Mange - måske især mænd - frygter formentlig dagen.
Dagen, hvor der er blevet så tyndt på toppen af hovedet, at vi må acceptere, at hårpragten er uigenkaldeligt væk.
Men nu planter ny forskning håb om at kunne modvirke det scenarie.
Forskere fra Yokohama National University i Japan er nemlig lykkedes med at dyrke hårsække, der producerede hår, i et laboratorium. Og ifølge forskerne giver det håb om på sigt at kunne modvirke hårtab.
Det fremgår af en undersøgelse, der netop er blevet publiceret i tidsskriftet Science Advances.
Hårsække udenfor kroppen
Der har i mange år været stor interesse for hårvækst som forskningsfelt, og forskere på området har undersøgt effekten af alt fra lasere og stamceller til 3D-printere.
I den seneste undersøgelse har gruppen af forskere udviklet fuldt funktionelle hårsække uden for kroppen ved at bruge laboratorieskabte pluripotente muse-stamceller, der potentielt kan blive til alle stamceller i kroppen.
Forskerne brugte såkaldte organoider, der er er bittesmå versioner af kroppens organer dyrket i et laboratorium, for at blive klogere på, hvordan håret vokser i hårsækkene. Og ikke mindst hvordan vi kan skrue op for de mekanismer, der får håret til at gro.
Det japanske forskerhold så på to typer af celler, som menes at spille en vigtig rolle i vores hårvækst. De to celletyper blev undersøgt i kombination med en hydrogel, som hjælper med at efterligne forholdene i cellernes naturlige miljø i kroppen.
Og netop den gel så i laboratorieforsøget ud til at styrke samspillet mellem de to celletyper, hvilket ifølge forskerne fremmede væksten i hårsækkene.
Fik håret til at gro
Det lykkedes forskerne at udvikle fuldt modne hårsække med hårskafter, der var vokset omkring tre millimeter i løbet af en periode på 23 dage i laboratorieforsøget.
Og det skete endda med næsten 100 procents effektivitet, viser undersøgelsen.
Desuden fandt forskerne ud af, at de kunne påvirke hårets farve ved at tilføje et lægemiddel, der øger mængden af melanin, et naturligt pigment.