Ændret talestrøm og toneleje
Alt hvad forsøgspersonerne skulle foretage sig, var at åbne munden og tale. Herefter kunne forskerne ved at bedømme hastighed, toneleje, antal pauser i talestrømmen samt intensitet vurdere, hvem af personerne der ville vise flest tegn på depression i efterfølgende tests.
Videnskaben har længe vidst, at folk, som lider af en depression, taler anderledes.
Talehastigheden ændrer sig, og det samme gør deres toneleje og måde at udtrykke sig på. Formålet med den nye undersøgelse var at afprøve, om det var muligt ved hjælp af et særligt lydværktøj til sporing af disse forskelle at analysere sig frem til, om en person bevæger sig i retning mod en depression.
Lydoptagelser fangede forskellene
118 universitetsstuderende uden nogen klinisk diagnose på depression deltog i forsøget. Først blev deres mentale evner testet i en prøve, hvor de skulle løse et givent problem på hurtigst mulig tid. Dernæst blev eventuelle tegn på depressive symptomer bedømt ud fra en særlig skala. Til sidst blev der foretaget lydoptagelser af hver enkelt forsøgsperson, når de talte.
Alle deltagere blev bedt om at tale i et minut om noget positivt i deres liv og herefter et minut om noget negativt. Optagelserne blev efterfølgende analyseret for særlige akustiske kendetegn, antal ord, og hvor mange ord forsøgspersonen brugte i hvert tale-segment, før vedkommende holdt pause.
Et vigtigt skridt mod bedre diagnosticering
Forskerne observerede, at 25 af forsøgspersonerne ud fra depressions-skalaen scorede højt nok til at komme i betragtning til en udredning for klinisk depression.
Alle 25 personer anvendte flere ord end dem, der ikke ramte depressions-feltet, og det gjaldt både, når de fortalte om positive og om negative ting.
De udviste også tegn på forandringer i forhold til tale, toneleje og visse andre variable. Desuden var de personer, som gav størst udsving på depressions-skalaen, længere tid end de ikke-depressive om at løse det problem, de blev præsenteret for.
Selvom der ifølge forskerholdet er visse svagheder ved deres undersøgelse, betragter de den som et vigtigt skridt i retning af bedre og tidligere påvisning af symptomer på depression. De påpeger samtidigt, at den bakker op om allerede eksisterende forskning, som netop viser, at disse udsving i talemønster effektivt kan bruges til at spore tegn på depression.