Forskere har fundet mulig sammenhæng mellem mobilsamtaler og forhøjet blodtryk

De har fulgt flere hundrede tusinde personer over flere år og måske fundet en mulig sammenhæng mellem antallet af minutter, vi taler i mobiltelefon, og forhøjet blodtryk.

Hjerteproblemer
© Shutterstock

Omkring 1,3 milliarder mennesker på verdensplan lider af forhøjet blodtryk - og næsten halvdelen af dem ved det ikke selv.

Samtidig er forhøjet blodtryk en af de største årsager til hjerte-kar-sygdomme og tidlig død på kloden.

Derfor forsøger forskere og læger verden over at afdække årsagerne til det, der populært bliver kaldt for den stille dræber.

Og nu har en gruppe kinesiske forskere fundet en mulig sammenhæng mellem antallet af minutter, vi taler i mobiltelefon, og risikoen for et for højt tryk i kroppens pulsårer.

Undersøgelsen er udgivet i European Heart Journal, som hører under European Society of Cardiology.

Forskerne brugte data fra en stor biomedicinsk database kaldet UK Biobank og fulgte hele 212.046 voksne i alderen mellem 37 og 73 år over en periode på 12 år.

Oplysningerne om deltagernes brug af mobiltelefon til både indgående og udgående opkald blev indsamlet gennem et selvrapporteret spørgeskema, hvor forskerne også fik indblik i forsøgsdeltagernes årlige og ugentlige forbrug og deres brug af højtaler og håndfri enheder.

Personer, som talte i mobiltelefon mindst én gang om ugen, blev kategoriseret som mobilbrugere.

Antallet af minutter er afgørende

Ingen af deltagerne havde forhøjet blodtryk ved undersøgelsens begyndelse. Det havde 13.984 af dem, altså syv pct., til gengæld efter 12 år.

Resultaterne viste, at mobilbrugerne så ud til at have 7 pct. højere risiko for forhøjet blodtryk sammenlignet med dem, der ikke talte i mobiltelefon. Og tallene afslørede også en anden opsigtsvækkende sammenhæng.

De deltagere, som talte i deres mobiltelefon 30 minutter eller mere om ugen så nemlig ud til at have 12 pct. højere risiko for at få forhøjet blodtryk sammenlignet med deltager, der brugte mindre end 30 minutter om ugen på at sludre i telefonen.

Resultaterne var de samme for både mænd og kvinder.

"Det er antallet af minutter, folk bruger på at tale i en mobil, der betyder noget for hjertesundheden, hvor flere minutter betyder større risiko," forklarer professor og forskningsleder Xianhui Qin fra Southern Medical University i en pressemeddelelse.

Han understreger, at der er brug for flere undersøgelser for at bekræfte sammenhængen, men at der ikke så ud til at være en sammenhæng mellem brug af fx håndfri enheder og forhøjet blodtryk.

Alligevel kommer forskerne allerede nu med en lille anbefaling.

"Vores resultater tyder på, at det, at tale i en mobil, muligvis ikke påvirker risikoen for at udvikle forhøjet blodtryk, så længe den ugentlige opkaldstid holdes under en halv time," fortæller professoren.

"Mere forskning er nødvendig for at genskabe resultaterne, men indtil da virker det fornuftigt at holde mobiltelefonopkald på et minimum for at bevare hjertesundheden," siger forskeren i pressemeddelelsen.