Gilles-Weber

Forskere får lammet mand til at gå igen med højteknologiske implantater

En mand, der var lam i underkroppen i 10 år, kan nu kontrollere sine ben alene ved at tænke på at bevæge dem.

Tilbage i 2011 var hollandske Gert-Jan Oskam involveret i en motorcykelulykke, der førte til en katastrofal rygmarvsskade, som lammede ham fra hoften og ned.

Men med en avanceret anordning har en gruppe schweiziske forskere nu gjort det muligt for den 40-årige mand at bruge sine ben igen.

Det fremgår af en undersøgelse, som er publiceret i tidsskriftet Nature.

Her beskriver forskerne, hvordan Oskam har genvundet førligheden ved hjælp af implantater, der er blevet opereret ind i hans hjerne og rygmarv.

Operationen, der blev gennemført i juli 2021, indebar, at forskerne skar to cirkulære huller på hver side af hans kranium.

Derefter indsatte de to skiveformede implantater, som trådløst kan overføre Oskams hjernesignaler til to sensorer, der er fastgjort til en form for hjelm på hans hoved.

Herfra bliver signalerne sendt videre til en kunstig intelligens på en computer, der via et andet implantat i rygmarven oversætter dem til instruktioner om at bevæge ben- og fodmusklerne.

Med andre ord gør anordningen det muligt for den 40-årige mand at kontrollere sine ben alene ved at tænke på at bevæge dem, og han kan i dag både stå, gå og sågar komme op ad en stejl rampe med hjælp fra en rollator.

En af de ting, hollandske Gert-Jan Oskam glæder sig mest over igen at kunne, er at stå i baren og drikke en øl med sine venner, fortæller han. "Denne beskedne fornøjelse repræsenterer en betydelig forandring i mit liv," sagde han på et pressemøde i forbindelse med publiceringen af forskernes resultater.

Forbedring af kroppens naturlige nervebaner

Tilmed har det vist sig, at teknologien også har haft en gavnlig effekt på de nervebaner, der tog skade i ulykken tilbage i 2011.

Således har Oskam også kunnet gå med hjælp fra krykker - helt uden at have tændt for det højteknologiske system. Det skyldes formentlig, at hans ødelagte nervebaner er blevet stimuleret af anordningen under forsøgsperioden, lyder det fra forskerne.

Hør forskerne fortælle om deres banebrydende resultater her:

Video

Operationen er en opgradering, efter Oskam for første gang fik indopereret et implantat i rygmarven i 2017.

Efter operationen kunne han ved at løfte hælen en smule udløse en elektrisk impuls, som stimulerede nerverne i rygmarven, så han kunne tage skridt. Det var han i stand til, fordi hans nervebaner kun var delvist skåret over, og han stadig havde en smule føling i benene.

Forskere har i de seneste år også haft succes med lignende operationer af andre lammede patienter, men deres seneste bedrift markerer første gang, det nogensinde er lykkedes at forbinde implantater i hjernen med et implantat i rygmarven på et menneske.

Et fremskridt, der gør bevægelserne langt mere flydende og naturlige sammenlignet med tidligere forsøg.

Forskernes mål er på sigt, at gøre teknologien tilgængelig for alle de patienter, der kan have gavn af den.