Er flydere et sundhedstegn?

Min far har altid sagt, at hvis afføringen ligger og vugger i kummen efter toiletbesøg, er det et tegn på, at man er sund og får nok fibre. Er det sandt?

© Shutterstock

Hvis din afføring flyder efter et toiletbesøg, så hører du til de 10-15 pct. af befolkningen, der lægger flydere.

De flydende ekskrementer skyldes primært tarmgasser i afføringen. I en undersøgelse registrerede forskere, at afføring fra en gruppe af mus uden tarmbakterier konsekvent sank til bunds, mens ekskrementerne fra andre mus flød ovenpå. Så snart forsøgsmusene fik tilføjet bakterier til tarmene, begyndte de også at lægge flydere.

Flydere kan være både godt og skidt

Afføringens flydeevne kan dog også være konsekvens af et usædvanligt højt fedtindhold.

Fedtet afføring er typisk et tegn på steatorré – en tilstand, hvor fedt ikke bliver absorberet ordentligt i tarmen, men i stedet hober sig op i fækalierne. Steatorré kan bl.a. skyldes infektioner i tarmene, betændelse i bugspytkirtlen eller cøliaki. I så fald er flydere et dårligt tegn.

Spiser du rigeligt med fiberrige fødevarer, opdyrker du tarmbakterier, der producerer masser af gas. Den gas, som ikke siver ud via prutter, pakkes ind i afføringen og hæver den til vandoverfladen. Flydende fækalier vil dermed være et sundhedstegn, fordi mange fibernedbrydende bakterier har positive effekter på helbredet.

Sygdomsfremkaldende bakterier kan dog også producere gasser, så sundhedseffekten afhænger af, præcis hvilke bakterier, der står bag gasproduktionen.

Derfor flyder fækalier

Gasproducerende mikrober sørger for at holde afføringen oven vande.

© Shutterstock

1. Fibre fremelsker bakterier

Spiser du fiberrig kost, forbedrer du forholdene for en række tarmbakterier, fx Bacteroides, Roseburia, Clostridium og Methanobrevibacter, som også finder vej ind i afføringen.

© Shutterstock

2. Bakterier producerer gas

Når de nedbryder føde, producerer bakterierne gas. Over 99 pct. af tarmgasserne er brint, kuldioxid og metan, mens ca. 1 pct. er ildelugtende gasser, som ofte indeholder svovl.

© Shutterstock

3. Gasser hæver lorten

Den høje produktion af tarmgasser øger mængden af prutter. De gasser, som ikke fiser ud, bliver i stedet pakket ind i afføringen og sørger for, at den stiger op i vandoverfladen.