Investorer verden over skal måske rette deres blik mod et helt nyt marked for bedre at kunne forudsige udviklingen på aktiemarkedet.
Det viser resultaterne af en ny undersøgelse, der er blevet publiceret i tidsskriftet Financial Management.
Her har forskere undersøgt sammenhængen mellem det daglige salg af biografbilletter i USA og aktiemarkedets afkast. Undersøgelsen er baseret på data fra 1997 til 2019.
Resultaterne viser, at en god dag i biografernes billetskranker er en indikator for et kommende opsving på aktiemarkedet. Og endda en præcis én af slagsen.
Biografbilletter giver mere aktuel viden
Traditionelt bruger man kvartalsvise og månedlige forbrugsdata til at forudsige udviklingen på aktiemarkedet.
Men ved at rette blikket mod biografernes billetindtægter - en indikator, der tager pulsen på forbruget på et hyppigere grundlag - kan man få mere aktuel viden om forestående udviklinger på aktiemarkedet, viser undersøgelsen.