.

Men Dreiers målinger viste, at en bølge af elektrisk kaos skyller gennem hjernen omkring tre minutter efter hjertestop.

Ved bølgens front strømmer elektrisk ladede ioner ind i nervecellerne i en proces, som ligner den, der normalt sørger for, at nervecellerne kan sende beskeder til hinanden.

Normalt genoplader nervecellerne hurtigt sig selv, så de er klar til at sende nye sig­naler, men det sker ikke her.

Når bølgen efter 10-30 minutter er skyllet gennem hele hjernen, ligger nervecellerne tilbage i en meget kritisk tilstand og kan ikke længere sætte gang i de elektriske signaler, som vi levende er afhængige af.

Så snart bølgefronten er passeret, er chancerne for genoplivning meget små.

Men med yderligere forskning i fænomenet kan lægerne finde ud af at bremse bølgen og dermed købe sig længere tid til at genoplive patienter efter hjertestop.

Gener er aktive i dagevis

En halv time efter døden er hjernen endegyldigt død, og hele kroppen plages af iltmangel. Men ikke alle kroppens celler har givet op.

Derfor opstår den paradoksale situation, at mennesket som organisme kan erklæres død, selvom langt de fleste celler i kroppen stadig er levende.

De hårdt pressede celler gør, hvad de kan, for at redde sig selv, og i 2016 lykkedes det den amerikanske læge og molekylærbiolog Peter Noble at finde ud af, hvad der foregår i cellerne efter døden.

Noble udførte sine eksperimenter på mus, som han aflivede og derefter tog vævsprøver fra med regelmæssige tidsintervaller.

Fra vævsprøverne udtog han rna-molekyler, som dannes fra aktive gener, og ved hjælp af en dna-chip kunne han fastslå, hvilke gener der er aktive i timerne efter døden.

Resultaterne viste, at kroppens celler inden for den første time efter dødsøjeblikket aktiverer gener, som kan reparere skader på vævet eller opretholde cellens biokemiske miljø.

Til Nobles overraskelse tænder cellerne også for gener, som ellers kun er aktive, når vi er fostre.

Ifølge Noble giver det dog mening biologisk set. I fosteret er de enkelte celler endnu ikke blevet tildelt deres endelige opgave som fx at være en lysfølsom celle i øjets nethinde eller en insulinproducerende celle i bugspytkirtlen.

I den døde krops kaos er cellernes funktioner blevet ligegyldige, og cellerne vender derfor tilbage til fostertilstanden, hvor de endnu ikke har fået en funktion.

I løbet af de første 12 timer efter døden stiger aktivi­teten af disse gener, og andre gener følger derefter trop i et forsøg på at beskytte cellernes proteiner og fedtmembraner.

Til sidst giver cellerne dog op og aktiverer selvmordsgener, der gør en ende på cellernes lidelse – og efter to døgn er det stort set kun disse gener, som er aktive.

Forsøget viste et kronologisk mønster af genaktivitet efter døden, som kan blive et vigtigt værktøj, når retsmedicinere skal finde dødstidspunktet i en mordsag.

Bakterier blomstrer op

Peter Nobles mønster af genaktivitet ville ikke have hjulpet efterforskerne i sagen om Cody og India Smiths død, fordi børnene var døde, længe før ligene blev fundet.

Heldigvis for politiet fortsætter livet i kroppen mere end nogle få dage. Efter at kroppens egne celler er lukket ned, tager andre celler over.

Menneskekroppen er gennem livet hjemsted for omkring 40 billioner bakterier, og når kroppens celler destruerer sig selv, begynder bakterierne at sprede sig fra deres oprindelige hjem i fx tarmen til andre or­ganer, heriblandt leveren, hjertet og hjernen.

I 2016 undersøgte mikrobiologen Gulnaz Javan, hvordan 27 menneskelig blev inva­deret af bakterier.

Ligene var mellem 3,5 timer og 10 dage gamle, og det var tydeligt, at ligets forskellige bakteriearter afløste hinanden i et fast mønster hen over tiden.

Arter af slægten Lactobacillus trives bedst, når der er ilt til stede, og de forekommer i stort tal i de første døgn.

I takt med at antallet af bakterier vokser, og ilten bliver brugt op, overtager arter af Clostridium, som trives under iltmangel.

Javan og hendes kolleger kortlagde forekomsten af 30 forskellige bakterier i en lang række organer og konstaterede blandt andet, at hvert organ bliver indtaget af sin helt egen sammensætning af bakterier, og at lig af mænd og kvinder af ukendte årsager bliver invaderet af forskellige arter af bakterier.

Slægterne Pseudomonas og Clostridiales foretrækker således kvindelig, mens Clostridium og Streptococcus fortrinsvis kaster sig over ligene af mænd.

Mønsteret i bakteriernes sammensætning over tid var meget komplekst, men ved hjælp af statistiske metoder lykkedes det Javan og hendes kolleger at skabe en matematisk model, der kan hjælpe politiets efterforskere med at tidsfæste dødsøjeblikket for et lig, som har ligget i dagevis.

Insekter løser mordgåde

India og Codys mord blev ikke løst på basis af bakterier. I stedet vendte efterforskerne sig mod en anden gruppe af organismer, der skaber liv i kroppen efter døden: insekter.

Ligesom generne og bakterierne følger insekterne et fast mønster efter døden – og det mønster havde biologen Neal Haskell indgående kendskab til. Da politiet kontaktede ham, gik han straks i gang med sine undersøgelser.

Han kiggede først på spyfluer, som er blandt de første insekter, der ankommer til et lig.

Allerede få minutter efter døden begynder de at lægge æg i kropsåbninger eller sår.

Fluerne gennemgår seks udviklingsstadier i løbet af deres omkring fire uger lange liv, og forskerne ved, præcis hvor lang tid hvert stadie tager.

Tiden afhænger dog af temperaturen, og Haskell måtte derfor skaffe sig oplysninger om vejret i området fra en lokal vejrstation.

Spyfluens æg klækker til maddiker, der gennemgår tre stadier, før de forpupper sig og til sidst bryder ud af puppen som voksne fluer.

Haskell fandt knap 50 tomme pupper, men ingen æg, maddiker, levende pupper eller voksne.

Fluerne havde allerede været gennem mindst én livscyklus og forladt de nu svært nedbrudte lig.

Efter spyfluerne ankommer ostefluen Piophila foveolata, som trives på nedbrudte lig. Haskell fandt hundredvis af disse fluer i vævsprøver fra ligene, og de var allerede nået til deres tredje stadie som maddiker.

Det betød, at ostefluerne måtte være ankommet, mindst 45 dage før ligene blev fundet – altså senest den 23. juli.

Og fordi ostefluerne først slår sig ned i lig, som har ligget i mindst ni dage, kunne Haskell konkludere, at de to børn måtte være blevet dræbt før den 14. juli.

Den konklusion blev bekræftet af endnu en flue, skruefluen Cochliomyia macellaria – eller rettere fraværet af skruefluen.

Denne flue overvintrer ikke i det kølige Ohio, hvor børnenes lig blev fundet, men ankommer til området fra varmere himmelstrøg i midten af juli.

Da skruefluen kun lægger sine æg i helt friske lig, måtte ligene altså allerede have ligget nogle dage i græsset ved fluens ankomst midt i juli.

I retten forklarede Neal Haskell sine fund og konkluderede, at børnene var blevet slået ihjel mellem den 9. juli – dagen, hvor de forsvandt – og den 14. juli.

Mordene var altså begået, mindst to uger før børnenes stedfar, Kevin Neal, blev fængslet, og dermed faldt hans alibi fra hinanden.

Alle beviser pegede nu på Kevin Neal, og dommeren afgjorde sagen ved at idømme ham en livstidsdom for mordene på sine to stedbørn.

Lig bevæger sig efter døden

Sager som den om India og Cody Smith driver forskerne til at fortsætte deres udforskning af kroppens liv efter døden.

Og et af deres nyeste gennembrud afslører en hidtil ukendt proces, som kan få lig til at bevæge sig i mere end et år.

Retsmedicineren Alyson Wilson, som står bag opdagelsen, udfører sine forsøg på en såkaldt body farm placeret på et hemmeligholdt sted uden for den australske storby Sydney.

Det hemmelige anlæg består af et stykke uberørt natur med træer og buske, hvor der er placeret 70 lig, som helt uforstyrret ligger og rådner.

Et af ligene, som stammer fra en voksen mand, har været under konstant overvågning af Wilson, siden det blev lagt i skovbunden få timer efter mandens død.

Med et fastmonteret kamera har retsmedicineren gennem 17 måneder taget et billede af liget hver halve time og sat de mange billeder sammen til en video, hvor hun kan følge nedbrydningsprocessen i stor detaljegrad.

Til Wilsons overraskelse viste det sig, at liget ikke lå stille, men rørte på sig under hele forløbet. Armene bevæger sig væk fra kroppen, som når du laver en sne-engel, og hånden flytter sig frem og tilbage i en bevægelse, der minder om et kærtegn.

Årsagen til ligets livlige gestikulation er sandsynligvis, at udtørret hud og sener trækker sig sammen og udvider sig igen i takt med skiftende temperaturer, og op­dagelsen kan få stor betydning i politiets undersøgelser.

Et selvmord kan fx komme til at ligne et mord, hvis liget flytter sin hånd væk fra pistolen. Wilsons arbejde viser, at vi endnu har meget at lære – og nye opdagelser vil fortsat øge chancerne for, at politiets mistænkte får en retfærdig dom.

VIDEO: Kom med ind på Australiens body farm